Det Frie Ord

De sidste kramper

2007-11-10T21:23:00.000+01:00

Valgkampen er inde i sine sidste krampetrækninger, og Gud ske tak og lov for det. Snart er det slut med oppositionens endeløse tirader om Danmark som en bananrepublik, hvor taberne flyder i gaderne og ingen hjælp får, hvor muslimer bliver behandlet som jøderne i Det Tredje Riges dage, og hvor hospitaler og skoler ligner Berlins bygninger i foråret 1945. Der er simpelthen ingen ende på de elendigheder, som Villy Søvngænger og hans to konkubiner, Vestager og Thorning, har observeret fra kampagnebussernes tonede ruder. Det tærer på kræfterne at føre valgkamp, og når venstrefløjens politikere ligefrem hallucinerer, burde de trappe ned og give befolkningen et pusterum fra deres åbenlyse febersyner.

Da taleban-psykopaterne fik magten i Afghanistan blev alt vestligt – og dermed fordærvende(!) – hængt til offentlig forhånelse i lygtepæle og master. I Danmark klynger de menige medlemmer af partierne deres folketingskandidater op på samme vis. Og her hænger alle disse ansigter og kigger ned på de forbipasserende, som var de kropsløse hoveder på visit fra den franske revolution. Det er mildest talt forbløffende, at mennesker, der bejler til den parlamentariske indflydelse og dermed til vælgernes gunst, vil lade sig udstille på den måde. Billederne er grimme og irriterende, og kom ikke her og påstå, at de firkantede papstykker flytter bare én eneste stemme. En dansk valgkamp er en opvisning i dårlig smag og hamrende elendig ikonografi. Valgplakater burde forbydes ved lov.

Det er fornærmende at få hældt al den elendighedssovs ud over sit uskyldige hoved, og det er en forhånelse af befolkningens intellektuelle evner, når EL, SF, S, de Radikale, Kristendemokraterne og Syg Alliance har eliminering af DF som højeste (og i enkelte tilfælde eneste) prioritet. Politikere fra disse partier står ligefrem i kø for at røre i sovseskålen, og som i alle andre af livets forhold er der også i denne disciplin nogle, der er bedre til faget end andre. Ingen savler dog så ekvilibristisk i elendighedssovsen som Jørgen Poulsen fra Syg Alliance, generalsekretær i Dansk Røde Kors og ukronet konge i patetiske overdrivelser. Ved et debatmøde med Søren Krarup i Haderslev viste Poulsen sine propagandistiske evner og spillede selvfølgelig nazi-kortet, da talen kom på de afviste asylansøgere. Poulsen er først og fremmest lobbyist som resten af Alliancens spidskandidater. Flere asylansøgere betyder flere midler og større indflydelse til den organisation, han står i spidsen for, og hvad er mere attraktivt i den forbindelse end at søge at blive lovgiver og måske endda få rollen som afgørende parlamentarisk grundlag for en regering? Tilbage står spørgsmålet: I hvor lang tid skal vi finde os i spin, skjulte dagsordener, aftalt spil og dårligt udklædte lobbyister. Så længe vi ikke siger fra, har det overvejende flertal i Folketinget frit spil til at gå Bruxelles’ ærinde. Kun to partier vil kæmpe for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men kun det ene, Dansk Folkeparti, vil samtidig kæmpe for, at den islamiske indflydelse i Danmark begrænses. Alle andre partier lurepasser.

Man finder aldrig et parti, som dækker alle de ønsker og behov, man som vælger nærer. Så kunsten er at finde de mindst frastødende politikere i moradset af højtgjaldende levebrødsnulliteter og så vove at sætte sit kryds ved dem. Er man af den overbevisning, at ingen af de opstillede fortjener tillid, er der mulighed for at stemme blankt. Det vigtigste er at holde demokratiet i live og deltage i valget.

Narrevalg

2007-10-27T19:40:00.001+02:00

Det er utroligt så lidt, EU fylder i debatten efter udskrivelsen af folketingsvalget 13. november. Det skal ses i lyset af, at den ny traktat, der kom til verden ved topmødet i Lissabon, er Foghs væsentligste grund til at trykke på valgknappen. Det nuværende VKO-flertal er ikke egnet til EU-lobbyens frontale angreb på det danske folks nationale rettigheder. Traktaten skal proppes ned i halsen på os uden folkeafstemning, og dernæst kommer turen til de fire forbehold, der for tiden er sidste værn mod den okkulte internationalisering. Fogh behøver Khader, Samuelsen, Seeberg og de andre kendisser i Syg Alliance til at vise Bruxelles, at hans hjerte er forankret dér og ikke i den danske muld. De trojanske heste fra euroland er kaldt hjem for at hamre sølvspir i den danske nationalstats ligkiste. Khader har parret dem med et bredt udvalg af Se & Hør-kendte, der som på kommando er væltet ud af skabet og sprunget ud som politikere.

Den samlede opposition i det nuværende folketing har prioriteret elimineringen af Dansk Folkepartis politiske indflydelse særdeles højt i denne valgkamp. De Radikale og Syg Alliance er her i front. Igen af hensyn til de to partiers EU-dagsorden. Men også Socialdemokraternes trojanske heste, Helle Thorning og Henrik Dam, sk(r)yder med skarpt. De vil have alle fire forbehold til afstemning på én gang. Tilsyneladende en simpel og rationel løsning på problemet, der så tydeligt plager de frivillige ambassadører for den nye verdensordens velsignelser, nemlig den nationale suverænitet. Ifølge opinionsundersøgelser er befolkningen villig til at sige farvel til tre forbehold: det retslige, det militære og statsborgerskabet, til gengæld er der flertal for fortsat at sige nej til euroen. Ved at stemme om alle fire forbehold håber Dam og Thorning at øge muligheden for et vellykket attentat på den danske krone. Uden kronen ville den siddende regering ikke kunne bryste sig af en solid økonomi. At Venstre og de Konservative alligevel ønsker valutaen et vist sted hen, viser med ubarmhjertig klarhed, hvor deres loyalitet er parkeret.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er de eneste partier i folketinget, der har en kritisk holdning til EU, selv om de retter kritikken fra hver deres udgangspunkt. Valget kan resutere i, at DF er ene på banen. Det sker, hvis Asmaa får held til at skræmme de socialistiske stemmer væk fra sit parti. At den kritiske stemme mod EU lyder i folketinget er altafgørende for det danske demokratis fremtid. Uden den truer ensretning og åndelig død, og uden den har EU-modstanden i befolkningen mistet en platform at operere fra.

Formålet med Syg Alliance og udskrivelsen af valget er at tilvejebringe et parlamentarisk flertal udenom Dansk Folkeparti, der skal gennemføre Danmarks endelige og fuldstændige indlemmelse i EU. Flertallet skal agere bøddel og hugge halsen over på en suveræn stat med en tusindårig historie. Det er dette scenarie, vælgerne skal tage stilling til 13. november. Det er ikke velfærd, den offentlige sektor, de gamle, de svage, børnene, de hjemløse, de kræftramte, topskatten eller asylpolitikken, der er valgets temaer, valget er i stedet ved at være sidste udkald for et selvstændigt fædreland.

Korrekthedens svøbe

2007-07-27T22:27:00.000+02:00

Endnu en fremtrædende dansker har fået rygstykkerne varmet af korrekthedens vamle krabask. Rasmussens exit fra Tour de France minder om Jørgen Leths afsked med det selvudnævnte gode selskab. Filmmandens ”jeg tager kokkepigens datter, fordi jeg kan”, har sin pendant i rytterens ”jeg tager den gule trøje, fordi jeg kan”. Efter hykleriets endelige sejr i Danmark slipper man ikke godt fra slige udtalelser. Det gode selskab har taget kvælertag på den frie ånd og nedlagt sit rituelle offer. Som uselvstændige og småtskårne Stasiagenter har mediernes knækprosaister slagtet endnu en dansker, der tillod sig at leve sin drøm ud.

Kun hyklere og uvidende bondeknolde kan hidse sig op over doping i professionel sport, kun sjatpissere og mentale dværge kan få moralsk kvababbelse af mænd og kvinder, der bruger hjælpemidler i deres stræben efter det ultimative, en stræben der hører til blandt det mest underholdende og berigende for dem, der ser på. Kvalitativ underholdning i den danske medieverden er en meget sjælden vare. I stedet proppes vi med politisk korrekthed, der efterhånden dækker alle livets kringelkroge.

Ligesom nationerne i EU får korrigeret deres særpræg gennem okkulte messer ved alteret for den totalitære centralisme, bliver den enkelte borger overvåget og forsøgt styret i den retning, den transnationale junta finder ønskelig. I en langsomt glidende bevægelse føres vi fra lyset og friheden til ligegyldighedens grotte, hvor alle pukker på alle over alting. Vi bliver forsøgt manipuleret til et liv som moraliserende hængehoveder, der for længst har glemt de store sammenhænge, eventyrene og miraklerne. Og vi får ingen hjælp af dem, der hæver deres hyre for at oplyse og guide os. Politikere og mediefolk har travlt med egne dagsordener, der til forveksling ligner opskrifter på egen vinding.

Hvor er de aviser og tv-stationer, der har rygrad til at gå mod strømmen, og hvor er de erhvervsfolk, der har nosser til at skabe et nationalt, professionelt cykelhold, der kan give Michael Rasmussen, verdens stærkeste cykelrytter, en kontrakt, så han kan fortsætte sin karriere. Og hvor er den følelse af sammenhold, der kan give styrke til at vise Rabobank og de andre tøsehold fuckfingeren? Den naturlige vrede over manglende retfærdighed er erstattet af dumhedens selvtilstrækkelighed og angsten for af blive korrekthedens næste offer. En kæmpe er faldet, men ved Gud hvor jeg håber, en ny vil rejse sig.

Det gode humør

2007-05-18T23:00:00.000+02:00

Det Radikale Venstre strandede efter at have sat kursen mod den anden vej, og partiets sminkede klon, Ny Alliance, har via Anders Samuelsen introduceret det gode humør som et værktøj til at opnå den eftertragtede parlamentariske indflydelse. I en Deadline konfronterede Kim Andersen (V) og Jacob Axel Nielsen (K) Samuelsen med spørgsmålet om finansiering at det nye partis udspil på skatteområdet, nemlig at ingen i Danmark skal betale mere end 40 procent i skat. Efter at have vredet sig på stolen og afprøvet diverse indholdsløse floskler appellerede Samuelsen til Vs og Ks gode humør, så de lettere kunne forstå hans retorik! Det var et mageløst øjeblik, hvor Samuelsen blotlagde Ny Alliances hemmelige våben: latteren. At Naser Khader og Samuelsen har valgt det gode humør frem for argumenterne er til at forstå. Gennem deres mange år som radikale har Jelveds sure maske forfulgt dem, til de nåede bristepunktet og måtte flytte hjemmefra.

Ny Alliance har virket som en magnet på de politikere, der ikke kunne forvente avancement i deres gamle partier. Gitte Seeberg er, ikke overraskende, med i dette sammenrend. EU-parlamentarikeren har brugt megen tid på at hundse med den konservative folketingsgruppe, fordi den samarbejdede med Dansk Folkeparti, det store dyr i Åbenbaringen. Fra Seebergs side kan vi forvente EU-hyldest ad libitum, knæfald for islam på bekostning af ytringsfriheden samt uhyggelige fortællinger om alle de ikke-stuerene, der før kunne isoleres i kolonihaverne, men som nu er trængt ind i Folketinget, hvor de forpester luften for de bedrevidende. Seeberg er prototypen på den danske EU-parlamentariker, der vier sit politiske liv til opgaven at vejlede befolkningen mod en fremtid, hvor det nationale islæt er udraderet til fordel for et internationalt fata morgana, der aldrig lader sig realisere.

