De mange veje

De radikale vil gå den anden vej, der ender blindt i Marianne Jelveds håndtaske. Kristendemokraterne har bekendtgjort, at skulle de komme i folketinget ved næste valg, vil de ikke pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. På den anden side har de endnu ikke gjort op med sig selv, om de foretrækker Helle Thorning-Schmidt eller Jelved som landets politiske leder. Enhedslisten har som det eneste parti uden tøven peget på Thorning i den erkendelse, at hun er oppositionens eneste reelle bud på en statsminister. Imens lægger Helle sin make-up og venter på, at varylerne besinder sig.

Af gode grunde bliver SF omtalt til sidst. Der er nemlig gået ged i partiets orienteringsevne. Villy Søvndal har nøje gransket udbuddet af statsministerkandidater og fundet ud af, at der er flere velkvalificerede emner, herunder ham selv! Til Berlingske netavis, 30. oktober, udtaler det folkesocialistiske orakel: ”SF vil først diskutere indhold og så statsministerposten til sidst. Og hvis vi ikke kan blive enige, så kan vi jo pege på en selv.” Det lyder, som noget vi har hørt før. Gad vide om Villy - må Lenins balsamerede legeme forbyde det – overvejer en videreudvikling af de radikales seneste mediegimmick og er på vej til at lancere den tredje vej med sin egen ophøjelse som klimaks? Hvilken optimisme og hvilken vits. Det er nu nogle lune typer, de SF’ere. Det er paradoksalt, at Enhedslisten i denne omgang ser ud til at være det eneste oppositionsparti, udover Helles, der fatter, hvad der skal til for blot at have en chance for at kunne slå Fogh.