Danmark

Jeg elsker mit fædreland. Det er her, jeg hører hjemme, og her der bliver sunget, så den unge, blonde pige kommer til syne i den indre biograf. Vi har vind, vi har hav og grønne bakker, og under mulden gemmer sig den prægtigste ressource af alle: det ferske drikkevand. Det har vi så meget af, at vi skyller vore toiletter med de hellige dråber. I vor midte bor dronningen som repræsentant for verdens ældste royale tradition, og i folket bor de milde egenskaber, som historie, kultur og kristendom langsomt har indpodet. Vore sind er prægede af det omskiftelige vejr, og vi er væbnet med den tålmodighed, de lange vintre har påført os. Til gengæld er vi fulde af håb og optimisme, fordi vi så ofte har set, hvordan det gryende forår går i brechen for sommer og varme. Takket være vore årstider kan vi dyrke korn, frugt og grøntsager i så store mængder, at vi aldrig behøver at savne noget at spise.

Vi er et lykkeligt folk, men alligevel er der blandt os indfødte en del, der mener, at vi er de værste af alle, at vi er kolde og snæversynede, og at vi er fjendtlige mod alt fremmed, selv om alt vi kræver blot er at få anerkendt vores hjemmebanefordel. De er fulde af løgn, og deres falske evangelium finder vej ind i vore stuer gennem radio, tv og aviser og aflejrer tvivl blandt dem, der ikke evner at sortere i nyhedsstrømmen. Løgnerne er i virkeligheden ikke mange i antal, men de har placeret sig strategisk i nationens informations- og uddannelsessystem og boltrer sig som guppyer i det politiske akvarium, hvor de til stadighed pumper propaganda gennem infrastrukturen. I deres grænseløse hjemløshed forveksler de begreberne og gør alt for at eksportere deres forvildelse til andre.

Da vi af natur og overbevisning er gæstfrie og gavmilde, er vi lette ofre for simpel spekulation. Vores enestående velfærdssamfund og borgerrettigheder virker som en magnet på totalitære kræfter, da de i et frit samfund lettere kan dyrke deres undergravende virksomhed uden at blive forstyrret. I dette projekt har de totalitære fundet allierede blandt de hjemløse løgnere, der hellere end gerne ser fædrelandet forvandlet til en bananrepublik, hvori deres egne lyster og ambitioner bliver lov. De fremmer importen af fremmede guder og ønsker vor nationale selvbestemmelse død, balsameret og parkeret i lighuset i Bruxelles. De er intolerante redepissere, der i tøjlesløst globaliseringsvanvid ser sig selv som nationens sande repræsentanter. Historien vil vise, at de tager fejl.

"Lad kun Østens drot blandt købte friller
døsig strække sig på purpur ud,
lytte på den sorte halvmands triller,
mellem salens tempelhøje piller,
kold og gusten som en marmorgud.

Under lyse bøg den danske bejler
med sin herligt-voksne pige går;
over deres hoved månen sejler,
svanen i det klare vand sig spejler,
nattergalen højt i busken slår."

Illustration: Anna Ancher
Titel: En ung pige ordner blomster
Lyrik: Poul Martin Møller fra "Glæde over Danmark"

Heureka!

Takket være afsløringen af kokainsniffere på toiletterne på Christiansborg er det nu muligt at forstå lidt mere af, hvad der egentlig rører sig i Det Radikale Venstre. Det er som om, et lille hjørne af sløret over de kreative har løftet sig og givet et glimtvist indblik i de processer, der styrer dansk politiks mest underholdende parti.

De radikale er på stoffer, og det er derfor, de konstant har næsen langt fremme. Udtryk som den anden vej, den tredje blok, Jelved som statsminister og Naser Khader er doven finder sine helt naturlige forklaringer i rusens univers, og Vestagers stærkt nasale stemmeføring kan nu kategoriseres som en arbejdsskade.

Jelved udtalte i sin tid, at meningen med EU var at gøre euroen til verdens stærkeste valuta. For blot at komme i nærheden af at være i besiddelse af en sådan valuta kræves ti til femten funktionsdygtige hangarskibe. Men det var nok ikke søfart, den radikale leder havde i tankerne, snarere prisen på kokain. Selv om der forekommer periodiske prisfald på den hvide sne, så er det alligevel en luksusartikel, der er tale om. Derfor tiltrækkes mange veluddannede til de kreatives næsefløj, der er fest og fede farver, og med uddannelse følger også de kroner, der er nødvendige for at kunne være en del af radikal politik, retorik og toiletvaner.