Naser Khader tøver med at fortælle, hvad Ny Alliances politiske program kommer til at indeholde. Kun få politiske brokker slipper ud af munden på den mand, der for tiden er genstand for en hysterisk personkult skabt af medier, opinionsinstitutter og politiske pirater. Partiet har dog luftet nogle af sine pejlemærker: Ingen skal betale mere end 40 procent i skat (finansieret af latter), Danmark skal give plads til flere indvandrere, Dansk Folkepartis indflydelse skal elimineres og der skal ikke længere være kristendomsundervisning i folkeskolen. Khader har ved en tidligere lejlighed udtalt, at den kristne nadver er det mest latterlige, man kan tænke sig.

Det er dette tankespind, der i disse dage bliver markedsført som den hellige gral. Ny Alliance udråbes som den længe ventede politiske ånd, der skal rense det danske folk og befri det for urenheder. Partiet bevæger sig som en falsk profet fra den ene floskel til den næste uden at kunne skjule det magre indhold og de radikale rødder. Khader, Seeberg og Samuelsen har deres segment at boltre sig i, ingen tvivl om det, men om deres møde med spærregrænsen vil give dem den indflydelse, de søger, vil kun fremtiden kunne vise. Skulle Ny Alliance – mod mediernes og meningsmålings-tyrannernes forventning – løbe ind i seriøse bøllebank ved det næste valg, vil partiets medlemmer hurtigt kunne ryste nederlaget af sig – de har jo deres gode humør!

"Jeg er en af Bakkens sangerinder...."

2007-05-01T20:43:00.000+02:00

Sagen om Morten Messerschmidts påståede heilen - med tilhørende nazi-sang - er så grotesk, at den fortjener et spark herfra. Hovedvidnet til BTs kræmmerjournalistik er Torben Lund, det tidligere socialdemokratiske medlem af europaparlamentet og nuværende kaptajn på DK4. Hans erindring af hændelsen er så fragmentarisk, at det er lige til højrebenet at formode, at den gode hr. Lund har været plakatfuld, ganske som Messerschmidt siger, han selv var. Heldigvis var Lund og DFs EU-ordfører ikke de eneste gæster i Grøften den dag. Blandt mange andre var også tre gæve kvinder fra Bakkens Hvile til stede, og fra dem lyder andre toner end fra Lund. De genkender ikke BTs udlægning af begivenheden og er ikke blege for at sige det.

Det er tre modige kvinder, vi her har med at gøre. Ikke nok med at de, ved at fortælle hvordan de oplevede optrinnet, forsvarer et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, uhadada, næh, de gør samtidig op med den myte, at virkeligheden skal underordnes den politiske agenda, sådan som den politiske korrekthed i mange år har fordret af sine udøvere. Personligt tror jeg, at de gæve kvinder er hamrende ligeglade med politik i denne sammenhæng, humlen er, at Torben Lund og BT har ødelagt en fed fest og dermed sat sig udenfor det selskab, der hylder tillid og højt til loftet.

Jeg gad godt se den byretsdommer, der vil underkende tre syngepiger i fuldt ornat og i stedet tage Torben Lund og BT for gode varer. Det er svært at forestille sig, og det er netop det festlige show der venter, når Messerschmidts injuriesag mod BT skal for retten. Jeg tvivler på, at Torben Lund til den tid har fået så meget styr på sin hukommelse, at han af egen kraft kan hive sig op fra det mudder, han så lystigt har tumlet rundt i.

Den intensive og koordinerede kampagne, der for tiden køres mod DF, er så dilettantisk, at man ikke kan frakende den sin helt egen underholdningsværdi, så spørgsmålet er: hvorfra kommer det næste udfald mod en DF’er, hvornår skal vi igen plages med citater, løsrevne eller ej, der skal vise, hvor slemt det er, når de ikke-stuerene gør brug af deres ytringsfrihed? Inden svaret kommer, kan vi jo tilbringe et par timer på Bakkens Hvile for at høre den skønsang, der på et tidspunkt vil lyde i byretten. Syng til, syngepiger!!

Hvor blev hammer og segl af?

2007-04-21T19:21:00.000+02:00

Det er ofte i detaljen, det større perspektiv ligger gemt, og det er i udeladelsen, det egentlige budskab skal høres, som for eksempel i mediestormen over tre medlemmer af Dansk Folkeparti, der har ytret sig om islams totalitære natur og efterfølgende er blevet politianmeldt af repræsentanter for samfundets egentlige reaktionære. Da Søren Krarup udtalte sig fra folketingets talerstol, var han omhyggelig i sit ordvalg, og han gav venstrefløjen, de (kultur)radikale og deres våbenbrødre i medierne den madding, han vidste, de ville bide på. Krarup gjorde det muslimske tørklæde til et totalitært symbol på linje med kommunismens hammer og segl og nazismens hagekors (i nævnte rækkefølge), men hammer og segl røg ud af mediernes og de stuerene politikeres udlægning af budskabet. Signalværdien af tørklæde og hammer og segl er ikke af samme karat som tørklæde og hagekors. Havde medierne nøjedes med førstnævnte sammenligning, var der ikke blevet nogen mediestorm. Allerhøjest ville en Frank Aaen måske have svunget sig op til en slet skjult hyldest af den rådnende mumie på Den Røde Plads, men længere var det ikke kommet.

Nu er medlemmerne af Dansk Folkeparti imidlertid ikke de eneste, der kan se islams totalitarisme, og Gud ske tak og lov for det. Winston Churchill omtalte Hitlers Mein Kampf som den nye Koran, og Karen Blixen beskrev i Breve fra et land i krig lighederne mellem nazismen og islam. Krarup er således på solid grund, når han beskriver islam som en totalitær ideologi, og han er ikke skræmt til tavshed af det faktum, at henved halvanden milliard mennesker lever under Allahs diktatur. Når hagekorset har større resonans end hammer og segl, skyldes det primært 50 års intens påvirkning i uddannelsesinstitutionerne, hvor venstrefløjen enøjet har fokuseret på det nazistiske regimes uhyrligheder, mens den behændigt har undgået en lignende kritik af kommunismen. Man pisser jo ikke i egen rede. Først med den borgerlige regering i 2001 og VKO-flertallet i folketinget er der kommet pondus i analysen af den røde terror og dens massemord. Denne historiske skævvridning bruges i dag af tidens totalitære alliance mellem venstrefløj, kulturradikalisme og islamisme i et patetisk forsøg på at skjule islams åbenlyse ligheder med forrige århundredes psykopat-ideologier.

Morten Messerschmidts udtalelser om islams evne til at producere tabere satte ligeledes sindene i kog på forudsigelig vis. De reaktionære er af den overbevisning, at man ikke uden sanktioner offentligt må beskrive, hvorledes de muslimske lande halter efter, hvad angår produktivitet, kreativitet, økonomisk udvikling, velfærd, menneskerettigheder, frihed til kvinder og børn samt parlamentarisk demokrati. Herhjemme viser det sig nu, at den muslimske fætter-kusine-indavl medfører et øget pres på folkeskolens hjælpeklasser. I muslimsk dominerede boligområder er der større sociale problemer end andre steder, og kriminaliteten er tilsvarende mere omfattende. De sande reaktionære påstår, at dette skyldes danskernes uvilje mod de fremmede, mens andre, der stikker spaden lidt dybere, kan se, at det er menneskers accept af en totalitær ideologi, der er hovedårsagen til den udeblevne integration. Det er ikke kolonihaver, røde pølser, Dannebrog eller lifligt øl, der holder indvandrere ude af arbejdsmarkedet, men derimod Allahs forordninger samt det eksempel, Muhammed gav sine trofaste til efterfølgelse. De reaktionære svindler med årsag og virkning for at lokke befolkningen med i den nye globaliserede verdensorden, der rummer en totalitarisme af hidtil usete dimensioner.

Mogens Camre mente om Asmaa Abdul-Hamid, at hvis hun virkelig troede på hellige krigere og de 72 jomfruer, der ventede hver enkelt af dem efter døden, kunne hun måske have behov for behandling. Det er svært at sige, om han har ret i den påstand. Men det er der andre af hendes trosfæller, der har, altså behov for psykiatrisk behandling. 40 % af de psykisk syge kriminelle har indvandrerbaggrund. Camre er nu også politianmeldt og har desuden trukket sine udtalelser tilbage. Alle ved imidlertid, at manden faktisk mener, hvad han siger, og han trak da også først sine udtalelser tilbage efter at have været til spanking hos Pia Kjærsgaard. Det var ikke indholdet, Camre beklagede, men mere formen. De reaktionære prøver ustandseligt at afspore debatten ved at bringe straffelovens §266b på bane. Det er ynkeligt at overvære og minder mest af alt om en knogleskør stakkel, der sætter sine sidste penge på en ormædt stok i forsøget på at nå over fodgængerovergangen, inden lyset skifter, og trafikken kommer livstruende på tværs.

Stridens genstand, Asmaa Abdul-Hamid, vil, hvis hun bliver valgt til folketinget for Enhedslisten, bære det muslimske tørklæde, når hun betræder tingets talerstol. Det var dette standpunkt, der fremkaldte DF’ernes reaktion. Asmaa har udviklet sig til en smart politiker, der nøje overvejer sine ord. Gennem hendes ansættelse som studievært på DR2 har licensbetalerne givet hende den fornødne skærmtræning, og hun bliver derfor flittigt brugt af koncernen som ekspert, hver gang islam sættes på dagsordenen. Sammen med Abdul Wahid Pedersen udgør hun mediernes dynamiske, islamiske duo. Men ingen af de to formår af skjule deres totalitære og fundamentalistiske tilbøjeligheder. Som sand reaktionær excellerer også Asmaa i strategiske udeladelser, når hun giver sin mening til kende. Da hun i kølvandet på sine udtalelser om tørklædet på folketingets talerstol igen blev spurgt om sin holdning til dødsstraffen, svarede hun, at dødsstraf ikke hører hjemme i et demokrati. Selvfølgelig fulgte journalisten ikke op på svaret ved at spørge, om det så var i orden at aflive indsatte i muslimske lande. Det kunne jo have sat Asmaa i et dårligt lys og givet seerne mulighed for at oversætte hende korrekt, nemlig derhen, at så snart islamisterne får regeringsmagten, vil sharia være gældende lov. Og hvorfor? Fordi det, som imam Pedersen så smukt har formuleret det, ikke er op til menneskene at sætte spørgsmålstegn ved Koranens ord. De skal efterleves bogstav for bogstav. Asmaas medlemskab af samme klub, som også Frank Aaen frekventerer, beviser til fulde det åndelige slægtskab mellem hammer og segl og det muslimske tørklæde. Den totalitære ideologi har gennem historien båret mange forskellige gevandter, men det kolde og beregnende hjerte har altid været det samme.

Flugten fra arkivet

2007-04-01T16:03:00.000+02:00

Denne blogs forside er sat til at kunne rumme 10 indlæg. Det 11. går bort til arkivets dunkle gange, og en hverdag i glemsel og tænders gnidsel sætter ind. Det var det, der skete med indlægget ”Russiske rigdomme”, som er prydet med fotos af Maria Sharapova, Elena Dementieva og Anna Kournikova, tre tennisstjerne, der (udover ketcher-fællesskabet) deler den skæbne at have et overdådigt ydre. Det har været med dyb beklagelse, jeg har set de tre skønheder glide ned ad siden i takt med, at nye indlæg på skift indtog øverste position. Det er derfor med glæde, jeg kan annoncere Maria Sharapovas vellykkede flugt fra arkivet. Somme tider sker der ting, man ikke kan kontrollere, men som blot må tages til efterretning. Dette er én af dem.

