De moske-egnede

Man kender dem på deres mangel på humor, og et sikkert tegn på den svigtende evne til at lokke smilet frem i andre er, at de ikke ejer skyggen af selvironi. Og det er her, hunden ligger begravet. Tag nu for eksempel Rune Engelbreth Larsen. Læs hvad han skriver og se, at humor og empati optræder lige så sjældent her som i Lenins breve, eller som i Hitlers beskrivelse af sit skæbnebestemte livsprojekt. Tilsyneladende tager Rune i sine skrifter andre mennesker i forsvar. Han mener, de har behov for hans omsorg og maniske forfølgelse af etniske danskere. Men han umyndiggør de mennesker, han påstår at forsvare. Runes holdning til muslimer er neokolonialistisk, fordi han øjensynligt lider af den vrangforestilling, at det Stasi-arbejde han udfører, hjælper dem til et bedre liv.

Men Runemanden er ikke den eneste af slagsen. Der er Jørgen Bæk Simonsen, Tøger Seidenfaden, den dobbelte Rothstein, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, David Trads, DefendingDumhed, Uffe Ellemann, de radikale og mange andre. Det er en sand perlerække af bedetæppebesiddende vrøvlehoveder, der mener sig i den grad intellektuelt overlegne, at resten af befolkningen skal tvangsfodres med deres profetunderdanige udgydelser. Hvorfor smider de ikke skoene, lukker kæften og tager sig en slapper i moskeen. Hvorfor drager de ikke konsekvensen af deres egne ord og konverterer til fredens religion? De burde blive modtaget med åbne arme efter deres ihærdige piloteringsarbejde.

Savner et menneske humor, og dermed selvironi, vil det altid søge grunden til alverdens dårligdomme i alle andre end sig selv. Derfor lægger de moske-egnede deres egen kultur og den kristne tro for had. De er udprægede redepissere, der færdes i delvist lukkede og delvist eksklusive kredse. Kontakten til de indfødte varetages gennem lobbyvirksomhed i de medier, de enten har direkte indflydelse på, eller som de gennem venner og venners venner har adgang til. Herfra spreder de budskabet om egen fortræffelighed og islams uovertruffenhed, mens de vitrioliserer den hverdag, det overvejende flertal af etniske danskere holder af og værner om.

De moske-egnede ser fjenden overalt, og de har en veludviklet næse for, hvor han kan finde på at skjule sig. Han er set i kolonihaverne og gemmer sit ansigt bag Dannebrog, mens han spiser de røde pølser, som ungerne henne i børnehaven ikke længere må få til frokost. Han lusker rundt i gemakkerne på Amalienborg og spænder ben for republikken. Men værst af alt: han har penetreret den demokratiske valghandling og er vandret ind i folketinget, hvor han tilmed har erhvervet sig en B-aktie i regeringsmagten. Værre kan det næsten ikke blive!