Et sminket lig fylder rundt

Rom-traktaten fylder 50 år, og EUs elite er samlet i Berlin for at fejre begivenheden. Eksalterede skåltåler, varm luft og politiske ambitioner, der tangerer vanvid, vil dog ikke kunne skjule, at det er et sminket lig, der fejres. EU har alle dage smykket sig med lånte fjer. Det var ikke EU, der forhindrede de store vesteuropæiske lande i at ryge i struben på hinanden, det var den kolde krigs spændetrøje. Det ses tydeligt i begivenhederne, der fulgte i kølvandet på Murens fald i 1989. Krig fulgte på krig, både i Europa og i det store udland. Og går man Bruxelles efter i sømmene, ser man, at EU spillede en aktiv rolle i fremskyndelsen af krigene i det hedengangne Jugoslavien ved ensidig anerkendelse af flere Balkan-staters selvstændighed. Det skete for at kunne fiske nye medlemmer i tiden, der fulgte.

Nej, EU forhindrede ikke krig på det europæiske kontinent, med mindre man, som mange politikere og mediefolk gør, konsekvent sidestiller ordene EU og Europa. Herved ophæves en geografisk lokalitet og bliver til et plastisk begreb, der kan misbruges efter forgodtbefindende. Denne svindel med fakta og ord er en integreret del af EU-propagandaen; den virker og kan give sig udslag i følgende udsagn i et tv-indslag: ”Flertallet af ukrainere ønsker en stærkere tilknytning til Europa!" Ukraine har, så vidt jeg er orienteret, altid været europæisk.

Der er et hav af andre eksempler på uterlig omgang med sprog og fakta, der kunne tyde på, at man i EU-apparatets esoteriske kerne drømmer farlige drømme om supermagtsstatus, verdens stærkeste valuta og dermed en dominans, som de europæiske befolkninger aldrig vil nå at tage demokratisk stilling til, før det er for sent. EU løser ikke problemer, men skaber dem. Unionen består nu af 27 nationer, og alene tanken om en harmonisering i bredde og dybde af denne mangfoldighed burde kunne få flere til at besinde sig og sætte hælene i. I det hele taget savner vi information fra EU-eliten om, hvor langt den vil gå i sin idelige udvidelsestrang. Ihukommende den sproglige løsagtighed kunne det være på sin plads, hvis eliten forklarede, hvor plastisk ordet Europa kan forstås. Hvis nu Rusland skulle blive medlem, er det så kun til Ural, eller strækker Europa sig til Stillehavet? Og ihukommende Middelhavsaftalerne med nordafrikanske og mellemøstlige muslimske stater, er det relevant at få at vide, om eksempelvis Libanon kunne blive EU-medlem, eller om udvidelsen skal forstås som en modsatrettet bevægelse, hvor de europæiske nationer islamificeres, hvilket der er så tydelige tegn på.

For Danmarks vedkommende har vi nok aldrig deltaget i så mange væbnede konflikter som efter Murens fald, hvor den politiske elite pressede Den Europæiske Union ud i lyset ved en sædefødsel: Golf-krigen, angrebet på Serbien-Montenegro, Afghanistan og senest okkupationen af Irak. EU har ikke haft nogen som helst afmilitariserende indflydelse på nogen af klodens brændpunkter. Men det hævdes hårdnakket og med patos, at EU er fredens projekt. Man kan vel med samme ret hævde, at hullet i ozonlaget kan lappes med tykmælk.

Fra Berlin lyder det, at vi skal have en ny traktat i 2009, og det har medført et nyt stormløb på vore fire nationale forbehold. Per Stig vil af med dem, og det vil Svend Auken også, bare han får at vide, hvad han får i stedet (som om en ny traktat kunne indeholde andet end yderligere beføjelser til Bruxelles)! Aukens eneste reelle argument for tilslutning til EU er, at medlemskabet hjælper Danmark til ikke blot at være halehæng til USA. Hvilken politisk kapacitet den mand dog besidder! Hans ubehag ved den nuværende amerikanske præsident er nok til at få ham til at bruge EU-flaget som sutteklud, selv om han ikke aner, hvad unionen går ud på. Hvilket helligt enfold hos en mand, der muligvis snart skal ud og vejlede sine vælgere om en ny traktat! Det er som Sebastian synger om Danmark: ”fristende at tage dig, mens du sover.”