Ved nærmere eftertanke ville det da også være synd og skam, hvis Maria ikke fik mulighed for at lade solens stråler danse på sin guddommelige krop. Der må være en konvention et sted, der forbyder arkivets glemsel. Gad vide, om de radikale kan støve den op, de har jo forstand på den slags som ingen andre i universet. Sharapova er en udpræget vindertype, der gang på gang ryster sin modstander ved at vende et truende nederlag til sejr. På den vis er hun en ægte russer. Det folk tåler mere modgang end gennemsnittet. Så derfor skal hun få lov at beholde sin førerstilling i et stykke tid. Herfra skal lyde et trefoldigt leve for den russiske havfrue.

Foråret er over os og gør sit til, at vi bliver en smule skøre i de stigende varmegrader. Nu er det snart påske, og Danmark holder fri. Vær gode ved hinanden derude i landskabet, nyd solen, familien og vennerne. Giv skønheden, såvel den indre som den ydre og i alle dens fremtrædelsesformer, solide vækstbetingelser og tænk på, at der ikke er så lang tid til Wimbledon-turneringen, som der har været. Så skal vi igen se Maria på græs.

Hans Hækkerup er ikke blevet klogere

2007-04-01T00:52:00.000+02:00

Blot fordi man er udstyret med efternavnet Hækkerup, og blot fordi familiens medlemmer i umindelige tider har søgt at holde sulten fra døren ved at tigge vælgerne om stemmer nok til at komme i folketinget, er det ikke ensbetydende med, at man er blandt de skarpeste knive i skuffen. Dette er i allerhøjeste grad gældende i tilfældet Hans Hækkerup, forsvarsminister i Nyrup/Jelved-regimet og senere ”verdenssamfundets” første Pontius Pilatus i Kosovo, hvor han var primus motor i bestræbelserne på at gøre terror-organisationen UCK enerådende. Hans entusiasme under Natos sønderbombning af infrastrukturen i det daværende Serbien-Montenegro blev ivrigt luftet i medierne, og Hækkerup er stadig virksom i dæmoniseringen af serberne, senest i JP den 28. marts.

I Hækkerups JP- kommentar lyder underrubrikken: ”Serbernes nederlag i Kosovo-spørgsmålet skyldes ikke overmagten, men først og fremmest serbernes uduelighed og splittelse.” Det tyder på et veludviklet eskapistisk begrebsapparat, når den tidligere minister ser bort fra 19 højt industrialiserede Nato-landes militære kapacitet, der blandt andet gav sig udtryk i tre måneders terrorbombning af mål i Serbien-Montenegro. Det kræver ligeledes et skævt forhold til virkeligheden, når man, som Hækkerup, ignorerer de mange tusinde ikke-albanere, der grundet Natos og UCKs aggression flygtede til Serbien, hvor de i øvrigt stadig lever som internt fordrevne.

Kosovos selvstændighed, altså et fuldbyrdet Storalbanien, var målet for kampagnen mod serberne, såvel militært som på PR-fronten, og det fremgår tydeligt af Hans Hækkerups kommentar, at han støttede, og stadig støtter, denne ”løsning”. Det var bare ikke noget, man talte højt om dengang. Det overvejende flertal af vestlige journalister åd Nato-propagandaen råt og videregav kritikløst organisationens udlægning af teksten. Bag Natos angrebskrig lå imidlertid en større ambition end Kosovos selvstændighed, nemlig at opnå kontrol over en landkorridor mellem Bulgariens Sortehavskyst og den albanske Adriaterhavskyst, hvorigennem en olierørledning nu er under projektering. Krigen blev officielt ført for at beskytte det albanske flertal (!) i Kosovo, men i realiteten faldt bomberne af hensyn til Vestens fremtidige energiforsyning. I dag er korridoren en realitet med Bulgariens indlemmelse i Nato.

Nato og UCKs tyveri af Kosovo blev aldrig sat i perspektiv i de vestlige medier. Her blev i stedet sunget sange om rettigheder og konventioner. Albanerne blev via vestlige PR-firmaer portrætteret som uskyldige ofre, mens serberne, Vestens allierede i to verdenskrige, fra starten blev sammenlignet med nazister. Enhver der kender Balkans historie ved, at sammenligningen er uhyrlig. Serbiens krav på Kosovo, og dets ret til at sige nej til provinsens selvstændighed, er lige så indlysende som den danske stats ret til at nægte Gellerupparken ved Århus status som selvstændigt sultanat, selvom et flertal af områdets beboere skulle kræve det.

Hækkerups rolle i forarmelsen af Serbien kalder ikke på respekt eller forståelse, og at han stadig prøver at stikke blår i øjnene på læserne afslører, at han rent ud er en klaphat. Hækkerup kan ikke løbe fra sit ansvar for en ulovlig angrebskrig, og det hjælper ham ikke at gentage påstanden om, at serberne er eneansvarlige for tabet af Kosovo. En løgn bliver ikke til sandhed, blot fordi den bliver gentaget, og den lyder ikke mere overbevisende, blot fordi det er landets tidligere, stuerene forsvarsminister, der bringer den til torvs. Det forøger kun ubehaget.

Et sminket lig fylder rundt

2007-03-24T19:25:00.000+01:00

Rom-traktaten fylder 50 år, og EUs elite er samlet i Berlin for at fejre begivenheden. Eksalterede skåltåler, varm luft og politiske ambitioner, der tangerer vanvid, vil dog ikke kunne skjule, at det er et sminket lig, der fejres. EU har alle dage smykket sig med lånte fjer. Det var ikke EU, der forhindrede de store vesteuropæiske lande i at ryge i struben på hinanden, det var den kolde krigs spændetrøje. Det ses tydeligt i begivenhederne, der fulgte i kølvandet på Murens fald i 1989. Krig fulgte på krig, både i Europa og i det store udland. Og går man Bruxelles efter i sømmene, ser man, at EU spillede en aktiv rolle i fremskyndelsen af krigene i det hedengangne Jugoslavien ved ensidig anerkendelse af flere Balkan-staters selvstændighed. Det skete for at kunne fiske nye medlemmer i tiden, der fulgte.

Nej, EU forhindrede ikke krig på det europæiske kontinent, med mindre man, som mange politikere og mediefolk gør, konsekvent sidestiller ordene EU og Europa. Herved ophæves en geografisk lokalitet og bliver til et plastisk begreb, der kan misbruges efter forgodtbefindende. Denne svindel med fakta og ord er en integreret del af EU-propagandaen; den virker og kan give sig udslag i følgende udsagn i et tv-indslag: ”Flertallet af ukrainere ønsker en stærkere tilknytning til Europa!" Ukraine har, så vidt jeg er orienteret, altid været europæisk.

Der er et hav af andre eksempler på uterlig omgang med sprog og fakta, der kunne tyde på, at man i EU-apparatets esoteriske kerne drømmer farlige drømme om supermagtsstatus, verdens stærkeste valuta og dermed en dominans, som de europæiske befolkninger aldrig vil nå at tage demokratisk stilling til, før det er for sent. EU løser ikke problemer, men skaber dem. Unionen består nu af 27 nationer, og alene tanken om en harmonisering i bredde og dybde af denne mangfoldighed burde kunne få flere til at besinde sig og sætte hælene i. I det hele taget savner vi information fra EU-eliten om, hvor langt den vil gå i sin idelige udvidelsestrang. Ihukommende den sproglige løsagtighed kunne det være på sin plads, hvis eliten forklarede, hvor plastisk ordet Europa kan forstås. Hvis nu Rusland skulle blive medlem, er det så kun til Ural, eller strækker Europa sig til Stillehavet? Og ihukommende Middelhavsaftalerne med nordafrikanske og mellemøstlige muslimske stater, er det relevant at få at vide, om eksempelvis Libanon kunne blive EU-medlem, eller om udvidelsen skal forstås som en modsatrettet bevægelse, hvor de europæiske nationer islamificeres, hvilket der er så tydelige tegn på.

For Danmarks vedkommende har vi nok aldrig deltaget i så mange væbnede konflikter som efter Murens fald, hvor den politiske elite pressede Den Europæiske Union ud i lyset ved en sædefødsel: Golf-krigen, angrebet på Serbien-Montenegro, Afghanistan og senest okkupationen af Irak. EU har ikke haft nogen som helst afmilitariserende indflydelse på nogen af klodens brændpunkter. Men det hævdes hårdnakket og med patos, at EU er fredens projekt. Man kan vel med samme ret hævde, at hullet i ozonlaget kan lappes med tykmælk.

Fra Berlin lyder det, at vi skal have en ny traktat i 2009, og det har medført et nyt stormløb på vore fire nationale forbehold. Per Stig vil af med dem, og det vil Svend Auken også, bare han får at vide, hvad han får i stedet (som om en ny traktat kunne indeholde andet end yderligere beføjelser til Bruxelles)! Aukens eneste reelle argument for tilslutning til EU er, at medlemskabet hjælper Danmark til ikke blot at være halehæng til USA. Hvilken politisk kapacitet den mand dog besidder! Hans ubehag ved den nuværende amerikanske præsident er nok til at få ham til at bruge EU-flaget som sutteklud, selv om han ikke aner, hvad unionen går ud på. Hvilket helligt enfold hos en mand, der muligvis snart skal ud og vejlede sine vælgere om en ny traktat! Det er som Sebastian synger om Danmark: ”fristende at tage dig, mens du sover.”

De fire forbehold er Danmarks sidste værn mod et projekt, der ikke kan lykkes. Europas nationer kan ikke opløses og smeltes sammen ved hjælp af direktiver, udemokratiske beslutninger og et politisk ambitionsniveau, der bedst kan karakteriseres i psykiatriske termer. Som Europaparlamentets bygning indikerer, er EU-projektet et babelstårn, hvis skæbne, ligesom forgængerens, er afgjort på forhånd, og så længe den europæiske, politiske elite ikke kærer sig om skriften på væggen, vil EUs befolkninger leve livet farligt med elitens ambition om verdens stærkeste valuta, et mål for euroen, som blandt andre Marianne Jelved har tilsluttet sig. I sin yderste konsekvens kan det betyde, at EU må føre krig for at beskytte en oppustet valuta, hvis værdi ikke fastsættes efter gængse principper, men efter voodoo-besværgelser af ypperstepræsterne i Bruxelles. Undersøgelser i Euroland peger på, at befolkningerne ikke er trygge ved konstruktionen. Således ønsker halvdelen deres gamle valuta tilbage. Og med god grund.

Ved vejs ende

2007-03-21T00:06:00.000+01:00

Det Radikale Venstre, som vi kender det i dag, er ved vejs ende. Luften er langsomt sevet ud af den ballon, som Jelved og hendes nærmeste åndsfæller krampagtigt har viet deres luftveje til. Døren til den borgerlige fløj er smækket i, venindeforholdet til Helle og Mette er gået fløjten og det kniber med lysten til at gå i dampbad med fætter Søvndal og nevøerne og niecerne i Enhedslisten. De radikale har isoleret sig på den plet, de selv kalder midten og som nu også går under kælenavnene den anden vej og den tredje blok.

Den borgerlige regerings fødsel i 2001 var for meget for den radikale psyke. For første gang i et årti stod partiet uden ministre, og VKO-flertallet sikrede, at ingen - hverken på Christiansborg eller udenfor - på nogen måde behøvede at tage de radikale seriøst. Og situationens alvor blev understreget af, at partiet ikke rådede over en ny Lone, der kunne bortgiftes i et arrangeret ægteskab. For Jelved var det særlig slemt, fordi hun altid har søgt magten for enhver pris og uden blusel mener sig berettiget til statsministerens taburet. Der er vel ikke mange radikale, der kan huske en tid, hvor partiets politiske indflydelse har været mindre, end den er nu. Det morsomme er, at de kun har sig selv at takke.