Endelig kom tidspunktet for at slippe den tilbagevendende tvangstanke, at de radikale burde kunne forstås med fornuftens organer, men alligevel skal der råbes vagt i gevær. Vi lever trods alt i et velfærdssamfund, hvor kompetente mennesker arbejder lige til stressgrænsen for at redde andre, der tilsyneladende af egen fri vilje har kurs mod nedtur og - hvad de fleste kan se - den rene elendighed.

I stedet for politianmeldelse, dna-analyser af lokumsbrætter samt intensiv videoovervågning burde socialministeren og hendes bagland træde i karakter. Det står lysende klart, at de radikale er på gal kurs og har brug for hjælp.

Jelved tager skraldet

Den radikale leder, Marianne Jelved, har meddelt omverdenen, at hun personligt tager skraldet, hvis partiets anden vej viser sig at ende i en blindgyde. Hun lover at forlade lederposten, hvis ikke vælgerne bider på krogen og belønner partiet. Men hun fortæller ikke, hvor hendes tolerancetærskel med de genstridige vælgere ligger. Samtidig gør hun klart, at alt havde været i sin skønneste orden, hvis ikke Naser Khader havde brudt en aftale og var gået for tidligt til pressen med meddelelsen om, at de radikale ikke længere var forlovet med Helle Thorning og socialdemokraterne. En beslutning, der fik den konsekvens, at Jelved begyndte at pege på Jelved som mulig statsminister.

Vi får også at vide, at bruddet med Helle Thorning blev annonceret på et tidspunkt, hvor de radikale ikke var forberedt!! Internt i partiet var det åbenbart aftalt, at skilsmissen fra Helle skulle offentliggøres af Jelved – og på et senere tidspunkt. Hvordan den indre logik i denne varmluftsballet kommer til udtryk, løfter Jelved ikke sløret for.

Så fik de dén, vælgerne, det er deres skyld, hvis bygningen ramler. Kun guderne og Jelved ved, hvornår den radikale leder vil bøje sig for stemmeafgivningen her i landet. Hvor mange skal ikke stemme på liste B, før vi må tage afsked med den anden vejs kamikazechauffør?

Endnu en gang viser det sig, at Naser Khader er Det Radikale Venstres egentlige problem, og Jelveds taktiske manøvre har det klokkeklare formål at flytte fokus fra indholdet af den anden vej til tidspunktet for dens annoncering. På den måde prøver hun at tørre en god del af ansvaret for en potentiel radikal nedtur af på Khader.

Alt tyder på et kommende opgør om lederposten i partiet. Khader og Vestager står overfor hinanden, men de to kan med lethed fare så meget i totterne på hinanden, at partiet må bringe andre navne i spil. De lange knive blinker i den skrå novembersol, og det bliver ganske fornøjeligt at følge de kreatives interne blodbad.

Jelveds udtalelser er endnu et forsøg på at give Khader et gok i nødden, for der er ikke noget nyt i, at en partileder må tage sit gode tøj og gå, hvis hans eller hendes projekt går i vasken og vælgerne flygter. Men for en radikal er det ikke noget, der er kommet ind med modermælken. Zahle fik i 1920 en fyreseddel af Chr. X, fordi den daværende regering ikke længere nød befolkningens og regentens tillid. Zahle faldt på grund af økonomien og spørgsmålet om Slesvig. Ved det efterfølgende valg kom en ny regering til magten, og de radikale indkasserede et historisk stort nederlag.

Virkeligheden er rykket en kende nærmere de kreative, og det er ved at gå op for dem, at selv om de vælger at køre en anden vej, så gælder færdselsloven også dér.

