Korrekthedens svøbe

Endnu en fremtrædende dansker har fået rygstykkerne varmet af korrekthedens vamle krabask. Rasmussens exit fra Tour de France minder om Jørgen Leths afsked med det selvudnævnte gode selskab. Filmmandens ”jeg tager kokkepigens datter, fordi jeg kan”, har sin pendant i rytterens ”jeg tager den gule trøje, fordi jeg kan”. Efter hykleriets endelige sejr i Danmark slipper man ikke godt fra slige udtalelser. Det gode selskab har taget kvælertag på den frie ånd og nedlagt sit rituelle offer. Som uselvstændige og småtskårne Stasiagenter har mediernes knækprosaister slagtet endnu en dansker, der tillod sig at leve sin drøm ud.

Kun hyklere og uvidende bondeknolde kan hidse sig op over doping i professionel sport, kun sjatpissere og mentale dværge kan få moralsk kvababbelse af mænd og kvinder, der bruger hjælpemidler i deres stræben efter det ultimative, en stræben der hører til blandt det mest underholdende og berigende for dem, der ser på. Kvalitativ underholdning i den danske medieverden er en meget sjælden vare. I stedet proppes vi med politisk korrekthed, der efterhånden dækker alle livets kringelkroge.

Ligesom nationerne i EU får korrigeret deres særpræg gennem okkulte messer ved alteret for den totalitære centralisme, bliver den enkelte borger overvåget og forsøgt styret i den retning, den transnationale junta finder ønskelig. I en langsomt glidende bevægelse føres vi fra lyset og friheden til ligegyldighedens grotte, hvor alle pukker på alle over alting. Vi bliver forsøgt manipuleret til et liv som moraliserende hængehoveder, der for længst har glemt de store sammenhænge, eventyrene og miraklerne. Og vi får ingen hjælp af dem, der hæver deres hyre for at oplyse og guide os. Politikere og mediefolk har travlt med egne dagsordener, der til forveksling ligner opskrifter på egen vinding.

Hvor er de aviser og tv-stationer, der har rygrad til at gå mod strømmen, og hvor er de erhvervsfolk, der har nosser til at skabe et nationalt, professionelt cykelhold, der kan give Michael Rasmussen, verdens stærkeste cykelrytter, en kontrakt, så han kan fortsætte sin karriere. Og hvor er den følelse af sammenhold, der kan give styrke til at vise Rabobank og de andre tøsehold fuckfingeren? Den naturlige vrede over manglende retfærdighed er erstattet af dumhedens selvtilstrækkelighed og angsten for af blive korrekthedens næste offer. En kæmpe er faldet, men ved Gud hvor jeg håber, en ny vil rejse sig.