For er der noget, de radikale politikere mestrer, er det kunsten ikke at lytte til nogen udenfor egne cirkler. Derfor lyder de så ens. Det hænder, at Khader og nogle få andre kommer til at sige noget, de ikke har fået lov til eller er for tidligt ude med, men efter en grundig synkronisering af høreapparaterne, falder der igen ro over gemytterne. Selv ikke egne partimedlemmer bliver der lyttet til, når de kræver ændringer i ledelsen og i den førte politik. Folketingsgruppen giver ikke frivilligt magten over partiet fra sig, fordi den opfatter sig som cremen af den kreative herskerklasse, der fortjener at blive hyldet som den højeste fornufts princip, ligesom det i sin tid skete for salig Robespierre.

De radikale savner det mod, socialdemokraterne udviste, da de lod en afstemning blandt partiets medlemmer afgøre, hvem der skulle være deres næste politiske leder. Samme lunkne holdning til den demokratiske proces gør sig gældende i partiets forhold til vælgerne, specielt til dem, der ikke kunne drømme om gå ind bag stemmeboksens forhæng og erklære Marianne Jelved troskab. At nogen habilt fungerende person kan finde på at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti vil altid være en gåde for en radikal, ligesom han eller hun aldrig vil kunne fatte, hvorfor der er mennesker, der ikke synes, at EU er en særlig god ide, eller hvorfor det kan være nødvendigt at begrænse indvandringen.

Denne verdensfjerne tilgang til virkeligheden har ført partiet ud i limbo. De radikale troede, de kunne bevare Nyrup/Jelved-periodens medvind. Men kloden var blevet en anden: Blair var blevet metaltræt, Clinton var fortid og islamismen følte sig stærk nok til at sætte sig selv øverst på plakaten. Al denne forandring gjorde ikke Jelveds tropper mindre svimle, og berøvet den afgørende politiske indflydelse havde partiet kun ét fast holdepunkt tilbage: Marianne Jelved. Nu er tidspunktet imidlertid kommet, hvor det ikke længere synes at være tilstrækkeligt til at holde skuden oven vande. På broen står den politiske leder tilsyneladende uanfægtet som en karikatur af nordkoreansk demokrati og nægter at slippe roret. Mytteri kan blive næste kapitel i den radikale saga.

Mimosernes klagesange

2007-03-17T21:31:00.000+01:00

Mimoserne i det nye propaganda-palads i Ørestaden har spareøksen hængende over deres ugudelige hoveder, og den forudsigelige reaktion har bestået i klagesange og trusler. Dels jamres der over, at skatteyderne ikke – som det ellers er sædvane – skal sikre mimosernes fortsatte, forkælede eksistens i det venstreorienterede og radikale refugium, dels trues seerne, og dermed vælgerne, med dårligere programmer! Seerne skal straffes, indtil de vælter det nuværende VKO-flertal og overlader regeringsmagten til oppositionen. Kun på den måde kan mimoserne igen uhindret gå i lommerne på landets borgere. Administrativt forekommer DR ligeså førerløs som den metro, der kører forbi paladsets glasfacader. Tidligere generalmimose Nissen frikender alle nuværende ansatte for skyld i paladsbyggeriets budgetoverskridelse på 1,7 milliarder gode danske kroner ved at påtage sig ansvaret, og i samme åndedrag beskylder han Foghs regering for massiv indblanding i måden, hvorpå mimoserne forvalter deres public service-forpligtigelse.

DR og den borgerlige regering har været på krigsfod overfor hinanden fra dag ét. DR er i dag den største bastion for multikulturel og kulturradikal propaganda, og medarbejdere har ved flere lejligheder ikke lagt skjul på, at deres højeste mål med det journalistiske håndværk har været at spænde ben for regeringen og være drivkraften i dæmoniseringen af Dansk Folkeparti - ypperligt sekunderet af store dele af den skrevne presse med Thøger Seidenfadens tordenpamflet, Politiken, som naturligt fyrtårn. Dette er ikke et udtryk for public service, men derimod for politisk aktivisme. Senest har Trine Sick, den tidligere studievært på TV-avisen, været ude med riven i anledningen af Brian Mikkelsens gamle mail til Jørgen Kleener. Til Politiken siger hun, at regeringens pres var massivt omkring dækningen af Irak-krigen og førte til tilstande, der mindede om selvcensur. Ren klagesang! Når Trine Sick var på skærmen, lå der altid en pude foran mit 14-tommer tv. Med sine underlige fremadrettede armbevægelser havde jeg en vel begrundet frygt for, at den sarte mimose på et givet tidspunkt ville gennembryde glasset, falde ud af apparatet og fortsætte sine belærende udgydelser om landets og universets tilstand. Heldigvis forblev hun på sin side af glasset, så jeg kunne bruge remoten i selvforsvar.

DR har slået bunden ud af sin pengetank, og det fornyede angreb på regeringen omkring Irak-krigen kan ikke skjule denne kendsgerning. Paladsets ledelse må tage sig sammen og indrømme, at der ikke er en direkte forbindelse mellem besparelser og programkvalitet. Alt afhænger af, om der i ledelsen findes de kompetencer, der kan effektivisere uden at gå på kompromis med kvaliteten. Opgaven bliver ikke lettere af, at de forkælede medarbejdere er strejkevillige og kan påregne den samlede oppositions helhjertede støtte.

Det er helt i orden, og påkrævet, at der granskes i et parlamentarisk flertals beslutning om at bringe landet i krig. Undertegnede har aldrig været for dansk deltagelse i Irak-krigen. I DR omtales krigen som ulovlig, fordi den ikke havde FN-mandat, og det er blevet hævdet, at denne krig, og engagementet i Afghanistan, var første gang i 150 år, at danskerne deltog i en angrebskrig. For det første er det lodret løgn, og for det andet er det lige netop her, at DRs propaganda viser sit ansigt. I 1999 sønderbombede 19 Nato-lande, herunder Danmark, Serbien-Montenegro i tre måneder. Ligesom i tilfældet Irak må det manglende FN-mandat bruges til også at erklære disse kamphandlinger ulovlige og selve krigen for en angrebskrig. Men her svigtede DR. En mulig forklaring kan være, at Nyrup og Jelved var ved magten, da serberne skulle have smæk, mens Fogh og Bendtsen var ved roret, da irakerne kom over knæet. Der var desuden den forskel, at i krigen på Balkan var vores krigsdeltagelse til fordel for islam, mens vi nu tæver muslimer i den irakiske ørken. Disse forskelle i dansk deltagelse i ulovlige angrebskrige har været nok til, at DRs medarbejdere har været villige til at slække på den journalistiske objektivitet og derved skabe en ubalance i dækningen af konflikterne, en ubalance som ses tydeligt i den selektive brug af historiske begivenheder og sammenhænge.

Der er således gode grunde til mimoserne mange klagesange: det økonomiske fundament viser tegn på udtørring, og det samme gør evnen til afbalanceret journalistik. Problemet er, at DR længe har ønsket at drive politik og journalistik på samme tid. Udenfor mimosernes palads kan man opleve det samme fænomen. Herude kaldes det spin. Det har intet med public service at gøre og er derfor ikke berettiget til licens.

Surrealisme

2007-03-08T21:53:00.000+01:00

Det var surrealistisk at følge slaget om Jagtvej 69 på tv. Autonome, indvandrere og fodboldhooligans forvandlede København til en slagmark med røgfaner over horisontens hustage - et billede, som hører andre verdensdele til. Politiets indsats var professionel og effektiv. Specielt var rydningen af Ungdomshuset en taktisk triumf, og der er ingen tvivl om, at hvis de autonome havde været forberedt, var aktionen endt i en katastrofe. Det gamle hus, der rummer megen venstrefløjshistorie, er nu væk, og det er ikke et sekund for tidligt. Alene det faktum, at svulsten Lenin i sin tid besøgte stedet, burde have medført nedrivning for mange årtier siden.

I et land, hvor velfærdsgoder foræres væk, hvor arbejdende mennesker slæber en nation på skuldrene, er der i visse ungdomsmiljøer brudt en virus ud. Symptomerne er ekstrem egoisme, galopperende utilfredshed og vrede, manglende sproglige evner samt en utilsløret uvidenhed om selv banale sammenhænge. Det er lykkedes disse unge at vandre igennem Danmarks utallige institutioner - fra vuggestuen til folkeskolen og de videre uddannelser - uden at have erhvervet de nødvendige sociale færdigheder. Forældre og hvad-synes-du-selv-pædagoger og –undervisere synes ikke at have haft nogen positiv indflydelse på de forkælede og egoistiske unge.

I de heftige nætter i hovedstaden så vi eksempler på unge, der var ligeglade med andres liv, helbred, tryghed og ejendom. Den omfattende ødelæggelse og pyromani viser, at filmen er knækket. Trusler og hærværk mod personer og firmaer, der har deltaget i nedrivningen af Jagtvej 69, peger på, at en hård kerne er villig til at gå meget langt for at efterleve en syg og totalitær ideologi. Medløberne er talrige, og Nørrebros unge indvandrere har under optøjerne kunnet pleje deres kulturelle spidskompetence: stenkast. Opdraget under shariasløret forekommer det dem mere naturligt, at sten flyver gennem luften mod udvalgte mål, end at de ligger stille på jorden og eventuelt indgår i vejbelægningen. Superligaens lange vinterpause havde lokket yderligere en tredje gruppe ud på gaderne: klubbernes voldelige spydspidser. Her var en fremragende mulighed for at pudse formen af inden weekendens første forårskamp.

Surrealismen stopper imidlertid ikke her. Gennem alle Ungdomshusets 25 år har en socialdemokrat klæbet til overborgmesterstolen. På rådhuset har man været udmærket klar over udviklingen i brandfælden Jagtvej 69, og man har undladt at reagere på stedets militarisering. Socialdemokraterne overrakte husets nøgler til bz’erne i 1982, og siden har partikammeraterne stået modløse i kø ved håndvasken. Når den nuværende overborgmester, Ritt Bjerregaard, gennem rådhusets tykke mure hører råbene fra de demonstrerende unge, er det i virkeligheden efterdønninger af hendes egen politik, hun registrerer. Ritt er eksponent for den faglige afmontering af folkeskolen. Som undervisningsminister formulerede hun følgende program for fremtidens skole: ”Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære.” Konsekvensen af den laveste fællesnævner blev forbilledligt demonstreret under urolighederne på Nørrebro og Christianshavn.

Da Ungdomshuset blev en alt for stor udfordring for bystyret i København, valgte man at privatisere problemet. Det blev gjort ved at sælge hus og grund til en fundamentalistisk sekt ved navn Faderhuset, som gennem de retlige instanser nu har fysisk adgang til byggetomten. Og det blev dramaet om Ungdomshuset ikke mindre surrealistisk af. Tværtimod. Sekten har ejet stedet i flere år, og ifølge dens leder, Beiruth Evensen, er det hensigten at bygge nyt på Jagtvej 69 og herfra påbegynde den mission, som Gud har udvalgt hende til: at rense Nørrebro for dæmoner. Det vil i al sin enkelthed betyde, at sekten vil drive djævlen ud af alle de mange borgere i bydelen, der ikke mener det samme som Beiruth Evensen.

Set udefra er resultatet af det fuldbyrdede ejerskifte et absurd regnestykke. Èn sekt har erstattet en anden på den allerede nu mytiske lokalitet, Jagtvej 69. Herfra skal lyde en opfordring til Madam Evensen: gå til ørelæge. Det var ikke Gud, der talte til dig og gav dig ordre om uddrivelser på Nørrebro. Det var rådhusets politikere, du hørte. De turde nemlig ikke selv påtage sig opgaven.

