tirsdag, oktober 24, 2006

Farveladeballade

De radikale har endnu en gang slået et slag for deres parti og meddelt alle opinionsinstitutter, at de ønsker at blive vist i en tredje blok i en selvstændig farve, når de grafiske resultater af mandatfordelingen i folketinget efter et prøvevalg bliver offentliggjort.

De kreative vil ikke længere finde sig i at blive set sammen med Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne i den røde blok, og i regeringsfløjens blå gevandter ønsker de heller ikke at optræde. Margrethe Vestager har fået den vigtige opgave at bringe den jelvedske forordning til folkets kundskab, og hun har udført opgaven med en alvor, som ellers burde reserveres vigtige og afgørende sager. I stedet for at tie den dårlige vittighed ihjel har det radikaljournalistiske vælgerkorps udbasuneret forordningen i alle medier.

For at vise deres demokratiske sindelag har de kreative ikke forlangt en specifik farve til brug for opinionsinstitutternes tredje blok, men ifølge forordningen må den i hvert fald ikke være sort. Som så mange gange før er det lykkedes de radikale at sætte en dagsorden, der udelukkende består af varm luft. Der er gået en hel generation af økologiske ballonpustere og –sælgere tabt i partiet.

Til gengæld er der klar matematik i de radikale udmeldinger, og regnestykket er stillet op, så næsten alle kan følge med. Det startede med én leder og én statsministerkandidat, Marianne Den Første, så kom Den Anden Vej og nu altså Den Tredje Blok. Må guderne beskytte os imod Den Fjerde.