De sidste kramper

Valgkampen er inde i sine sidste krampetrækninger, og Gud ske tak og lov for det. Snart er det slut med oppositionens endeløse tirader om Danmark som en bananrepublik, hvor taberne flyder i gaderne og ingen hjælp får, hvor muslimer bliver behandlet som jøderne i Det Tredje Riges dage, og hvor hospitaler og skoler ligner Berlins bygninger i foråret 1945. Der er simpelthen ingen ende på de elendigheder, som Villy Søvngænger og hans to konkubiner, Vestager og Thorning, har observeret fra kampagnebussernes tonede ruder. Det tærer på kræfterne at føre valgkamp, og når venstrefløjens politikere ligefrem hallucinerer, burde de trappe ned og give befolkningen et pusterum fra deres åbenlyse febersyner.

Da taleban-psykopaterne fik magten i Afghanistan blev alt vestligt – og dermed fordærvende(!) – hængt til offentlig forhånelse i lygtepæle og master. I Danmark klynger de menige medlemmer af partierne deres folketingskandidater op på samme vis. Og her hænger alle disse ansigter og kigger ned på de forbipasserende, som var de kropsløse hoveder på visit fra den franske revolution. Det er mildest talt forbløffende, at mennesker, der bejler til den parlamentariske indflydelse og dermed til vælgernes gunst, vil lade sig udstille på den måde. Billederne er grimme og irriterende, og kom ikke her og påstå, at de firkantede papstykker flytter bare én eneste stemme. En dansk valgkamp er en opvisning i dårlig smag og hamrende elendig ikonografi. Valgplakater burde forbydes ved lov.

Det er fornærmende at få hældt al den elendighedssovs ud over sit uskyldige hoved, og det er en forhånelse af befolkningens intellektuelle evner, når EL, SF, S, de Radikale, Kristendemokraterne og Syg Alliance har eliminering af DF som højeste (og i enkelte tilfælde eneste) prioritet. Politikere fra disse partier står ligefrem i kø for at røre i sovseskålen, og som i alle andre af livets forhold er der også i denne disciplin nogle, der er bedre til faget end andre. Ingen savler dog så ekvilibristisk i elendighedssovsen som Jørgen Poulsen fra Syg Alliance, generalsekretær i Dansk Røde Kors og ukronet konge i patetiske overdrivelser. Ved et debatmøde med Søren Krarup i Haderslev viste Poulsen sine propagandistiske evner og spillede selvfølgelig nazi-kortet, da talen kom på de afviste asylansøgere. Poulsen er først og fremmest lobbyist som resten af Alliancens spidskandidater. Flere asylansøgere betyder flere midler og større indflydelse til den organisation, han står i spidsen for, og hvad er mere attraktivt i den forbindelse end at søge at blive lovgiver og måske endda få rollen som afgørende parlamentarisk grundlag for en regering? Tilbage står spørgsmålet: I hvor lang tid skal vi finde os i spin, skjulte dagsordener, aftalt spil og dårligt udklædte lobbyister. Så længe vi ikke siger fra, har det overvejende flertal i Folketinget frit spil til at gå Bruxelles’ ærinde. Kun to partier vil kæmpe for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men kun det ene, Dansk Folkeparti, vil samtidig kæmpe for, at den islamiske indflydelse i Danmark begrænses. Alle andre partier lurepasser.

Man finder aldrig et parti, som dækker alle de ønsker og behov, man som vælger nærer. Så kunsten er at finde de mindst frastødende politikere i moradset af højtgjaldende levebrødsnulliteter og så vove at sætte sit kryds ved dem. Er man af den overbevisning, at ingen af de opstillede fortjener tillid, er der mulighed for at stemme blankt. Det vigtigste er at holde demokratiet i live og deltage i valget.