Flagkvababbelse

2006-12-04T23:21:00.000+01:00

Forfatteren og tidligere programredaktør på DRs P1, Egon Clausen, fortæller åbent om sin flagkvababbelse i JPs søndagskronik 3. december. Uden blusel lufter Egon sin paranoia over de fæle danske nationalister, der skamløst flager med Dannebrog, selv om de ikke deler politiske anskuelser med kronikøren. Gennem hele kronikken mærkes Egons forargelse over, at andre kan finde på at bruge flaget som de lyster og finder respektfuldt belejligt. Selv på juletræet kan det findes, dette symbol, og det kan virkelig få Egon til at vende sig og tjekke, om det nu skulle være en rigtig flyder, han har lagt. Og det er det. Den er klinisk renset for nationalisme, som den ligger der i vandspejlet og skvulper og minder Egon om egen ufejlbarlighed.

Som andre ufejlbarlige lider også Egon af de sædvanlige blinde pletter: hovenhed og propagandistiske tilbøjeligheder krydret med internationalismens åbenlyse glæde ved at paradere infantil uvidenhed. Mod kronikkens slutning kommer Egons forudsigelige point of no return. Han skriver:

”Men nu har Dansk Folkeparti taget flaget til sig, og hvad enten man er enig med partiets politik eller ej, er det en skade for flaget som samlende symbol for alle danskere. Bindingen til et bestemt politisk parti indsnævrer nemlig flagets symbolske betydning. Så er det ikke længere et symbol for alt folket, men for en minoritet, der forsøger at slå mønt af det til egen fordel, men sandheden er jo, at den der stemmer på Dansk Folkeparti, hverken er mere eller mindre dansk end den, der stemmer på Enhedslisten. Hvad enten man mener det ene eller det andet, er den triste situation den, at Dannebrog er blevet politiseret.”

Sikke noget højpandet sludder. Dannebrog tilhører alle danskere. Hvordan i alverden har Dansk Folkeparti patenteret dugen? Egon Clausens gennemgang af Dannebrogs historie er et klassisk eksempel på kulturradikal manipulation. Han mener, at Dannebrog har en gæld at betale. Det blev dyppet i uskyldiges blod på korstogene mod baltere og vendere. Derfor, mener Egon mellem linierne, skal vi betale tilbage nu ved at tage imod alt fremmed med åbne arme. For det første skylder vi ikke baltere og vendere noget som helst, og for det andet kan en fiktiv gæld ikke bruges som argument for at lade Danmark islamisere.

”I lang tid har Dannebrog da også stået for demokratisk folkelighed, internationalt udblik og tolerance. Det var noget man som dansker kunne være stolt af,” skriver Egon.

Det er da beklageligt, at Clausen ikke længere er stolt af sit fædreland, men hvad skal vi dog bruge den oplysning til. Det er ved guder hans egen sag. At vi ikke længere skulle være folkelige eller demokratiske er en lodret løgn. Vi bruger blot ikke vor stemme, som Egon gør. Det kan han ikke tilgive. Fædrelandskærlighed er for kronikøren ensbetydende med mangel på tolerance og svigtende indsigt i internationale forhold! Hvis det står til troende, kan man med samme ret hævde, at den der selv ælter sit rugbrød er uegnet til at køre bil.

I kronikken tager Clausen Jesus til indtægt for egne politiske holdninger og spænder derved Bibelen for egen vogn. Vi er i den søde juletid, og i Egons optik er det helligbrøde at hænge Dannebrog på juletræet. Her skal kun hænge hvide engle og hvidt fehår som i hans barndomshjem. Hvem er egentlig nostalgiker her? Det bekymrer imidlertid ikke hr. Clausen, at millioner af træer må smage saven for at tilfredsstille årets største udbrud af indkøbsvanvid. Clausen ender sine prosaudgydelser med blandt andet følgende passus:

”Uskylden er væk. Ingen kan hejse det i haven, sætte det i fødselsdagslagkagen eller hænge det på juletræet uden at tage stilling til hvilken symbolsk betydning, det skal have.”

Igen en betragtning, der må stå for egen regning. Dannebrog er danskernes flag, og vi kan roligt være vor stolthed over det bekendt. Kvababbelser over dugen må henvises til distriktspsykiatrien – og den kulturradikale propaganda.

Danmark

2006-11-26T02:11:00.000+01:00

Jeg elsker mit fædreland. Det er her, jeg hører hjemme, og her der bliver sunget, så den unge, blonde pige kommer til syne i den indre biograf. Vi har vind, vi har hav og grønne bakker, og under mulden gemmer sig den prægtigste ressource af alle: det ferske drikkevand. Det har vi så meget af, at vi skyller vore toiletter med de hellige dråber. I vor midte bor dronningen som repræsentant for verdens ældste royale tradition, og i folket bor de milde egenskaber, som historie, kultur og kristendom langsomt har indpodet. Vore sind er prægede af det omskiftelige vejr, og vi er væbnet med den tålmodighed, de lange vintre har påført os. Til gengæld er vi fulde af håb og optimisme, fordi vi så ofte har set, hvordan det gryende forår går i brechen for sommer og varme. Takket være vore årstider kan vi dyrke korn, frugt og grøntsager i så store mængder, at vi aldrig behøver at savne noget at spise.

Vi er et lykkeligt folk, men alligevel er der blandt os indfødte en del, der mener, at vi er de værste af alle, at vi er kolde og snæversynede, og at vi er fjendtlige mod alt fremmed, selv om alt vi kræver blot er at få anerkendt vores hjemmebanefordel. De er fulde af løgn, og deres falske evangelium finder vej ind i vore stuer gennem radio, tv og aviser og aflejrer tvivl blandt dem, der ikke evner at sortere i nyhedsstrømmen. Løgnerne er i virkeligheden ikke mange i antal, men de har placeret sig strategisk i nationens informations- og uddannelsessystem og boltrer sig som guppyer i det politiske akvarium, hvor de til stadighed pumper propaganda gennem infrastrukturen. I deres grænseløse hjemløshed forveksler de begreberne og gør alt for at eksportere deres forvildelse til andre.

Da vi af natur og overbevisning er gæstfrie og gavmilde, er vi lette ofre for simpel spekulation. Vores enestående velfærdssamfund og borgerrettigheder virker som en magnet på totalitære kræfter, da de i et frit samfund lettere kan dyrke deres undergravende virksomhed uden at blive forstyrret. I dette projekt har de totalitære fundet allierede blandt de hjemløse løgnere, der hellere end gerne ser fædrelandet forvandlet til en bananrepublik, hvori deres egne lyster og ambitioner bliver lov. De fremmer importen af fremmede guder og ønsker vor nationale selvbestemmelse død, balsameret og parkeret i lighuset i Bruxelles. De er intolerante redepissere, der i tøjlesløst globaliseringsvanvid ser sig selv som nationens sande repræsentanter. Historien vil vise, at de tager fejl.

"Lad kun Østens drot blandt købte friller
døsig strække sig på purpur ud,
lytte på den sorte halvmands triller,
mellem salens tempelhøje piller,
kold og gusten som en marmorgud.

Under lyse bøg den danske bejler
med sin herligt-voksne pige går;
over deres hoved månen sejler,
svanen i det klare vand sig spejler,
nattergalen højt i busken slår."

Illustration: Anna Ancher
Titel: En ung pige ordner blomster
Lyrik: Poul Martin Møller fra "Glæde over Danmark"

Heureka!

2006-11-14T20:30:00.000+01:00

Takket være afsløringen af kokainsniffere på toiletterne på Christiansborg er det nu muligt at forstå lidt mere af, hvad der egentlig rører sig i Det Radikale Venstre. Det er som om, et lille hjørne af sløret over de kreative har løftet sig og givet et glimtvist indblik i de processer, der styrer dansk politiks mest underholdende parti.

De radikale er på stoffer, og det er derfor, de konstant har næsen langt fremme. Udtryk som den anden vej, den tredje blok, Jelved som statsminister og Naser Khader er doven finder sine helt naturlige forklaringer i rusens univers, og Vestagers stærkt nasale stemmeføring kan nu kategoriseres som en arbejdsskade.

Jelved udtalte i sin tid, at meningen med EU var at gøre euroen til verdens stærkeste valuta. For blot at komme i nærheden af at være i besiddelse af en sådan valuta kræves ti til femten funktionsdygtige hangarskibe. Men det var nok ikke søfart, den radikale leder havde i tankerne, snarere prisen på kokain. Selv om der forekommer periodiske prisfald på den hvide sne, så er det alligevel en luksusartikel, der er tale om. Derfor tiltrækkes mange veluddannede til de kreatives næsefløj, der er fest og fede farver, og med uddannelse følger også de kroner, der er nødvendige for at kunne være en del af radikal politik, retorik og toiletvaner.

Endelig kom tidspunktet for at slippe den tilbagevendende tvangstanke, at de radikale burde kunne forstås med fornuftens organer, men alligevel skal der råbes vagt i gevær. Vi lever trods alt i et velfærdssamfund, hvor kompetente mennesker arbejder lige til stressgrænsen for at redde andre, der tilsyneladende af egen fri vilje har kurs mod nedtur og - hvad de fleste kan se - den rene elendighed.

I stedet for politianmeldelse, dna-analyser af lokumsbrætter samt intensiv videoovervågning burde socialministeren og hendes bagland træde i karakter. Det står lysende klart, at de radikale er på gal kurs og har brug for hjælp.

Jelved tager skraldet

2006-11-11T00:02:00.000+01:00

Den radikale leder, Marianne Jelved, har meddelt omverdenen, at hun personligt tager skraldet, hvis partiets anden vej viser sig at ende i en blindgyde. Hun lover at forlade lederposten, hvis ikke vælgerne bider på krogen og belønner partiet. Men hun fortæller ikke, hvor hendes tolerancetærskel med de genstridige vælgere ligger. Samtidig gør hun klart, at alt havde været i sin skønneste orden, hvis ikke Naser Khader havde brudt en aftale og var gået for tidligt til pressen med meddelelsen om, at de radikale ikke længere var forlovet med Helle Thorning og socialdemokraterne. En beslutning, der fik den konsekvens, at Jelved begyndte at pege på Jelved som mulig statsminister.

Vi får også at vide, at bruddet med Helle Thorning blev annonceret på et tidspunkt, hvor de radikale ikke var forberedt!! Internt i partiet var det åbenbart aftalt, at skilsmissen fra Helle skulle offentliggøres af Jelved – og på et senere tidspunkt. Hvordan den indre logik i denne varmluftsballet kommer til udtryk, løfter Jelved ikke sløret for.

Så fik de dén, vælgerne, det er deres skyld, hvis bygningen ramler. Kun guderne og Jelved ved, hvornår den radikale leder vil bøje sig for stemmeafgivningen her i landet. Hvor mange skal ikke stemme på liste B, før vi må tage afsked med den anden vejs kamikazechauffør?

Endnu en gang viser det sig, at Naser Khader er Det Radikale Venstres egentlige problem, og Jelveds taktiske manøvre har det klokkeklare formål at flytte fokus fra indholdet af den anden vej til tidspunktet for dens annoncering. På den måde prøver hun at tørre en god del af ansvaret for en potentiel radikal nedtur af på Khader.

Alt tyder på et kommende opgør om lederposten i partiet. Khader og Vestager står overfor hinanden, men de to kan med lethed fare så meget i totterne på hinanden, at partiet må bringe andre navne i spil. De lange knive blinker i den skrå novembersol, og det bliver ganske fornøjeligt at følge de kreatives interne blodbad.