De fire forbehold er Danmarks sidste værn mod et projekt, der ikke kan lykkes. Europas nationer kan ikke opløses og smeltes sammen ved hjælp af direktiver, udemokratiske beslutninger og et politisk ambitionsniveau, der bedst kan karakteriseres i psykiatriske termer. Som Europaparlamentets bygning indikerer, er EU-projektet et babelstårn, hvis skæbne, ligesom forgængerens, er afgjort på forhånd, og så længe den europæiske, politiske elite ikke kærer sig om skriften på væggen, vil EUs befolkninger leve livet farligt med elitens ambition om verdens stærkeste valuta, et mål for euroen, som blandt andre Marianne Jelved har tilsluttet sig. I sin yderste konsekvens kan det betyde, at EU må føre krig for at beskytte en oppustet valuta, hvis værdi ikke fastsættes efter gængse principper, men efter voodoo-besværgelser af ypperstepræsterne i Bruxelles. Undersøgelser i Euroland peger på, at befolkningerne ikke er trygge ved konstruktionen. Således ønsker halvdelen deres gamle valuta tilbage. Og med god grund.

Ved vejs ende

Det Radikale Venstre, som vi kender det i dag, er ved vejs ende. Luften er langsomt sevet ud af den ballon, som Jelved og hendes nærmeste åndsfæller krampagtigt har viet deres luftveje til. Døren til den borgerlige fløj er smækket i, venindeforholdet til Helle og Mette er gået fløjten og det kniber med lysten til at gå i dampbad med fætter Søvndal og nevøerne og niecerne i Enhedslisten. De radikale har isoleret sig på den plet, de selv kalder midten og som nu også går under kælenavnene den anden vej og den tredje blok.

Den borgerlige regerings fødsel i 2001 var for meget for den radikale psyke. For første gang i et årti stod partiet uden ministre, og VKO-flertallet sikrede, at ingen - hverken på Christiansborg eller udenfor - på nogen måde behøvede at tage de radikale seriøst. Og situationens alvor blev understreget af, at partiet ikke rådede over en ny Lone, der kunne bortgiftes i et arrangeret ægteskab. For Jelved var det særlig slemt, fordi hun altid har søgt magten for enhver pris og uden blusel mener sig berettiget til statsministerens taburet. Der er vel ikke mange radikale, der kan huske en tid, hvor partiets politiske indflydelse har været mindre, end den er nu. Det morsomme er, at de kun har sig selv at takke.

For er der noget, de radikale politikere mestrer, er det kunsten ikke at lytte til nogen udenfor egne cirkler. Derfor lyder de så ens. Det hænder, at Khader og nogle få andre kommer til at sige noget, de ikke har fået lov til eller er for tidligt ude med, men efter en grundig synkronisering af høreapparaterne, falder der igen ro over gemytterne. Selv ikke egne partimedlemmer bliver der lyttet til, når de kræver ændringer i ledelsen og i den førte politik. Folketingsgruppen giver ikke frivilligt magten over partiet fra sig, fordi den opfatter sig som cremen af den kreative herskerklasse, der fortjener at blive hyldet som den højeste fornufts princip, ligesom det i sin tid skete for salig Robespierre.

De radikale savner det mod, socialdemokraterne udviste, da de lod en afstemning blandt partiets medlemmer afgøre, hvem der skulle være deres næste politiske leder. Samme lunkne holdning til den demokratiske proces gør sig gældende i partiets forhold til vælgerne, specielt til dem, der ikke kunne drømme om gå ind bag stemmeboksens forhæng og erklære Marianne Jelved troskab. At nogen habilt fungerende person kan finde på at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti vil altid være en gåde for en radikal, ligesom han eller hun aldrig vil kunne fatte, hvorfor der er mennesker, der ikke synes, at EU er en særlig god ide, eller hvorfor det kan være nødvendigt at begrænse indvandringen.

Denne verdensfjerne tilgang til virkeligheden har ført partiet ud i limbo. De radikale troede, de kunne bevare Nyrup/Jelved-periodens medvind. Men kloden var blevet en anden: Blair var blevet metaltræt, Clinton var fortid og islamismen følte sig stærk nok til at sætte sig selv øverst på plakaten. Al denne forandring gjorde ikke Jelveds tropper mindre svimle, og berøvet den afgørende politiske indflydelse havde partiet kun ét fast holdepunkt tilbage: Marianne Jelved. Nu er tidspunktet imidlertid kommet, hvor det ikke længere synes at være tilstrækkeligt til at holde skuden oven vande. På broen står den politiske leder tilsyneladende uanfægtet som en karikatur af nordkoreansk demokrati og nægter at slippe roret. Mytteri kan blive næste kapitel i den radikale saga.

