Flagkvababbelse

Forfatteren og tidligere programredaktør på DRs P1, Egon Clausen, fortæller åbent om sin flagkvababbelse i JPs søndagskronik 3. december. Uden blusel lufter Egon sin paranoia over de fæle danske nationalister, der skamløst flager med Dannebrog, selv om de ikke deler politiske anskuelser med kronikøren. Gennem hele kronikken mærkes Egons forargelse over, at andre kan finde på at bruge flaget som de lyster og finder respektfuldt belejligt. Selv på juletræet kan det findes, dette symbol, og det kan virkelig få Egon til at vende sig og tjekke, om det nu skulle være en rigtig flyder, han har lagt. Og det er det. Den er klinisk renset for nationalisme, som den ligger der i vandspejlet og skvulper og minder Egon om egen ufejlbarlighed.

Som andre ufejlbarlige lider også Egon af de sædvanlige blinde pletter: hovenhed og propagandistiske tilbøjeligheder krydret med internationalismens åbenlyse glæde ved at paradere infantil uvidenhed. Mod kronikkens slutning kommer Egons forudsigelige point of no return. Han skriver:

”Men nu har Dansk Folkeparti taget flaget til sig, og hvad enten man er enig med partiets politik eller ej, er det en skade for flaget som samlende symbol for alle danskere. Bindingen til et bestemt politisk parti indsnævrer nemlig flagets symbolske betydning. Så er det ikke længere et symbol for alt folket, men for en minoritet, der forsøger at slå mønt af det til egen fordel, men sandheden er jo, at den der stemmer på Dansk Folkeparti, hverken er mere eller mindre dansk end den, der stemmer på Enhedslisten. Hvad enten man mener det ene eller det andet, er den triste situation den, at Dannebrog er blevet politiseret.”

Sikke noget højpandet sludder. Dannebrog tilhører alle danskere. Hvordan i alverden har Dansk Folkeparti patenteret dugen? Egon Clausens gennemgang af Dannebrogs historie er et klassisk eksempel på kulturradikal manipulation. Han mener, at Dannebrog har en gæld at betale. Det blev dyppet i uskyldiges blod på korstogene mod baltere og vendere. Derfor, mener Egon mellem linierne, skal vi betale tilbage nu ved at tage imod alt fremmed med åbne arme. For det første skylder vi ikke baltere og vendere noget som helst, og for det andet kan en fiktiv gæld ikke bruges som argument for at lade Danmark islamisere.

”I lang tid har Dannebrog da også stået for demokratisk folkelighed, internationalt udblik og tolerance. Det var noget man som dansker kunne være stolt af,” skriver Egon.

Det er da beklageligt, at Clausen ikke længere er stolt af sit fædreland, men hvad skal vi dog bruge den oplysning til. Det er ved guder hans egen sag. At vi ikke længere skulle være folkelige eller demokratiske er en lodret løgn. Vi bruger blot ikke vor stemme, som Egon gør. Det kan han ikke tilgive. Fædrelandskærlighed er for kronikøren ensbetydende med mangel på tolerance og svigtende indsigt i internationale forhold! Hvis det står til troende, kan man med samme ret hævde, at den der selv ælter sit rugbrød er uegnet til at køre bil.

I kronikken tager Clausen Jesus til indtægt for egne politiske holdninger og spænder derved Bibelen for egen vogn. Vi er i den søde juletid, og i Egons optik er det helligbrøde at hænge Dannebrog på juletræet. Her skal kun hænge hvide engle og hvidt fehår som i hans barndomshjem. Hvem er egentlig nostalgiker her? Det bekymrer imidlertid ikke hr. Clausen, at millioner af træer må smage saven for at tilfredsstille årets største udbrud af indkøbsvanvid. Clausen ender sine prosaudgydelser med blandt andet følgende passus:

”Uskylden er væk. Ingen kan hejse det i haven, sætte det i fødselsdagslagkagen eller hænge det på juletræet uden at tage stilling til hvilken symbolsk betydning, det skal have.”

Igen en betragtning, der må stå for egen regning. Dannebrog er danskernes flag, og vi kan roligt være vor stolthed over det bekendt. Kvababbelser over dugen må henvises til distriktspsykiatrien – og den kulturradikale propaganda.