Jelveds udtalelser er endnu et forsøg på at give Khader et gok i nødden, for der er ikke noget nyt i, at en partileder må tage sit gode tøj og gå, hvis hans eller hendes projekt går i vasken og vælgerne flygter. Men for en radikal er det ikke noget, der er kommet ind med modermælken. Zahle fik i 1920 en fyreseddel af Chr. X, fordi den daværende regering ikke længere nød befolkningens og regentens tillid. Zahle faldt på grund af økonomien og spørgsmålet om Slesvig. Ved det efterfølgende valg kom en ny regering til magten, og de radikale indkasserede et historisk stort nederlag.

Virkeligheden er rykket en kende nærmere de kreative, og det er ved at gå op for dem, at selv om de vælger at køre en anden vej, så gælder færdselsloven også dér.

Illustration: Erik Svinding Olsen

Russiske rigdomme

2006-11-07T22:26:00.000+01:00

Der er mange, der kritiserer Rusland sønder og sammen. De kan ikke lide Putin og den russiske udgave af demokrati, kriminaliteten er for høj, vodkaen er elendig og frosten for hård. Vesten har stadig forbehold overfor naboen i øst, og kloge hoveder fyrer vægtige argumenter af, når forbeholdene bliver analyseret. Sortseere vil altid kunne finde noget, der bringer deres galde i kog. Nu må det imidlertid være på sin plads at sætte fokus på de rigdomme og herligheder, der flyder i det genfødte Rusland, og på de indlysende forbedringer, der har fundet sted i de sidste snart to årtier.

Rusland er ikke længere et kommunistisk fængsel. I 70 år red kommissærerne på ryggen af det udpinte folk, der var frataget ansvar og mulighed for at søge lykken på egen hånd. I tre generationer led russerne under dette diktatur, der var kendetegnet ved at slagte sine egne i et hidtil uset omfang. At tro at man i løbet af 16 år kan omforme denne kolos, så den bliver lige så fredelig som et menighedsrådsmøde i et dansk folkekirkesogn, er det samme som at kræve, at den nu fyrede nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, skal levitere.

I Moder Rusland er der så meget gas og olie, at omverdenen af helt naturlige årsager er grøn af misundelse og spekulerer sig søvnløs over, hvordan den skal få en bid af kagen. Energien ligger deponeret i et bredt bælte under permafrosten og venter på at blive pumpet op. Der er ikke det strategiske metal, der ikke findes i den russiske jord, så når regningen skal gøres op, viser det sig, at Rusland er verdens rigeste land. Det er bare ikke noget, der bliver snakket særligt højt om. Og der er andre herligheder i zarens gamle rige.

Russerne leverer verdens bedste kvindetennis. Og specielt Maria Sharapova og Elena Dementieva er værd at holde øje med. Det russiske tennismirakel kom som et pludseligt forår for en del år siden, da Anna Kournikova gjorde sin entre. Sammen med Martina Hingis blev Anna junior-Wimbledonmester i damedouble. Siden havde Kournikova svært ved at gøre sig gældende – rent sportsligt. I flere år efter mesterskabet spillede hun ufortrødent videre til manges jubel. Hver gang hun gik på banen, sad man derude bag skærmen og bad inderligt om tre sæt med en overdosis tiebreak.

Da tonede Maria Sharapova frem. Rent sportsligt overgik hun Kournikova med et hav af titler og fremragende ketcherføring. Hendes landsmand, Elena Dementieva, fulgte med et stykke af vejen i de sportslige præstationer og er altid en fryd at se på banen.

Der er et andet Rusland end det, sortseerne maler på væggen. Et Rusland der af Lenin og hans slagtere blev forhindret i at være på sejrsmagternes side i 1918. Et Rusland der af landsforrædere blev ført ud i et råddent og stupidt tyranni, der resulterede i en titanisk åreladning. Og et Rusland der nu søger tilbage til elementer fra før ragnarok for at forny sig og tage hul på fremtiden. Velkommen til Center Court!

Illustrationer: Maria Sharapova, Elena Dementieva
& Anna Kournikova

Dødsdømt demokrati

2006-11-05T19:32:00.000+01:00

Mange har givet udtryk for glæde over dødsdommen over Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein. Jeg har svært ved at deltage i jubelkoret. Det er fint nok for mig, at en storforbryder kommer for retten og bliver dømt efter fortjeneste, men det er ikke i orden at aflive ham, det er aldrig i orden at aflive nogen som helst. Det er så såre enkelt: man tager ikke andres liv.

Der kan opstå situationer, hvor mennesker føler sig i den grad truet på livet, at de vælger at slå først, og der kan opstå situationer, hvor et menneske begår den ultimative handling for at redde et andet liv. Saddam udgør imidlertid ingen fare for et Irak, der i forvejen er gået op i limningen og er ved at drukne i blod. Så motiverne til dødsdommen skal findes et andet sted: i hævnens og politikkens verden.

Kurdere og shiitter har af naturlige årsager hævnfølelser overfor Saddam, da det var de to befolkningsgrupper, der led mest under hans barske og morderiske regime. Så det er til at forstå, at der i det nordlige og sydlige Irak er tilfredshed med, at diktatoren er dømt skyldig i massemord. Men dommen er også politik. Shiitterne har magtfulde bastioner i landet, og mod øst sidder de iranske mullaher og glæder sig over, at Vesten synes magtesløs overfor den stigende indflydelse, Teheran udøver over de shiamuslimske masser. Borgerkrigen i Irak er brudt ud, og fortsætter den i samme spor som nu, vil shiitterne og dermed Iran komme styrket ud af konflikten. Det er en af de uundgåelige følger af felttoget i 2003.

Med dommen må de sidste utopister, der har kæftet op om et demokratisk Irak, indse, at deres propaganda i bedste fald har været genereret af uvidenhed og dumhed. Den irakiske regeringsleder var ude med riven allerede en dag før dommen faldt, da han proklamerede, at den eneste retfærdige udgang ville være dødsstraf. Han er i øvrigt selv shiamuslim.

Irak er ikke et demokrati og bliver det ikke i en overskuelig fremtid. Derfor er der ikke længere mening i, at danske soldater med våben og tab af liv er med til at holde den irakiske regeringskonstruktion flydende. Den danske krigsdeltagelse blev begrundet med, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, det havde Colin Powell jo sagt i FN, og diktatoren fulgte ikke FN-sporet. Når først regimet var nedkæmpet, ville irakerne af egen fri vilje vælge demokratiet, fordi det er en så indlysende rigtig styreform.

Det er rigtigt, at Saddam overhørte den ene Sikkerhedsråds-resolution efter den anden. Men det er jo lidt komisk at beskylde nogen for ikke at adlyde et FN, der selv blev afsløret i omfattende svindel med olie-for-mad programmet – med generalsekretærens søn i en hovedrolle. Og det pynter ikke på tingene, at Colin Powell sad og digtede i Sikkerhedsrådet, da USA og Storbritannien pressede på for at slippe krigen løs i Irak.

Det er på tide, at et samlet folketing tager sig selv i nakken for at få de danske tropper hjem fra Irak. Soldaterne har gjort, hvad de kunne og langt mere, end man med rimelighed kan forlange af dem. Deres arbejdsbetingelser er nu så dårlige, at der må ringes til fyraften. Blodet flyder, rundt om hjørnet lurer et Stor-Iran, og det mellemøstlige demokrati har end ikke kræfter til at banke på indersiden af det tilsømmede kistelåg.

Illustration: Claus Carstensen
Titel: "Hængning"

Kvinde min

2006-11-05T13:12:00.000+01:00

Hvor du er fager, min veninde, hvor du er fager! Dine øjne er duer bag sløret, dit hår som en gedeflok, bølgende ned fra Gilead, dine tænder som en nyklippet fåreflok, der kommer fra bad, som alle har tvillinger, intet er uden lam; som en purpursnor er dine læber, yndig din mund, din tinding som et bristet granatæble bag ved dit slør; din hals er som Davids tårn, der er bygget til udkig, tusinde skjolde hænger derpå, kun helteskjolde; dit bryst som to hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljer. Til dagen svales og skyggernes længes, vil jeg vandre til myrrabjerget og vellugtshøjen. Du er fuldendt fager, min veninde, og uden lyde.

Højsangen 4,1-7
Illustration: Edmund Brucker
Titel: "Nude"

Problemet Khader

2006-11-04T23:56:00.000+01:00

De radikale har fået et problem. De har opdaget, at der befinder sig en stemmesluger i deres midte, og det har bragt uro blandt de kreative. Stemmeslugeren er Naser Khader, manden der har tatoveret ordet demokrati på sin krop. En tidligere storbrugsuddeler har via Gallup fundet ud af, at Khader ved et valg ville trække tyve fuldfede mandater til sig – hvis han altså var formand for Centrumdemokraterne. Da det ser ud til, at Khader i den radikale optik opfattes mere som et problem end som et aktiv, har partibestyrer Jelved besluttet at hyre et reklamebureau til at maksimere partiets udbytte af den populære, nydanske politiker!

Partiets to fløje - konventionsfeministerne og metrosexualisterne, der har fostret endnu ikke overtrumfede talenter som Anita Bay Bundegaard og Simon Emil Ammitzbøll - kan øjensynligt ikke rumme alphahannen eller magte at tilbyde ham en tilfredsstillende, fremtrædende post, hvorfra han til partiets fordel kan kapitalisere sin popularitet. Det er svært at se, hvordan reklamestunts skulle kunne forandre partiets kultur og bringe blot en anelse fornuft i den radikale stammedans omkring den kreative sump, der på nyradikalt har fået betegnelsen den anden vej. Det er som om Jelved med sit reklamepåfund signalerer, at får partiet ikke mandatgevinst med hende ved roret, så kan det også være lige meget. Alt tyder på, at partilederen vil lade sin stamme gå planken ud, medmindre folketingsgruppen gør et eller andet ved hendes magtfuldkommenhed. Imod dette taler, at partiets to fløje synes at have samme holdning til problemet Khader, nemlig at holde ham i kort snor.

Et reklamebureau kan ikke gøre Naser Khader til leder af de radikale, og det kan heller ikke få partiet til at ændre kurs. Det er åbenlyst for alle, at Khaders holdninger ikke altid stemmer overens med partiets politisk korrekte overfladeglasur. På den anden side har han også sine periodiske tilbagefald, som da han postulerede, at der var forskel på, om den muslimske profet blev tegnet af en radikal ungdomspolitiker eller af et medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Efter 22 års radikal dressur er det ikke sikkert, at Khader tør bryde med partiet. Skulle det alligevel ske, er spørgsmålet: hvor skal han gå hen, hvilket parti har plads til alphahannens volumen. Skal han starte sit eget parti, som Glistrup og Erhard gjorde det? Selv ikke naboens kat tror, at Khader hopper på Møgelhøjs, CDs og Gallups dødssejler. Men noget skal der ske for at løsne knuden i Det Radikale Venstre, der paradoksalt nok har et af sine egne medlemmer som tidens største udfordring.

De moske-egnede

2006-11-02T23:46:00.000+01:00

Man kender dem på deres mangel på humor, og et sikkert tegn på den svigtende evne til at lokke smilet frem i andre er, at de ikke ejer skyggen af selvironi. Og det er her, hunden ligger begravet. Tag nu for eksempel Rune Engelbreth Larsen. Læs hvad han skriver og se, at humor og empati optræder lige så sjældent her som i Lenins breve, eller som i Hitlers beskrivelse af sit skæbnebestemte livsprojekt. Tilsyneladende tager Rune i sine skrifter andre mennesker i forsvar. Han mener, de har behov for hans omsorg og maniske forfølgelse af etniske danskere. Men han umyndiggør de mennesker, han påstår at forsvare. Runes holdning til muslimer er neokolonialistisk, fordi han øjensynligt lider af den vrangforestilling, at det Stasi-arbejde han udfører, hjælper dem til et bedre liv.

