tirsdag, oktober 31, 2006

Hold på hat og briller

Der sker noget for tiden i oppositionen, og det er partier såvel i som udenfor folketinget, der udviser tegn på forøget aktivitet. Tingene udvikler sig dramatisk fra dag til dag. Fantasien kender ingen grænser, når det drejer sig om fikse ideer til at sikre sit parti en plads i den skatteyderbetalte varmestue på Christiansborg, eller når der leges flaskeleg om hvem, der skal regulere termostaten. Senest har det tavse parti, Centrumdemokraterne, ladet sin røst høre fra det hinsidige. CDs leder, tidligere formand for FDB, Bjarne Møgelhøj, har fået Gallup til at regne ud, at hans parti ville score 20 mandater ved et valg, hvis Naser Khader var formand! Det er uvist, om dividendebaronen er træt af at have ansvaret for det parti, dynastiet Jacobsen styrede som en lightudgave af Nordkorea, men han har i hvert fald tilbudt Khader posten samt opgaven at rejse CD fra graven. Indtil videre siger den radikale politiker pænt nej tak.

Efter Erhards og Mimis farvel gik tæppet ned for partiet, der om noget forstod kunsten at surfe på letfattelige enkeltsager, en disciplin der mest af alt minder om et væddeløb på kængurustylter: mens man er i luften, skal man tage stilling til næste afsæt. Sådan bevægede CD sig i to årtier fra valg til valg, men i 2001 var styltens fjeder slidt op, og Mimi gik på aftægt i Red Barnet. Kun dynastiets karisma og veludviklede evne til at skabe debat ved at være uforskammet forlængede partiets levetid udover blestadiet. Det er imidlertid kompetencer, som Møgelhøj ikke er i nærheden af at besidde, og det er måske på den baggrund, jobtilbuddet til Khader skal anskues. Det lugter af ren desperation.

Gallups måling ligner bestilt arbejde, der skal hjælpe centrumdemokraterne og deres potentielle vælgere til at drømme om gamle dage, hvor Erhard ene mand kunne fjedre sig over spærregrænsen og kun blev overgået af Glistrup. De tidlige 70’ere var de politiske miraklers tid, en psykedelisk indian summer med munkemarxistiske abstinenser, hvor næsten hvem som helst kunne forføres til at stemme på næsten hvad som helst. Men nu er tiden en anden, og vælgerne har anderledes alvorligere ting at tage stilling til. Derfor virker Møgelhøjs Gallupmåling og hans leflen for Khader som en alt for sen sommerspøg på linje med Villy Søvndals solskoldede fantasi om statsministerposten. Var der nogen, der sagde klimaforandring?

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home