Illustration: Erik Svinding Olsen

Russiske rigdomme

Der er mange, der kritiserer Rusland sønder og sammen. De kan ikke lide Putin og den russiske udgave af demokrati, kriminaliteten er for høj, vodkaen er elendig og frosten for hård. Vesten har stadig forbehold overfor naboen i øst, og kloge hoveder fyrer vægtige argumenter af, når forbeholdene bliver analyseret. Sortseere vil altid kunne finde noget, der bringer deres galde i kog. Nu må det imidlertid være på sin plads at sætte fokus på de rigdomme og herligheder, der flyder i det genfødte Rusland, og på de indlysende forbedringer, der har fundet sted i de sidste snart to årtier.

Rusland er ikke længere et kommunistisk fængsel. I 70 år red kommissærerne på ryggen af det udpinte folk, der var frataget ansvar og mulighed for at søge lykken på egen hånd. I tre generationer led russerne under dette diktatur, der var kendetegnet ved at slagte sine egne i et hidtil uset omfang. At tro at man i løbet af 16 år kan omforme denne kolos, så den bliver lige så fredelig som et menighedsrådsmøde i et dansk folkekirkesogn, er det samme som at kræve, at den nu fyrede nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, skal levitere.

I Moder Rusland er der så meget gas og olie, at omverdenen af helt naturlige årsager er grøn af misundelse og spekulerer sig søvnløs over, hvordan den skal få en bid af kagen. Energien ligger deponeret i et bredt bælte under permafrosten og venter på at blive pumpet op. Der er ikke det strategiske metal, der ikke findes i den russiske jord, så når regningen skal gøres op, viser det sig, at Rusland er verdens rigeste land. Det er bare ikke noget, der bliver snakket særligt højt om. Og der er andre herligheder i zarens gamle rige.

Russerne leverer verdens bedste kvindetennis. Og specielt Maria Sharapova og Elena Dementieva er værd at holde øje med. Det russiske tennismirakel kom som et pludseligt forår for en del år siden, da Anna Kournikova gjorde sin entre. Sammen med Martina Hingis blev Anna junior-Wimbledonmester i damedouble. Siden havde Kournikova svært ved at gøre sig gældende – rent sportsligt. I flere år efter mesterskabet spillede hun ufortrødent videre til manges jubel. Hver gang hun gik på banen, sad man derude bag skærmen og bad inderligt om tre sæt med en overdosis tiebreak.

Da tonede Maria Sharapova frem. Rent sportsligt overgik hun Kournikova med et hav af titler og fremragende ketcherføring. Hendes landsmand, Elena Dementieva, fulgte med et stykke af vejen i de sportslige præstationer og er altid en fryd at se på banen.

Der er et andet Rusland end det, sortseerne maler på væggen. Et Rusland der af Lenin og hans slagtere blev forhindret i at være på sejrsmagternes side i 1918. Et Rusland der af landsforrædere blev ført ud i et råddent og stupidt tyranni, der resulterede i en titanisk åreladning. Og et Rusland der nu søger tilbage til elementer fra før ragnarok for at forny sig og tage hul på fremtiden. Velkommen til Center Court!

Illustrationer: Maria Sharapova, Elena Dementieva
& Anna Kournikova

Dødsdømt demokrati

Mange har givet udtryk for glæde over dødsdommen over Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein. Jeg har svært ved at deltage i jubelkoret. Det er fint nok for mig, at en storforbryder kommer for retten og bliver dømt efter fortjeneste, men det er ikke i orden at aflive ham, det er aldrig i orden at aflive nogen som helst. Det er så såre enkelt: man tager ikke andres liv.

Der kan opstå situationer, hvor mennesker føler sig i den grad truet på livet, at de vælger at slå først, og der kan opstå situationer, hvor et menneske begår den ultimative handling for at redde et andet liv. Saddam udgør imidlertid ingen fare for et Irak, der i forvejen er gået op i limningen og er ved at drukne i blod. Så motiverne til dødsdommen skal findes et andet sted: i hævnens og politikkens verden.

Kurdere og shiitter har af naturlige årsager hævnfølelser overfor Saddam, da det var de to befolkningsgrupper, der led mest under hans barske og morderiske regime. Så det er til at forstå, at der i det nordlige og sydlige Irak er tilfredshed med, at diktatoren er dømt skyldig i massemord. Men dommen er også politik. Shiitterne har magtfulde bastioner i landet, og mod øst sidder de iranske mullaher og glæder sig over, at Vesten synes magtesløs overfor den stigende indflydelse, Teheran udøver over de shiamuslimske masser. Borgerkrigen i Irak er brudt ud, og fortsætter den i samme spor som nu, vil shiitterne og dermed Iran komme styrket ud af konflikten. Det er en af de uundgåelige følger af felttoget i 2003.