Men Runemanden er ikke den eneste af slagsen. Der er Jørgen Bæk Simonsen, Tøger Seidenfaden, den dobbelte Rothstein, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, David Trads, DefendingDumhed, Uffe Ellemann, de radikale og mange andre. Det er en sand perlerække af bedetæppebesiddende vrøvlehoveder, der mener sig i den grad intellektuelt overlegne, at resten af befolkningen skal tvangsfodres med deres profetunderdanige udgydelser. Hvorfor smider de ikke skoene, lukker kæften og tager sig en slapper i moskeen. Hvorfor drager de ikke konsekvensen af deres egne ord og konverterer til fredens religion? De burde blive modtaget med åbne arme efter deres ihærdige piloteringsarbejde.

Savner et menneske humor, og dermed selvironi, vil det altid søge grunden til alverdens dårligdomme i alle andre end sig selv. Derfor lægger de moske-egnede deres egen kultur og den kristne tro for had. De er udprægede redepissere, der færdes i delvist lukkede og delvist eksklusive kredse. Kontakten til de indfødte varetages gennem lobbyvirksomhed i de medier, de enten har direkte indflydelse på, eller som de gennem venner og venners venner har adgang til. Herfra spreder de budskabet om egen fortræffelighed og islams uovertruffenhed, mens de vitrioliserer den hverdag, det overvejende flertal af etniske danskere holder af og værner om.

De moske-egnede ser fjenden overalt, og de har en veludviklet næse for, hvor han kan finde på at skjule sig. Han er set i kolonihaverne og gemmer sit ansigt bag Dannebrog, mens han spiser de røde pølser, som ungerne henne i børnehaven ikke længere må få til frokost. Han lusker rundt i gemakkerne på Amalienborg og spænder ben for republikken. Men værst af alt: han har penetreret den demokratiske valghandling og er vandret ind i folketinget, hvor han tilmed har erhvervet sig en B-aktie i regeringsmagten. Værre kan det næsten ikke blive!

Hold på hat og briller

2006-10-31T22:50:00.000+01:00

Der sker noget for tiden i oppositionen, og det er partier såvel i som udenfor folketinget, der udviser tegn på forøget aktivitet. Tingene udvikler sig dramatisk fra dag til dag. Fantasien kender ingen grænser, når det drejer sig om fikse ideer til at sikre sit parti en plads i den skatteyderbetalte varmestue på Christiansborg, eller når der leges flaskeleg om hvem, der skal regulere termostaten. Senest har det tavse parti, Centrumdemokraterne, ladet sin røst høre fra det hinsidige. CDs leder, tidligere formand for FDB, Bjarne Møgelhøj, har fået Gallup til at regne ud, at hans parti ville score 20 mandater ved et valg, hvis Naser Khader var formand! Det er uvist, om dividendebaronen er træt af at have ansvaret for det parti, dynastiet Jacobsen styrede som en lightudgave af Nordkorea, men han har i hvert fald tilbudt Khader posten samt opgaven at rejse CD fra graven. Indtil videre siger den radikale politiker pænt nej tak.

Efter Erhards og Mimis farvel gik tæppet ned for partiet, der om noget forstod kunsten at surfe på letfattelige enkeltsager, en disciplin der mest af alt minder om et væddeløb på kængurustylter: mens man er i luften, skal man tage stilling til næste afsæt. Sådan bevægede CD sig i to årtier fra valg til valg, men i 2001 var styltens fjeder slidt op, og Mimi gik på aftægt i Red Barnet. Kun dynastiets karisma og veludviklede evne til at skabe debat ved at være uforskammet forlængede partiets levetid udover blestadiet. Det er imidlertid kompetencer, som Møgelhøj ikke er i nærheden af at besidde, og det er måske på den baggrund, jobtilbuddet til Khader skal anskues. Det lugter af ren desperation.

Gallups måling ligner bestilt arbejde, der skal hjælpe centrumdemokraterne og deres potentielle vælgere til at drømme om gamle dage, hvor Erhard ene mand kunne fjedre sig over spærregrænsen og kun blev overgået af Glistrup. De tidlige 70’ere var de politiske miraklers tid, en psykedelisk indian summer med munkemarxistiske abstinenser, hvor næsten hvem som helst kunne forføres til at stemme på næsten hvad som helst. Men nu er tiden en anden, og vælgerne har anderledes alvorligere ting at tage stilling til. Derfor virker Møgelhøjs Gallupmåling og hans leflen for Khader som en alt for sen sommerspøg på linje med Villy Søvndals solskoldede fantasi om statsministerposten. Var der nogen, der sagde klimaforandring?

De mange veje

2006-10-30T23:25:00.000+01:00

De radikale vil gå den anden vej, der ender blindt i Marianne Jelveds håndtaske. Kristendemokraterne har bekendtgjort, at skulle de komme i folketinget ved næste valg, vil de ikke pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. På den anden side har de endnu ikke gjort op med sig selv, om de foretrækker Helle Thorning-Schmidt eller Jelved som landets politiske leder. Enhedslisten har som det eneste parti uden tøven peget på Thorning i den erkendelse, at hun er oppositionens eneste reelle bud på en statsminister. Imens lægger Helle sin make-up og venter på, at varylerne besinder sig.

Af gode grunde bliver SF omtalt til sidst. Der er nemlig gået ged i partiets orienteringsevne. Villy Søvndal har nøje gransket udbuddet af statsministerkandidater og fundet ud af, at der er flere velkvalificerede emner, herunder ham selv! Til Berlingske netavis, 30. oktober, udtaler det folkesocialistiske orakel: ”SF vil først diskutere indhold og så statsministerposten til sidst. Og hvis vi ikke kan blive enige, så kan vi jo pege på en selv.” Det lyder, som noget vi har hørt før. Gad vide om Villy - må Lenins balsamerede legeme forbyde det – overvejer en videreudvikling af de radikales seneste mediegimmick og er på vej til at lancere den tredje vej med sin egen ophøjelse som klimaks? Hvilken optimisme og hvilken vits. Det er nu nogle lune typer, de SF’ere. Det er paradoksalt, at Enhedslisten i denne omgang ser ud til at være det eneste oppositionsparti, udover Helles, der fatter, hvad der skal til for blot at have en chance for at kunne slå Fogh.

De forhenværende

2006-10-29T16:28:00.000+01:00

I periferien af dansk politik, derude i dunkelheden hvor glemselen er evigt truende, gungrer tre afdankede elefanter rundt og mindes de gode, gamle dage i rampelyset. De taler med tårer i øjnene om magtens sødme, de bonede gulve og om den gang det var dem, der satte dagsordenen og kursen mod en bedre verden. Ind imellem tager de sig sammen og bruger snabelen til at hvirvle tørt savsmuld op i luften for at irritere de aktive politikere og belære dem om, at de ikke har opfundet den dybe tallerken.

Lørdag den 28. oktober udtaler den forhenværende konservative statsminister Poul Schlüter til Jyllands-Posten, at ”kulturen i Dansk Folkeparti er rædselsfuld”. I samme åndedrag siger han også, at DF ikke er til at komme udenom, når VK-regeringen skal have sin politik ført igennem. Schlüter støtter den nuværende udlændingepolitik, men bryder sig ikke om DF’ernes retorik!

Hvorfor nu dette snabelbøvs fra Schlüter? Det går jo udmærket for de konservative. Ikke siden den gamle ræv selv var ceremonimester, har partiet haft så stor indflydelse på dansk politik. De konservative ministre kan takke DF for deres ministerpension og deres taburetter. I nyere dansk politisk historie har der ikke været et så loyalt støtteparti som Dansk Folkeparti. Men det vil de konservative ikke åbent indrømme. Årsagen er, at DF har langet ud efter to af Bendtsens ministre, og det skal ikke gå i glemmebogen. Schlüter har med sine udtalelser om DFs kultur lagt sig på linje med Poul Nyrup, chefredakTøger Seidenfaden og andre kemisk rensede populister, der mener, at Pia Kjærsgaard og hendes partifæller ikke er stuerene. Men virkeligheden viser jo, at partiet øjensynligt er rent nok til at holde de konservative i ministerkontorerne.

Samme lørdags aften tonede forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen frem på skærmen i DR2-programmet Clement Kontra. Anledningen var Uffes nye bog, Det Lysner I Øst, der handler om EUs ekspansion efter Murens fald. Clement roterer så vildt og inderligt på sin stol, at man kunne have ham mistænkt for at sidde på DRs største hæmoride. Programmet startede med den rituelle tilsvining af Dansk Folkeparti, hvorefter Uffe og Clement forsvandt i de mere uinteressante aspekter af EU-samarbejdet. Det havde været mere interessant at høre, hvorfor Uffe legede fritidsimam under muhammedkrisen tidligere på året. Og det havde været det rene dynamit, hvis Uffe havde forklaret, hvordan EU gennem Middelhavsaftalerne har bundet sig til at tage imod millioner af arbejdsløse muslimer til gengæld for at få adgang til den arabiske olie. Aftalerne er indgået uden befolkningernes viden og mandat og skal ifølge planen nå en foreløbig kulmination ved Tyrkiets indtræden i Unionen.

Den tredje og sidste elefant henslæber sin cirkuskarrieres efterår i Europaparlamentet, dette babelstårn, hvor brugte politikere kommer på aftægt. Her bestiller forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke andet end konstant at undsige den demokratisk valgte danske regering, når den ikke vil bøje sig for islamiske pressionsgrupper. Som fadder til det politiske stuerenhedsbegreb er han ansvarlig for den afstumpethed og korrekthed, der har forurenet dansk politik de sidste mange år. Han glemmer blot at fortælle, hvorfor det er så vigtigt at dæmonisere Dansk Folkeparti og forsøge at holde det udenfor reel politisk indflydelse. DF er nemlig den største danske trussel mod Middelhavsaftalerne. Var det kun indvandringen, DF var imod, var det til at bære, men partiets holdning til EU er den væsentligste grund til, at det konstant forsøges marginaliseret. Det er imidlertid ikke en argumentation, man kan proppe ned i halsen på danske vælgere, der deler den samme skepsis overfor Bruxelles. Derfor er kampagnen mod Dansk Folkeparti koncentreret om de fremmede og tonen i debatten. Det er mere luftige og følelsesmæssige begreber, der er lettere at manipulere med.

Da DF i 2001 blev VK-regeringens støtteparti, blev der en bedre balance mellem de stuerene og de ikke-stuerene. Men kampen fortsætter, så længe Middelhavsaftalerne står ved magt. Derfor trækkes de gamle elefanter fra tid til anden ud af stalden for at give endnu et sturt nummer. Men som tiden går, bliver det forhenværende mere og mere tydeligt, og det bliver lettere at se hulheden i den kampagne, der trods forskellige partipolitiske udgangspunkter, har bragt de tre affældige snabeldyr sammen.

Kosovo skal forblive serbisk

2006-10-28T21:23:00.000+02:00

Under FNs lidet beskyttende vinger forhandles der for tiden om Kosovos fremtid. Nato rev i 1999 provinsen ud af serbernes hænder efter en opstand blandt provinsens muslimske albanere, der havde fundet støtter i de vestlige nationer. Tyveriet ser nu ud til at blive konfirmeret af FN, der har sat udgangen af året som deadline for forhandlingerne. Får albanerne og deres vestlige venner gjort Kosovo selvstændig, er Storalbanien en realitet. Det var målet for Mussolini og Hitler under Anden Verdenskrig, men projektet blev forpurret ved de allieredes sejr over mørkets ambassadører.

