Et sminket lig fylder rundt

Rom-traktaten fylder 50 år, og EUs elite er samlet i Berlin for at fejre begivenheden. Eksalterede skåltåler, varm luft og politiske ambitioner, der tangerer vanvid, vil dog ikke kunne skjule, at det er et sminket lig, der fejres. EU har alle dage smykket sig med lånte fjer. Det var ikke EU, der forhindrede de store vesteuropæiske lande i at ryge i struben på hinanden, det var den kolde krigs spændetrøje. Det ses tydeligt i begivenhederne, der fulgte i kølvandet på Murens fald i 1989. Krig fulgte på krig, både i Europa og i det store udland. Og går man Bruxelles efter i sømmene, ser man, at EU spillede en aktiv rolle i fremskyndelsen af krigene i det hedengangne Jugoslavien ved ensidig anerkendelse af flere Balkan-staters selvstændighed. Det skete for at kunne fiske nye medlemmer i tiden, der fulgte.

Nej, EU forhindrede ikke krig på det europæiske kontinent, med mindre man, som mange politikere og mediefolk gør, konsekvent sidestiller ordene EU og Europa. Herved ophæves en geografisk lokalitet og bliver til et plastisk begreb, der kan misbruges efter forgodtbefindende. Denne svindel med fakta og ord er en integreret del af EU-propagandaen; den virker og kan give sig udslag i følgende udsagn i et tv-indslag: ”Flertallet af ukrainere ønsker en stærkere tilknytning til Europa!" Ukraine har, så vidt jeg er orienteret, altid været europæisk.

Der er et hav af andre eksempler på uterlig omgang med sprog og fakta, der kunne tyde på, at man i EU-apparatets esoteriske kerne drømmer farlige drømme om supermagtsstatus, verdens stærkeste valuta og dermed en dominans, som de europæiske befolkninger aldrig vil nå at tage demokratisk stilling til, før det er for sent. EU løser ikke problemer, men skaber dem. Unionen består nu af 27 nationer, og alene tanken om en harmonisering i bredde og dybde af denne mangfoldighed burde kunne få flere til at besinde sig og sætte hælene i. I det hele taget savner vi information fra EU-eliten om, hvor langt den vil gå i sin idelige udvidelsestrang. Ihukommende den sproglige løsagtighed kunne det være på sin plads, hvis eliten forklarede, hvor plastisk ordet Europa kan forstås. Hvis nu Rusland skulle blive medlem, er det så kun til Ural, eller strækker Europa sig til Stillehavet? Og ihukommende Middelhavsaftalerne med nordafrikanske og mellemøstlige muslimske stater, er det relevant at få at vide, om eksempelvis Libanon kunne blive EU-medlem, eller om udvidelsen skal forstås som en modsatrettet bevægelse, hvor de europæiske nationer islamificeres, hvilket der er så tydelige tegn på.

For Danmarks vedkommende har vi nok aldrig deltaget i så mange væbnede konflikter som efter Murens fald, hvor den politiske elite pressede Den Europæiske Union ud i lyset ved en sædefødsel: Golf-krigen, angrebet på Serbien-Montenegro, Afghanistan og senest okkupationen af Irak. EU har ikke haft nogen som helst afmilitariserende indflydelse på nogen af klodens brændpunkter. Men det hævdes hårdnakket og med patos, at EU er fredens projekt. Man kan vel med samme ret hævde, at hullet i ozonlaget kan lappes med tykmælk.

Fra Berlin lyder det, at vi skal have en ny traktat i 2009, og det har medført et nyt stormløb på vore fire nationale forbehold. Per Stig vil af med dem, og det vil Svend Auken også, bare han får at vide, hvad han får i stedet (som om en ny traktat kunne indeholde andet end yderligere beføjelser til Bruxelles)! Aukens eneste reelle argument for tilslutning til EU er, at medlemskabet hjælper Danmark til ikke blot at være halehæng til USA. Hvilken politisk kapacitet den mand dog besidder! Hans ubehag ved den nuværende amerikanske præsident er nok til at få ham til at bruge EU-flaget som sutteklud, selv om han ikke aner, hvad unionen går ud på. Hvilket helligt enfold hos en mand, der muligvis snart skal ud og vejlede sine vælgere om en ny traktat! Det er som Sebastian synger om Danmark: ”fristende at tage dig, mens du sover.”

De fire forbehold er Danmarks sidste værn mod et projekt, der ikke kan lykkes. Europas nationer kan ikke opløses og smeltes sammen ved hjælp af direktiver, udemokratiske beslutninger og et politisk ambitionsniveau, der bedst kan karakteriseres i psykiatriske termer. Som Europaparlamentets bygning indikerer, er EU-projektet et babelstårn, hvis skæbne, ligesom forgængerens, er afgjort på forhånd, og så længe den europæiske, politiske elite ikke kærer sig om skriften på væggen, vil EUs befolkninger leve livet farligt med elitens ambition om verdens stærkeste valuta, et mål for euroen, som blandt andre Marianne Jelved har tilsluttet sig. I sin yderste konsekvens kan det betyde, at EU må føre krig for at beskytte en oppustet valuta, hvis værdi ikke fastsættes efter gængse principper, men efter voodoo-besværgelser af ypperstepræsterne i Bruxelles. Undersøgelser i Euroland peger på, at befolkningerne ikke er trygge ved konstruktionen. Således ønsker halvdelen deres gamle valuta tilbage. Og med god grund.