Med dommen må de sidste utopister, der har kæftet op om et demokratisk Irak, indse, at deres propaganda i bedste fald har været genereret af uvidenhed og dumhed. Den irakiske regeringsleder var ude med riven allerede en dag før dommen faldt, da han proklamerede, at den eneste retfærdige udgang ville være dødsstraf. Han er i øvrigt selv shiamuslim.

Irak er ikke et demokrati og bliver det ikke i en overskuelig fremtid. Derfor er der ikke længere mening i, at danske soldater med våben og tab af liv er med til at holde den irakiske regeringskonstruktion flydende. Den danske krigsdeltagelse blev begrundet med, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, det havde Colin Powell jo sagt i FN, og diktatoren fulgte ikke FN-sporet. Når først regimet var nedkæmpet, ville irakerne af egen fri vilje vælge demokratiet, fordi det er en så indlysende rigtig styreform.

Det er rigtigt, at Saddam overhørte den ene Sikkerhedsråds-resolution efter den anden. Men det er jo lidt komisk at beskylde nogen for ikke at adlyde et FN, der selv blev afsløret i omfattende svindel med olie-for-mad programmet – med generalsekretærens søn i en hovedrolle. Og det pynter ikke på tingene, at Colin Powell sad og digtede i Sikkerhedsrådet, da USA og Storbritannien pressede på for at slippe krigen løs i Irak.

Det er på tide, at et samlet folketing tager sig selv i nakken for at få de danske tropper hjem fra Irak. Soldaterne har gjort, hvad de kunne og langt mere, end man med rimelighed kan forlange af dem. Deres arbejdsbetingelser er nu så dårlige, at der må ringes til fyraften. Blodet flyder, rundt om hjørnet lurer et Stor-Iran, og det mellemøstlige demokrati har end ikke kræfter til at banke på indersiden af det tilsømmede kistelåg.

Illustration: Claus Carstensen
Titel: "Hængning"

Kvinde min

Hvor du er fager, min veninde, hvor du er fager! Dine øjne er duer bag sløret, dit hår som en gedeflok, bølgende ned fra Gilead, dine tænder som en nyklippet fåreflok, der kommer fra bad, som alle har tvillinger, intet er uden lam; som en purpursnor er dine læber, yndig din mund, din tinding som et bristet granatæble bag ved dit slør; din hals er som Davids tårn, der er bygget til udkig, tusinde skjolde hænger derpå, kun helteskjolde; dit bryst som to hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljer. Til dagen svales og skyggernes længes, vil jeg vandre til myrrabjerget og vellugtshøjen. Du er fuldendt fager, min veninde, og uden lyde.

Højsangen 4,1-7
Illustration: Edmund Brucker
Titel: "Nude"

Problemet Khader

De radikale har fået et problem. De har opdaget, at der befinder sig en stemmesluger i deres midte, og det har bragt uro blandt de kreative. Stemmeslugeren er Naser Khader, manden der har tatoveret ordet demokrati på sin krop. En tidligere storbrugsuddeler har via Gallup fundet ud af, at Khader ved et valg ville trække tyve fuldfede mandater til sig – hvis han altså var formand for Centrumdemokraterne. Da det ser ud til, at Khader i den radikale optik opfattes mere som et problem end som et aktiv, har partibestyrer Jelved besluttet at hyre et reklamebureau til at maksimere partiets udbytte af den populære, nydanske politiker!

Partiets to fløje - konventionsfeministerne og metrosexualisterne, der har fostret endnu ikke overtrumfede talenter som Anita Bay Bundegaard og Simon Emil Ammitzbøll - kan øjensynligt ikke rumme alphahannen eller magte at tilbyde ham en tilfredsstillende, fremtrædende post, hvorfra han til partiets fordel kan kapitalisere sin popularitet. Det er svært at se, hvordan reklamestunts skulle kunne forandre partiets kultur og bringe blot en anelse fornuft i den radikale stammedans omkring den kreative sump, der på nyradikalt har fået betegnelsen den anden vej. Det er som om Jelved med sit reklamepåfund signalerer, at får partiet ikke mandatgevinst med hende ved roret, så kan det også være lige meget. Alt tyder på, at partilederen vil lade sin stamme gå planken ud, medmindre folketingsgruppen gør et eller andet ved hendes magtfuldkommenhed. Imod dette taler, at partiets to fløje synes at have samme holdning til problemet Khader, nemlig at holde ham i kort snor.

