De forhenværende

I periferien af dansk politik, derude i dunkelheden hvor glemselen er evigt truende, gungrer tre afdankede elefanter rundt og mindes de gode, gamle dage i rampelyset. De taler med tårer i øjnene om magtens sødme, de bonede gulve og om den gang det var dem, der satte dagsordenen og kursen mod en bedre verden. Ind imellem tager de sig sammen og bruger snabelen til at hvirvle tørt savsmuld op i luften for at irritere de aktive politikere og belære dem om, at de ikke har opfundet den dybe tallerken.

Lørdag den 28. oktober udtaler den forhenværende konservative statsminister Poul Schlüter til Jyllands-Posten, at ”kulturen i Dansk Folkeparti er rædselsfuld”. I samme åndedrag siger han også, at DF ikke er til at komme udenom, når VK-regeringen skal have sin politik ført igennem. Schlüter støtter den nuværende udlændingepolitik, men bryder sig ikke om DF’ernes retorik!

Hvorfor nu dette snabelbøvs fra Schlüter? Det går jo udmærket for de konservative. Ikke siden den gamle ræv selv var ceremonimester, har partiet haft så stor indflydelse på dansk politik. De konservative ministre kan takke DF for deres ministerpension og deres taburetter. I nyere dansk politisk historie har der ikke været et så loyalt støtteparti som Dansk Folkeparti. Men det vil de konservative ikke åbent indrømme. Årsagen er, at DF har langet ud efter to af Bendtsens ministre, og det skal ikke gå i glemmebogen. Schlüter har med sine udtalelser om DFs kultur lagt sig på linje med Poul Nyrup, chefredakTøger Seidenfaden og andre kemisk rensede populister, der mener, at Pia Kjærsgaard og hendes partifæller ikke er stuerene. Men virkeligheden viser jo, at partiet øjensynligt er rent nok til at holde de konservative i ministerkontorerne.

Samme lørdags aften tonede forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen frem på skærmen i DR2-programmet Clement Kontra. Anledningen var Uffes nye bog, Det Lysner I Øst, der handler om EUs ekspansion efter Murens fald. Clement roterer så vildt og inderligt på sin stol, at man kunne have ham mistænkt for at sidde på DRs største hæmoride. Programmet startede med den rituelle tilsvining af Dansk Folkeparti, hvorefter Uffe og Clement forsvandt i de mere uinteressante aspekter af EU-samarbejdet. Det havde været mere interessant at høre, hvorfor Uffe legede fritidsimam under muhammedkrisen tidligere på året. Og det havde været det rene dynamit, hvis Uffe havde forklaret, hvordan EU gennem Middelhavsaftalerne har bundet sig til at tage imod millioner af arbejdsløse muslimer til gengæld for at få adgang til den arabiske olie. Aftalerne er indgået uden befolkningernes viden og mandat og skal ifølge planen nå en foreløbig kulmination ved Tyrkiets indtræden i Unionen.

Den tredje og sidste elefant henslæber sin cirkuskarrieres efterår i Europaparlamentet, dette babelstårn, hvor brugte politikere kommer på aftægt. Her bestiller forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke andet end konstant at undsige den demokratisk valgte danske regering, når den ikke vil bøje sig for islamiske pressionsgrupper. Som fadder til det politiske stuerenhedsbegreb er han ansvarlig for den afstumpethed og korrekthed, der har forurenet dansk politik de sidste mange år. Han glemmer blot at fortælle, hvorfor det er så vigtigt at dæmonisere Dansk Folkeparti og forsøge at holde det udenfor reel politisk indflydelse. DF er nemlig den største danske trussel mod Middelhavsaftalerne. Var det kun indvandringen, DF var imod, var det til at bære, men partiets holdning til EU er den væsentligste grund til, at det konstant forsøges marginaliseret. Det er imidlertid ikke en argumentation, man kan proppe ned i halsen på danske vælgere, der deler den samme skepsis overfor Bruxelles. Derfor er kampagnen mod Dansk Folkeparti koncentreret om de fremmede og tonen i debatten. Det er mere luftige og følelsesmæssige begreber, der er lettere at manipulere med.

Da DF i 2001 blev VK-regeringens støtteparti, blev der en bedre balance mellem de stuerene og de ikke-stuerene. Men kampen fortsætter, så længe Middelhavsaftalerne står ved magt. Derfor trækkes de gamle elefanter fra tid til anden ud af stalden for at give endnu et sturt nummer. Men som tiden går, bliver det forhenværende mere og mere tydeligt, og det bliver lettere at se hulheden i den kampagne, der trods forskellige partipolitiske udgangspunkter, har bragt de tre affældige snabeldyr sammen.