Mimosernes klagesange

Mimoserne i det nye propaganda-palads i Ørestaden har spareøksen hængende over deres ugudelige hoveder, og den forudsigelige reaktion har bestået i klagesange og trusler. Dels jamres der over, at skatteyderne ikke – som det ellers er sædvane – skal sikre mimosernes fortsatte, forkælede eksistens i det venstreorienterede og radikale refugium, dels trues seerne, og dermed vælgerne, med dårligere programmer! Seerne skal straffes, indtil de vælter det nuværende VKO-flertal og overlader regeringsmagten til oppositionen. Kun på den måde kan mimoserne igen uhindret gå i lommerne på landets borgere. Administrativt forekommer DR ligeså førerløs som den metro, der kører forbi paladsets glasfacader. Tidligere generalmimose Nissen frikender alle nuværende ansatte for skyld i paladsbyggeriets budgetoverskridelse på 1,7 milliarder gode danske kroner ved at påtage sig ansvaret, og i samme åndedrag beskylder han Foghs regering for massiv indblanding i måden, hvorpå mimoserne forvalter deres public service-forpligtigelse.

DR og den borgerlige regering har været på krigsfod overfor hinanden fra dag ét. DR er i dag den største bastion for multikulturel og kulturradikal propaganda, og medarbejdere har ved flere lejligheder ikke lagt skjul på, at deres højeste mål med det journalistiske håndværk har været at spænde ben for regeringen og være drivkraften i dæmoniseringen af Dansk Folkeparti - ypperligt sekunderet af store dele af den skrevne presse med Thøger Seidenfadens tordenpamflet, Politiken, som naturligt fyrtårn. Dette er ikke et udtryk for public service, men derimod for politisk aktivisme. Senest har Trine Sick, den tidligere studievært på TV-avisen, været ude med riven i anledningen af Brian Mikkelsens gamle mail til Jørgen Kleener. Til Politiken siger hun, at regeringens pres var massivt omkring dækningen af Irak-krigen og førte til tilstande, der mindede om selvcensur. Ren klagesang! Når Trine Sick var på skærmen, lå der altid en pude foran mit 14-tommer tv. Med sine underlige fremadrettede armbevægelser havde jeg en vel begrundet frygt for, at den sarte mimose på et givet tidspunkt ville gennembryde glasset, falde ud af apparatet og fortsætte sine belærende udgydelser om landets og universets tilstand. Heldigvis forblev hun på sin side af glasset, så jeg kunne bruge remoten i selvforsvar.

DR har slået bunden ud af sin pengetank, og det fornyede angreb på regeringen omkring Irak-krigen kan ikke skjule denne kendsgerning. Paladsets ledelse må tage sig sammen og indrømme, at der ikke er en direkte forbindelse mellem besparelser og programkvalitet. Alt afhænger af, om der i ledelsen findes de kompetencer, der kan effektivisere uden at gå på kompromis med kvaliteten. Opgaven bliver ikke lettere af, at de forkælede medarbejdere er strejkevillige og kan påregne den samlede oppositions helhjertede støtte.

Det er helt i orden, og påkrævet, at der granskes i et parlamentarisk flertals beslutning om at bringe landet i krig. Undertegnede har aldrig været for dansk deltagelse i Irak-krigen. I DR omtales krigen som ulovlig, fordi den ikke havde FN-mandat, og det er blevet hævdet, at denne krig, og engagementet i Afghanistan, var første gang i 150 år, at danskerne deltog i en angrebskrig. For det første er det lodret løgn, og for det andet er det lige netop her, at DRs propaganda viser sit ansigt. I 1999 sønderbombede 19 Nato-lande, herunder Danmark, Serbien-Montenegro i tre måneder. Ligesom i tilfældet Irak må det manglende FN-mandat bruges til også at erklære disse kamphandlinger ulovlige og selve krigen for en angrebskrig. Men her svigtede DR. En mulig forklaring kan være, at Nyrup og Jelved var ved magten, da serberne skulle have smæk, mens Fogh og Bendtsen var ved roret, da irakerne kom over knæet. Der var desuden den forskel, at i krigen på Balkan var vores krigsdeltagelse til fordel for islam, mens vi nu tæver muslimer i den irakiske ørken. Disse forskelle i dansk deltagelse i ulovlige angrebskrige har været nok til, at DRs medarbejdere har været villige til at slække på den journalistiske objektivitet og derved skabe en ubalance i dækningen af konflikterne, en ubalance som ses tydeligt i den selektive brug af historiske begivenheder og sammenhænge.

Der er således gode grunde til mimoserne mange klagesange: det økonomiske fundament viser tegn på udtørring, og det samme gør evnen til afbalanceret journalistik. Problemet er, at DR længe har ønsket at drive politik og journalistik på samme tid. Udenfor mimosernes palads kan man opleve det samme fænomen. Herude kaldes det spin. Det har intet med public service at gøre og er derfor ikke berettiget til licens.

