En ægte ven

Flere af de 66 personer, der har anmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for overtrædelse af straffelovens § 266b, har for tiden travlt med at forsvare deres anmeldelse i de danske aviser. Det er rimeligt fantasifuldt, hvad de begrunder deres handling med, og de undslår sig ikke for at tage celebre historiske personer som gidsler i deres felttog. Som vidner føres eksempelvis Platon, Sokrates og Martin Luther. Den mest patetiske af de bodsgungrende anmeldere er uden tvivl Peter Tudvad, der anser Søren Krarup for sin ven og derfor føler behov for at retfærdiggøre sit angiveri overfor ham.

21.10.06 skriver Tudvad om Krarup i Information: ”Under frokosten er han min ven, i medierne er han en offentlig persona, der som sådan kan siges imod og stilles til ansvar for sine ytringer.” Mage til selektiv skizofreni er sjældent set på tryk. Hvis det er Tudvads definition på venskab, skal der herfra udtrykkes medlidenhed med hans omgangskreds. Et andet sted skriver han: ”En af dem omfatter jeg med mit venskab og har jeg for ikke længe siden klinket med til min runde fødselsdag.” Hejsahopsada, sikke en fødselsdag, sikke en fest og sikke en vært!

Ja, hvad skal man med fjender, hvis man har venner af denne kaliber? Tudvads forsvar for at falde sin ven i ryggen kradser mod bunden af ynkelighedens brønd. Vi tager lige en godbid mere: ”Når vi skåler eller spiser frokost sammen, kan der også godt ryge et par finker af hans pande, men når det sker i et privat forum, kan ytringerne naturligvis ikke subsumeres under straffelovens bestemmelser om offentlige og især propagandistiske udtalelser.”

Bortset fra det åbenlyst forvrøvlede ligger der også en speciel radikalhumanistisk opblæsthed i ytringen. Hvordan kan det være, at Tudvad ikke selv får ar på sjælen af Krarups pandefinker? Skal politianmeldelsen bruges til at skræmme den gemene hob fra at stemme på Dansk Folkeparti, en hob der i sagens natur står langt under Tudvad, når det kommer til at vide, hvad der er bedst for det danske samfund? Det må være en sand lidelse at være Peter Tudvad, tvunget til - som han åbenbart føler sig – at agere stikker overfor sin ven efter at have brudt brødet med ham.

Som en sidste hån overfor Krarup skriver Tudvad i slutningen af sit epokegørende epos: ”Så meget er min ven og jeg i det mindste enige om, nemlig at vi ikke behøver statens vejledning om takt og tone, når vi spiser, klinker og fester. Skål, min ven!”

Det er svært at afgøre, om man skal le eller græde over denne Tudvad. Men hans talenter er åbenlyse, og det er beklageligt, at Stasi og DDR ikke længere eksisterer. Man kan næsten se ham som medarbejder på det Stasi-kontor, der vejledte nye agenter i at angive venner og familiemedlemmer for at tale ondt om den totalitære stat. Velbekomme!