Det Tredje Riges samarbejde med islamiske organisationer er veldokumenteret, og det skriger til himlen, hvis dette Usselhedens Projekt nu bliver en realitet under de vestlige demokratiers regime. Og det betyder også, at den islamiske ekspansion i Europa bliver yderligere styrket. Det er en historisk kendsgerning, at den serbiske nations fødsel fandt sted i Kosovo, og det er også en historisk kendsgerning, at tyrkerne i 1389 besejrede serberne på Solsortesletten og indledte 500 års undertrykkelse af de kristne.

Det langvarige islamiske diktatur på Balkan er den egentlige, udløsende faktor for de borgerkrige, der hærgede området i 1990’erne. Vestens ageren i disse krige var altid vendt mod de serbiske befolkningsgrupper, der boede i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Afstraffelsen af dette lille og stolte folk ved Sava og Donau, som i to verdenskrige var de allieredes våbenfælle, er nu inde i sin skingre slutfase.

Serberne skal til stemmeurnerne og fastlægge deres fremtidige forfatning, og den serbiske regeringsleder, Kostunica, opfordrer sine landsmænd til at stemme for Kosovos forbliven som serbisk provins. Kosovos tilbageværende serbere fører en utilstedelig tilværelse på Nato-soldaternes nåde, og deres fremtid ser meget dyster ud, hvis albanerne overtager den fulde kontrol med området. Problemet er, at den serbiske nation har få venner i det internationale samfund, der vil tale deres sag og sætte en stopper for yderligere etnisk udrensning af provinsens kristne samt forhindre ødelæggelsen af klostre og kirker. Albanerne har flere gange bevist, at får de muligheden, bliver den serbiske kulturarv jævnet med jorden.

Cafe Blindgyden

2006-10-28T00:48:00.000+02:00

De radikales anden vej fører ingen steder hen. Ideen om at parkere Marianne Jelved i statsministeriet bliver for tiden fremført med langt mindre patos end for blot en måned siden, og troen på projektet svinder blandt Cafe Blindgydens kreative stamkunder. Det forhindrer dem imidlertid ikke i at debattere globaliseringens velsignelser i EU-godkendte termer, på samme måde som karismatisk kristne vrøvler så gudsjammerligt, når de mener sig ramt af Helligånden.

Seneste meningsmåling viser fortsat borgerlig regering og radikal tilbagegang, ikke just det sjoveste resultat, når man har forlangt at blive vist i målingerne i en selvstændig tredje blok. Det ellers så sikre politiske instinkt synes at have forladt den radikale ledelse for at søge asyl hos Helle Thorning-Schmidt. Den socialdemokratiske Barbie er begyndt at stille sin mandatsult. Det er en belønning fra vælgerne for ikke at have deltaget helhjertet i den øvrige oppositions demagogiske og skingre felttog mod regering og støtteparti.

Det Radikale Venstre er ikke noget parti i traditionel forstand, det er en livsstil, en måde at vise, at man er veluddannet, intelligent, kreativ og indtil det krybende politisk korrekt. En radikal vil hellere ses som metroseksuel end blive set i en kolonihave med øl på flaske og et flagrende Dannebrog i baggrunden, for kolonihaven er højrenationalismens højborg. Her brygges de fæle tanker, der – hvis de ikke ukrudtsbekæmpes – fører direkte til fremmedhad og dårlig omtale i udlandet, Politiken og Information.

For en radikal er udlandets syn på Danmark vigtigere end danske vælgeres syn på virkeligheden, det internationale er vigtigere end det nationale, og Marianne Jelveds ambitioner er vigtigere end sund fornuft. Denne særegne radikale demokratiopfattelse betyder endvidere, at det er lige så vigtigt at favorisere mindretallets religion, som det er at få slettet folkekirken i Grundloven.

Der er ikke længere så god stemning på Cafe Blindgyden. Det er ikke som under Nyrup, hvor de radikale kunne gå på vandet. Nu frister de tilværelsen som drivtømmer i en iltfattig fjord. Baglandet kræver en ny leder. Mange menige medlemmer kan se, at Jelved er blevet svimmel af sin egen retorik. Ordene er blevet mere forblommede i takt med, at indholdet er fordampet. Selv ikke en gratis cafe latte ved cafebordene vil hjælpe på humøret. De radikale må gå den anden vej alene.

Nu må tiøren da snart falde....

2006-10-26T21:02:00.000+02:00

Det er en helt utrolig stædighed, der præger Abu Laban, Islamisk Trossamfund og andre muslimske foreninger i kontroversen om Jyllands-Postens herostratisk berømte og ganske harmløse tegninger fra 30. september 2005, de såkaldte muhammedtegninger. Selv efter tre juridiske afgørelser vælger sagsøgerne at fortrænge den kendsgerning, at Danmark er et frit og demokratisk land, hvor ytringsfriheden står skrevet med flammeskrift i Grundloven.

Den sagnomspundne tiøre vil simpelthen ikke adlyde Newton og falde frit. Abu Laban har boet så mange år i landet, at han burde kende til den lille mønt - også selv om Nationalbanken ikke længere finder det relevant at præge flere af dem.

Nu har byretten talt og frifundet den dynamiske redaktørduo, Juste og Rose, for overtrædelse af injurielovgivningen. For alle fornuftige mennesker i landet kom det ikke som nogen overraskelse, og ligeledes var det til at forudse, at afgørelsen nu ankes til landsretten. Når denne instans har konfirmeret byrettens afgørelse, må Laban & Co. satse på den internationale jura for at holde den bulede gryde i kog.

Både statsadvokaten i Viborg og rigsadvokaten har tidligere afvist, at Jyllands-Postens tegninger på nogen måde kunne tolkes som blasfemi eller racisme, men disse juridiske afgørelser virkede blot som vand på en gås. Laban & Co. fortsatte ufortrødent kampen mod ytringsfriheden alene for at afsøge, hvor langt en demokratisk forfatning kan presses til at inkorporere elementer af den islamiske sharialovgivning.

En islamisk tommelfingerregel siger, at når muslimerne udgør 10% af et vantro lands befolkning, er det muligt at lægge så stort pres på statsapparatet, og dermed samfundet som helhed, at det kan drejes i den ønskede retning. Herudfra kan vi konkludere, at muslimerne tæller mere præcist end Danmarks Statistik. Til gengæld kan vi med glæde konstatere, at landets lovgivning og retssystem ikke tillægger tommelfingeren nogen særstilling blandt legemets lemmer.

Det er på den baggrund, vi skal forstå den islamiske insisteren på at overbebyrde retssystemet med tomme anmeldelser. Denne hykleriske omsorg for juristernes beskæftigelse deles af islamisternes danske medløbere, senest illustreret af 66 kulturpersonligheder fra anden division, der har politianmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for overtrædelse af straffelovens § 266b.

Denne sag drejer sig ikke om tegninger eller om paragraffer. Den går i al sin enkelhed ud på, at muslimer ønsker de vantro underkastet Koranen. For tiden bruger islamisterne i Danmark de juridiske kanaler, men spørgsmålet er, hvornår der kommer andre boller på suppen. Vi har set, hvordan der blev reageret på tegningerne i den muslimske verden, og vi har set hvad det sker, når muslimske bydele i Europa koger over. Måske findes der også en islamisk langfingerregel der angiver, hvornår Laban & Co. føler sig stærke nok til at skrue bissen yderligere på og vise os de næste kapitler i manualen.

Farveladeballade

2006-10-24T21:27:00.000+02:00

De radikale har endnu en gang slået et slag for deres parti og meddelt alle opinionsinstitutter, at de ønsker at blive vist i en tredje blok i en selvstændig farve, når de grafiske resultater af mandatfordelingen i folketinget efter et prøvevalg bliver offentliggjort.

De kreative vil ikke længere finde sig i at blive set sammen med Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne i den røde blok, og i regeringsfløjens blå gevandter ønsker de heller ikke at optræde. Margrethe Vestager har fået den vigtige opgave at bringe den jelvedske forordning til folkets kundskab, og hun har udført opgaven med en alvor, som ellers burde reserveres vigtige og afgørende sager. I stedet for at tie den dårlige vittighed ihjel har det radikaljournalistiske vælgerkorps udbasuneret forordningen i alle medier.

For at vise deres demokratiske sindelag har de kreative ikke forlangt en specifik farve til brug for opinionsinstitutternes tredje blok, men ifølge forordningen må den i hvert fald ikke være sort. Som så mange gange før er det lykkedes de radikale at sætte en dagsorden, der udelukkende består af varm luft. Der er gået en hel generation af økologiske ballonpustere og –sælgere tabt i partiet.

Til gengæld er der klar matematik i de radikale udmeldinger, og regnestykket er stillet op, så næsten alle kan følge med. Det startede med én leder og én statsministerkandidat, Marianne Den Første, så kom Den Anden Vej og nu altså Den Tredje Blok. Må guderne beskytte os imod Den Fjerde.

En ægte ven

2006-10-23T19:12:00.000+02:00

Flere af de 66 personer, der har anmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for overtrædelse af straffelovens § 266b, har for tiden travlt med at forsvare deres anmeldelse i de danske aviser. Det er rimeligt fantasifuldt, hvad de begrunder deres handling med, og de undslår sig ikke for at tage celebre historiske personer som gidsler i deres felttog. Som vidner føres eksempelvis Platon, Sokrates og Martin Luther. Den mest patetiske af de bodsgungrende anmeldere er uden tvivl Peter Tudvad, der anser Søren Krarup for sin ven og derfor føler behov for at retfærdiggøre sit angiveri overfor ham.

21.10.06 skriver Tudvad om Krarup i Information: ”Under frokosten er han min ven, i medierne er han en offentlig persona, der som sådan kan siges imod og stilles til ansvar for sine ytringer.” Mage til selektiv skizofreni er sjældent set på tryk. Hvis det er Tudvads definition på venskab, skal der herfra udtrykkes medlidenhed med hans omgangskreds. Et andet sted skriver han: ”En af dem omfatter jeg med mit venskab og har jeg for ikke længe siden klinket med til min runde fødselsdag.” Hejsahopsada, sikke en fødselsdag, sikke en fest og sikke en vært!

Ja, hvad skal man med fjender, hvis man har venner af denne kaliber? Tudvads forsvar for at falde sin ven i ryggen kradser mod bunden af ynkelighedens brønd. Vi tager lige en godbid mere: ”Når vi skåler eller spiser frokost sammen, kan der også godt ryge et par finker af hans pande, men når det sker i et privat forum, kan ytringerne naturligvis ikke subsumeres under straffelovens bestemmelser om offentlige og især propagandistiske udtalelser.”

Bortset fra det åbenlyst forvrøvlede ligger der også en speciel radikalhumanistisk opblæsthed i ytringen. Hvordan kan det være, at Tudvad ikke selv får ar på sjælen af Krarups pandefinker? Skal politianmeldelsen bruges til at skræmme den gemene hob fra at stemme på Dansk Folkeparti, en hob der i sagens natur står langt under Tudvad, når det kommer til at vide, hvad der er bedst for det danske samfund? Det må være en sand lidelse at være Peter Tudvad, tvunget til - som han åbenbart føler sig – at agere stikker overfor sin ven efter at have brudt brødet med ham.

Som en sidste hån overfor Krarup skriver Tudvad i slutningen af sit epokegørende epos: ”Så meget er min ven og jeg i det mindste enige om, nemlig at vi ikke behøver statens vejledning om takt og tone, når vi spiser, klinker og fester. Skål, min ven!”

Det er svært at afgøre, om man skal le eller græde over denne Tudvad. Men hans talenter er åbenlyse, og det er beklageligt, at Stasi og DDR ikke længere eksisterer. Man kan næsten se ham som medarbejder på det Stasi-kontor, der vejledte nye agenter i at angive venner og familiemedlemmer for at tale ondt om den totalitære stat. Velbekomme!

Første ombæring

2006-10-22T23:24:00.000+02:00

Så måtte også jeg have en blog.