Dødsdømt demokrati

Mange har givet udtryk for glæde over dødsdommen over Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein. Jeg har svært ved at deltage i jubelkoret. Det er fint nok for mig, at en storforbryder kommer for retten og bliver dømt efter fortjeneste, men det er ikke i orden at aflive ham, det er aldrig i orden at aflive nogen som helst. Det er så såre enkelt: man tager ikke andres liv.

Der kan opstå situationer, hvor mennesker føler sig i den grad truet på livet, at de vælger at slå først, og der kan opstå situationer, hvor et menneske begår den ultimative handling for at redde et andet liv. Saddam udgør imidlertid ingen fare for et Irak, der i forvejen er gået op i limningen og er ved at drukne i blod. Så motiverne til dødsdommen skal findes et andet sted: i hævnens og politikkens verden.

Kurdere og shiitter har af naturlige årsager hævnfølelser overfor Saddam, da det var de to befolkningsgrupper, der led mest under hans barske og morderiske regime. Så det er til at forstå, at der i det nordlige og sydlige Irak er tilfredshed med, at diktatoren er dømt skyldig i massemord. Men dommen er også politik. Shiitterne har magtfulde bastioner i landet, og mod øst sidder de iranske mullaher og glæder sig over, at Vesten synes magtesløs overfor den stigende indflydelse, Teheran udøver over de shiamuslimske masser. Borgerkrigen i Irak er brudt ud, og fortsætter den i samme spor som nu, vil shiitterne og dermed Iran komme styrket ud af konflikten. Det er en af de uundgåelige følger af felttoget i 2003.

Med dommen må de sidste utopister, der har kæftet op om et demokratisk Irak, indse, at deres propaganda i bedste fald har været genereret af uvidenhed og dumhed. Den irakiske regeringsleder var ude med riven allerede en dag før dommen faldt, da han proklamerede, at den eneste retfærdige udgang ville være dødsstraf. Han er i øvrigt selv shiamuslim.

Irak er ikke et demokrati og bliver det ikke i en overskuelig fremtid. Derfor er der ikke længere mening i, at danske soldater med våben og tab af liv er med til at holde den irakiske regeringskonstruktion flydende. Den danske krigsdeltagelse blev begrundet med, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, det havde Colin Powell jo sagt i FN, og diktatoren fulgte ikke FN-sporet. Når først regimet var nedkæmpet, ville irakerne af egen fri vilje vælge demokratiet, fordi det er en så indlysende rigtig styreform.

Det er rigtigt, at Saddam overhørte den ene Sikkerhedsråds-resolution efter den anden. Men det er jo lidt komisk at beskylde nogen for ikke at adlyde et FN, der selv blev afsløret i omfattende svindel med olie-for-mad programmet – med generalsekretærens søn i en hovedrolle. Og det pynter ikke på tingene, at Colin Powell sad og digtede i Sikkerhedsrådet, da USA og Storbritannien pressede på for at slippe krigen løs i Irak.

Det er på tide, at et samlet folketing tager sig selv i nakken for at få de danske tropper hjem fra Irak. Soldaterne har gjort, hvad de kunne og langt mere, end man med rimelighed kan forlange af dem. Deres arbejdsbetingelser er nu så dårlige, at der må ringes til fyraften. Blodet flyder, rundt om hjørnet lurer et Stor-Iran, og det mellemøstlige demokrati har end ikke kræfter til at banke på indersiden af det tilsømmede kistelåg.

Illustration: Claus Carstensen
Titel: "Hængning"