Ved vejs ende

Det Radikale Venstre, som vi kender det i dag, er ved vejs ende. Luften er langsomt sevet ud af den ballon, som Jelved og hendes nærmeste åndsfæller krampagtigt har viet deres luftveje til. Døren til den borgerlige fløj er smækket i, venindeforholdet til Helle og Mette er gået fløjten og det kniber med lysten til at gå i dampbad med fætter Søvndal og nevøerne og niecerne i Enhedslisten. De radikale har isoleret sig på den plet, de selv kalder midten og som nu også går under kælenavnene den anden vej og den tredje blok.

Den borgerlige regerings fødsel i 2001 var for meget for den radikale psyke. For første gang i et årti stod partiet uden ministre, og VKO-flertallet sikrede, at ingen - hverken på Christiansborg eller udenfor - på nogen måde behøvede at tage de radikale seriøst. Og situationens alvor blev understreget af, at partiet ikke rådede over en ny Lone, der kunne bortgiftes i et arrangeret ægteskab. For Jelved var det særlig slemt, fordi hun altid har søgt magten for enhver pris og uden blusel mener sig berettiget til statsministerens taburet. Der er vel ikke mange radikale, der kan huske en tid, hvor partiets politiske indflydelse har været mindre, end den er nu. Det morsomme er, at de kun har sig selv at takke.

For er der noget, de radikale politikere mestrer, er det kunsten ikke at lytte til nogen udenfor egne cirkler. Derfor lyder de så ens. Det hænder, at Khader og nogle få andre kommer til at sige noget, de ikke har fået lov til eller er for tidligt ude med, men efter en grundig synkronisering af høreapparaterne, falder der igen ro over gemytterne. Selv ikke egne partimedlemmer bliver der lyttet til, når de kræver ændringer i ledelsen og i den førte politik. Folketingsgruppen giver ikke frivilligt magten over partiet fra sig, fordi den opfatter sig som cremen af den kreative herskerklasse, der fortjener at blive hyldet som den højeste fornufts princip, ligesom det i sin tid skete for salig Robespierre.

De radikale savner det mod, socialdemokraterne udviste, da de lod en afstemning blandt partiets medlemmer afgøre, hvem der skulle være deres næste politiske leder. Samme lunkne holdning til den demokratiske proces gør sig gældende i partiets forhold til vælgerne, specielt til dem, der ikke kunne drømme om gå ind bag stemmeboksens forhæng og erklære Marianne Jelved troskab. At nogen habilt fungerende person kan finde på at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti vil altid være en gåde for en radikal, ligesom han eller hun aldrig vil kunne fatte, hvorfor der er mennesker, der ikke synes, at EU er en særlig god ide, eller hvorfor det kan være nødvendigt at begrænse indvandringen.

Denne verdensfjerne tilgang til virkeligheden har ført partiet ud i limbo. De radikale troede, de kunne bevare Nyrup/Jelved-periodens medvind. Men kloden var blevet en anden: Blair var blevet metaltræt, Clinton var fortid og islamismen følte sig stærk nok til at sætte sig selv øverst på plakaten. Al denne forandring gjorde ikke Jelveds tropper mindre svimle, og berøvet den afgørende politiske indflydelse havde partiet kun ét fast holdepunkt tilbage: Marianne Jelved. Nu er tidspunktet imidlertid kommet, hvor det ikke længere synes at være tilstrækkeligt til at holde skuden oven vande. På broen står den politiske leder tilsyneladende uanfægtet som en karikatur af nordkoreansk demokrati og nægter at slippe roret. Mytteri kan blive næste kapitel i den radikale saga.