Mimosernes klagesange

Mimoserne i det nye propaganda-palads i Ørestaden har spareøksen hængende over deres ugudelige hoveder, og den forudsigelige reaktion har bestået i klagesange og trusler. Dels jamres der over, at skatteyderne ikke – som det ellers er sædvane – skal sikre mimosernes fortsatte, forkælede eksistens i det venstreorienterede og radikale refugium, dels trues seerne, og dermed vælgerne, med dårligere programmer! Seerne skal straffes, indtil de vælter det nuværende VKO-flertal og overlader regeringsmagten til oppositionen. Kun på den måde kan mimoserne igen uhindret gå i lommerne på landets borgere. Administrativt forekommer DR ligeså førerløs som den metro, der kører forbi paladsets glasfacader. Tidligere generalmimose Nissen frikender alle nuværende ansatte for skyld i paladsbyggeriets budgetoverskridelse på 1,7 milliarder gode danske kroner ved at påtage sig ansvaret, og i samme åndedrag beskylder han Foghs regering for massiv indblanding i måden, hvorpå mimoserne forvalter deres public service-forpligtigelse.

DR og den borgerlige regering har været på krigsfod overfor hinanden fra dag ét. DR er i dag den største bastion for multikulturel og kulturradikal propaganda, og medarbejdere har ved flere lejligheder ikke lagt skjul på, at deres højeste mål med det journalistiske håndværk har været at spænde ben for regeringen og være drivkraften i dæmoniseringen af Dansk Folkeparti - ypperligt sekunderet af store dele af den skrevne presse med Thøger Seidenfadens tordenpamflet, Politiken, som naturligt fyrtårn. Dette er ikke et udtryk for public service, men derimod for politisk aktivisme. Senest har Trine Sick, den tidligere studievært på TV-avisen, været ude med riven i anledningen af Brian Mikkelsens gamle mail til Jørgen Kleener. Til Politiken siger hun, at regeringens pres var massivt omkring dækningen af Irak-krigen og førte til tilstande, der mindede om selvcensur. Ren klagesang! Når Trine Sick var på skærmen, lå der altid en pude foran mit 14-tommer tv. Med sine underlige fremadrettede armbevægelser havde jeg en vel begrundet frygt for, at den sarte mimose på et givet tidspunkt ville gennembryde glasset, falde ud af apparatet og fortsætte sine belærende udgydelser om landets og universets tilstand. Heldigvis forblev hun på sin side af glasset, så jeg kunne bruge remoten i selvforsvar.

DR har slået bunden ud af sin pengetank, og det fornyede angreb på regeringen omkring Irak-krigen kan ikke skjule denne kendsgerning. Paladsets ledelse må tage sig sammen og indrømme, at der ikke er en direkte forbindelse mellem besparelser og programkvalitet. Alt afhænger af, om der i ledelsen findes de kompetencer, der kan effektivisere uden at gå på kompromis med kvaliteten. Opgaven bliver ikke lettere af, at de forkælede medarbejdere er strejkevillige og kan påregne den samlede oppositions helhjertede støtte.

Det er helt i orden, og påkrævet, at der granskes i et parlamentarisk flertals beslutning om at bringe landet i krig. Undertegnede har aldrig været for dansk deltagelse i Irak-krigen. I DR omtales krigen som ulovlig, fordi den ikke havde FN-mandat, og det er blevet hævdet, at denne krig, og engagementet i Afghanistan, var første gang i 150 år, at danskerne deltog i en angrebskrig. For det første er det lodret løgn, og for det andet er det lige netop her, at DRs propaganda viser sit ansigt. I 1999 sønderbombede 19 Nato-lande, herunder Danmark, Serbien-Montenegro i tre måneder. Ligesom i tilfældet Irak må det manglende FN-mandat bruges til også at erklære disse kamphandlinger ulovlige og selve krigen for en angrebskrig. Men her svigtede DR. En mulig forklaring kan være, at Nyrup og Jelved var ved magten, da serberne skulle have smæk, mens Fogh og Bendtsen var ved roret, da irakerne kom over knæet. Der var desuden den forskel, at i krigen på Balkan var vores krigsdeltagelse til fordel for islam, mens vi nu tæver muslimer i den irakiske ørken. Disse forskelle i dansk deltagelse i ulovlige angrebskrige har været nok til, at DRs medarbejdere har været villige til at slække på den journalistiske objektivitet og derved skabe en ubalance i dækningen af konflikterne, en ubalance som ses tydeligt i den selektive brug af historiske begivenheder og sammenhænge.

Der er således gode grunde til mimoserne mange klagesange: det økonomiske fundament viser tegn på udtørring, og det samme gør evnen til afbalanceret journalistik. Problemet er, at DR længe har ønsket at drive politik og journalistik på samme tid. Udenfor mimosernes palads kan man opleve det samme fænomen. Herude kaldes det spin. Det har intet med public service at gøre og er derfor ikke berettiget til licens.