Hans Hækkerup er ikke blevet klogere

Blot fordi man er udstyret med efternavnet Hækkerup, og blot fordi familiens medlemmer i umindelige tider har søgt at holde sulten fra døren ved at tigge vælgerne om stemmer nok til at komme i folketinget, er det ikke ensbetydende med, at man er blandt de skarpeste knive i skuffen. Dette er i allerhøjeste grad gældende i tilfældet Hans Hækkerup, forsvarsminister i Nyrup/Jelved-regimet og senere ”verdenssamfundets” første Pontius Pilatus i Kosovo, hvor han var primus motor i bestræbelserne på at gøre terror-organisationen UCK enerådende. Hans entusiasme under Natos sønderbombning af infrastrukturen i det daværende Serbien-Montenegro blev ivrigt luftet i medierne, og Hækkerup er stadig virksom i dæmoniseringen af serberne, senest i JP den 28. marts.

I Hækkerups JP- kommentar lyder underrubrikken: ”Serbernes nederlag i Kosovo-spørgsmålet skyldes ikke overmagten, men først og fremmest serbernes uduelighed og splittelse.” Det tyder på et veludviklet eskapistisk begrebsapparat, når den tidligere minister ser bort fra 19 højt industrialiserede Nato-landes militære kapacitet, der blandt andet gav sig udtryk i tre måneders terrorbombning af mål i Serbien-Montenegro. Det kræver ligeledes et skævt forhold til virkeligheden, når man, som Hækkerup, ignorerer de mange tusinde ikke-albanere, der grundet Natos og UCKs aggression flygtede til Serbien, hvor de i øvrigt stadig lever som internt fordrevne.

Kosovos selvstændighed, altså et fuldbyrdet Storalbanien, var målet for kampagnen mod serberne, såvel militært som på PR-fronten, og det fremgår tydeligt af Hans Hækkerups kommentar, at han støttede, og stadig støtter, denne ”løsning”. Det var bare ikke noget, man talte højt om dengang. Det overvejende flertal af vestlige journalister åd Nato-propagandaen råt og videregav kritikløst organisationens udlægning af teksten. Bag Natos angrebskrig lå imidlertid en større ambition end Kosovos selvstændighed, nemlig at opnå kontrol over en landkorridor mellem Bulgariens Sortehavskyst og den albanske Adriaterhavskyst, hvorigennem en olierørledning nu er under projektering. Krigen blev officielt ført for at beskytte det albanske flertal (!) i Kosovo, men i realiteten faldt bomberne af hensyn til Vestens fremtidige energiforsyning. I dag er korridoren en realitet med Bulgariens indlemmelse i Nato.

Nato og UCKs tyveri af Kosovo blev aldrig sat i perspektiv i de vestlige medier. Her blev i stedet sunget sange om rettigheder og konventioner. Albanerne blev via vestlige PR-firmaer portrætteret som uskyldige ofre, mens serberne, Vestens allierede i to verdenskrige, fra starten blev sammenlignet med nazister. Enhver der kender Balkans historie ved, at sammenligningen er uhyrlig. Serbiens krav på Kosovo, og dets ret til at sige nej til provinsens selvstændighed, er lige så indlysende som den danske stats ret til at nægte Gellerupparken ved Århus status som selvstændigt sultanat, selvom et flertal af områdets beboere skulle kræve det.

Hækkerups rolle i forarmelsen af Serbien kalder ikke på respekt eller forståelse, og at han stadig prøver at stikke blår i øjnene på læserne afslører, at han rent ud er en klaphat. Hækkerup kan ikke løbe fra sit ansvar for en ulovlig angrebskrig, og det hjælper ham ikke at gentage påstanden om, at serberne er eneansvarlige for tabet af Kosovo. En løgn bliver ikke til sandhed, blot fordi den bliver gentaget, og den lyder ikke mere overbevisende, blot fordi det er landets tidligere, stuerene forsvarsminister, der bringer den til torvs. Det forøger kun ubehaget.