Et reklamebureau kan ikke gøre Naser Khader til leder af de radikale, og det kan heller ikke få partiet til at ændre kurs. Det er åbenlyst for alle, at Khaders holdninger ikke altid stemmer overens med partiets politisk korrekte overfladeglasur. På den anden side har han også sine periodiske tilbagefald, som da han postulerede, at der var forskel på, om den muslimske profet blev tegnet af en radikal ungdomspolitiker eller af et medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Efter 22 års radikal dressur er det ikke sikkert, at Khader tør bryde med partiet. Skulle det alligevel ske, er spørgsmålet: hvor skal han gå hen, hvilket parti har plads til alphahannens volumen. Skal han starte sit eget parti, som Glistrup og Erhard gjorde det? Selv ikke naboens kat tror, at Khader hopper på Møgelhøjs, CDs og Gallups dødssejler. Men noget skal der ske for at løsne knuden i Det Radikale Venstre, der paradoksalt nok har et af sine egne medlemmer som tidens største udfordring.

De moske-egnede

Man kender dem på deres mangel på humor, og et sikkert tegn på den svigtende evne til at lokke smilet frem i andre er, at de ikke ejer skyggen af selvironi. Og det er her, hunden ligger begravet. Tag nu for eksempel Rune Engelbreth Larsen. Læs hvad han skriver og se, at humor og empati optræder lige så sjældent her som i Lenins breve, eller som i Hitlers beskrivelse af sit skæbnebestemte livsprojekt. Tilsyneladende tager Rune i sine skrifter andre mennesker i forsvar. Han mener, de har behov for hans omsorg og maniske forfølgelse af etniske danskere. Men han umyndiggør de mennesker, han påstår at forsvare. Runes holdning til muslimer er neokolonialistisk, fordi han øjensynligt lider af den vrangforestilling, at det Stasi-arbejde han udfører, hjælper dem til et bedre liv.

Men Runemanden er ikke den eneste af slagsen. Der er Jørgen Bæk Simonsen, Tøger Seidenfaden, den dobbelte Rothstein, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, David Trads, DefendingDumhed, Uffe Ellemann, de radikale og mange andre. Det er en sand perlerække af bedetæppebesiddende vrøvlehoveder, der mener sig i den grad intellektuelt overlegne, at resten af befolkningen skal tvangsfodres med deres profetunderdanige udgydelser. Hvorfor smider de ikke skoene, lukker kæften og tager sig en slapper i moskeen. Hvorfor drager de ikke konsekvensen af deres egne ord og konverterer til fredens religion? De burde blive modtaget med åbne arme efter deres ihærdige piloteringsarbejde.

Savner et menneske humor, og dermed selvironi, vil det altid søge grunden til alverdens dårligdomme i alle andre end sig selv. Derfor lægger de moske-egnede deres egen kultur og den kristne tro for had. De er udprægede redepissere, der færdes i delvist lukkede og delvist eksklusive kredse. Kontakten til de indfødte varetages gennem lobbyvirksomhed i de medier, de enten har direkte indflydelse på, eller som de gennem venner og venners venner har adgang til. Herfra spreder de budskabet om egen fortræffelighed og islams uovertruffenhed, mens de vitrioliserer den hverdag, det overvejende flertal af etniske danskere holder af og værner om.

De moske-egnede ser fjenden overalt, og de har en veludviklet næse for, hvor han kan finde på at skjule sig. Han er set i kolonihaverne og gemmer sit ansigt bag Dannebrog, mens han spiser de røde pølser, som ungerne henne i børnehaven ikke længere må få til frokost. Han lusker rundt i gemakkerne på Amalienborg og spænder ben for republikken. Men værst af alt: han har penetreret den demokratiske valghandling og er vandret ind i folketinget, hvor han tilmed har erhvervet sig en B-aktie i regeringsmagten. Værre kan det næsten ikke blive!