Problemet Khader

De radikale har fået et problem. De har opdaget, at der befinder sig en stemmesluger i deres midte, og det har bragt uro blandt de kreative. Stemmeslugeren er Naser Khader, manden der har tatoveret ordet demokrati på sin krop. En tidligere storbrugsuddeler har via Gallup fundet ud af, at Khader ved et valg ville trække tyve fuldfede mandater til sig – hvis han altså var formand for Centrumdemokraterne. Da det ser ud til, at Khader i den radikale optik opfattes mere som et problem end som et aktiv, har partibestyrer Jelved besluttet at hyre et reklamebureau til at maksimere partiets udbytte af den populære, nydanske politiker!

Partiets to fløje - konventionsfeministerne og metrosexualisterne, der har fostret endnu ikke overtrumfede talenter som Anita Bay Bundegaard og Simon Emil Ammitzbøll - kan øjensynligt ikke rumme alphahannen eller magte at tilbyde ham en tilfredsstillende, fremtrædende post, hvorfra han til partiets fordel kan kapitalisere sin popularitet. Det er svært at se, hvordan reklamestunts skulle kunne forandre partiets kultur og bringe blot en anelse fornuft i den radikale stammedans omkring den kreative sump, der på nyradikalt har fået betegnelsen den anden vej. Det er som om Jelved med sit reklamepåfund signalerer, at får partiet ikke mandatgevinst med hende ved roret, så kan det også være lige meget. Alt tyder på, at partilederen vil lade sin stamme gå planken ud, medmindre folketingsgruppen gør et eller andet ved hendes magtfuldkommenhed. Imod dette taler, at partiets to fløje synes at have samme holdning til problemet Khader, nemlig at holde ham i kort snor.

Et reklamebureau kan ikke gøre Naser Khader til leder af de radikale, og det kan heller ikke få partiet til at ændre kurs. Det er åbenlyst for alle, at Khaders holdninger ikke altid stemmer overens med partiets politisk korrekte overfladeglasur. På den anden side har han også sine periodiske tilbagefald, som da han postulerede, at der var forskel på, om den muslimske profet blev tegnet af en radikal ungdomspolitiker eller af et medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Efter 22 års radikal dressur er det ikke sikkert, at Khader tør bryde med partiet. Skulle det alligevel ske, er spørgsmålet: hvor skal han gå hen, hvilket parti har plads til alphahannens volumen. Skal han starte sit eget parti, som Glistrup og Erhard gjorde det? Selv ikke naboens kat tror, at Khader hopper på Møgelhøjs, CDs og Gallups dødssejler. Men noget skal der ske for at løsne knuden i Det Radikale Venstre, der paradoksalt nok har et af sine egne medlemmer som tidens største udfordring.