Surrealisme

Det var surrealistisk at følge slaget om Jagtvej 69 på tv. Autonome, indvandrere og fodboldhooligans forvandlede København til en slagmark med røgfaner over horisontens hustage - et billede, som hører andre verdensdele til. Politiets indsats var professionel og effektiv. Specielt var rydningen af Ungdomshuset en taktisk triumf, og der er ingen tvivl om, at hvis de autonome havde været forberedt, var aktionen endt i en katastrofe. Det gamle hus, der rummer megen venstrefløjshistorie, er nu væk, og det er ikke et sekund for tidligt. Alene det faktum, at svulsten Lenin i sin tid besøgte stedet, burde have medført nedrivning for mange årtier siden.

I et land, hvor velfærdsgoder foræres væk, hvor arbejdende mennesker slæber en nation på skuldrene, er der i visse ungdomsmiljøer brudt en virus ud. Symptomerne er ekstrem egoisme, galopperende utilfredshed og vrede, manglende sproglige evner samt en utilsløret uvidenhed om selv banale sammenhænge. Det er lykkedes disse unge at vandre igennem Danmarks utallige institutioner - fra vuggestuen til folkeskolen og de videre uddannelser - uden at have erhvervet de nødvendige sociale færdigheder. Forældre og hvad-synes-du-selv-pædagoger og –undervisere synes ikke at have haft nogen positiv indflydelse på de forkælede og egoistiske unge.

I de heftige nætter i hovedstaden så vi eksempler på unge, der var ligeglade med andres liv, helbred, tryghed og ejendom. Den omfattende ødelæggelse og pyromani viser, at filmen er knækket. Trusler og hærværk mod personer og firmaer, der har deltaget i nedrivningen af Jagtvej 69, peger på, at en hård kerne er villig til at gå meget langt for at efterleve en syg og totalitær ideologi. Medløberne er talrige, og Nørrebros unge indvandrere har under optøjerne kunnet pleje deres kulturelle spidskompetence: stenkast. Opdraget under shariasløret forekommer det dem mere naturligt, at sten flyver gennem luften mod udvalgte mål, end at de ligger stille på jorden og eventuelt indgår i vejbelægningen. Superligaens lange vinterpause havde lokket yderligere en tredje gruppe ud på gaderne: klubbernes voldelige spydspidser. Her var en fremragende mulighed for at pudse formen af inden weekendens første forårskamp.

Surrealismen stopper imidlertid ikke her. Gennem alle Ungdomshusets 25 år har en socialdemokrat klæbet til overborgmesterstolen. På rådhuset har man været udmærket klar over udviklingen i brandfælden Jagtvej 69, og man har undladt at reagere på stedets militarisering. Socialdemokraterne overrakte husets nøgler til bz’erne i 1982, og siden har partikammeraterne stået modløse i kø ved håndvasken. Når den nuværende overborgmester, Ritt Bjerregaard, gennem rådhusets tykke mure hører råbene fra de demonstrerende unge, er det i virkeligheden efterdønninger af hendes egen politik, hun registrerer. Ritt er eksponent for den faglige afmontering af folkeskolen. Som undervisningsminister formulerede hun følgende program for fremtidens skole: ”Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære.” Konsekvensen af den laveste fællesnævner blev forbilledligt demonstreret under urolighederne på Nørrebro og Christianshavn.

Da Ungdomshuset blev en alt for stor udfordring for bystyret i København, valgte man at privatisere problemet. Det blev gjort ved at sælge hus og grund til en fundamentalistisk sekt ved navn Faderhuset, som gennem de retlige instanser nu har fysisk adgang til byggetomten. Og det blev dramaet om Ungdomshuset ikke mindre surrealistisk af. Tværtimod. Sekten har ejet stedet i flere år, og ifølge dens leder, Beiruth Evensen, er det hensigten at bygge nyt på Jagtvej 69 og herfra påbegynde den mission, som Gud har udvalgt hende til: at rense Nørrebro for dæmoner. Det vil i al sin enkelthed betyde, at sekten vil drive djævlen ud af alle de mange borgere i bydelen, der ikke mener det samme som Beiruth Evensen.

Set udefra er resultatet af det fuldbyrdede ejerskifte et absurd regnestykke. Èn sekt har erstattet en anden på den allerede nu mytiske lokalitet, Jagtvej 69. Herfra skal lyde en opfordring til Madam Evensen: gå til ørelæge. Det var ikke Gud, der talte til dig og gav dig ordre om uddrivelser på Nørrebro. Det var rådhusets politikere, du hørte. De turde nemlig ikke selv påtage sig opgaven.