lørdag, april 21, 2007

Hvor blev hammer og segl af?

Det er ofte i detaljen, det større perspektiv ligger gemt, og det er i udeladelsen, det egentlige budskab skal høres, som for eksempel i mediestormen over tre medlemmer af Dansk Folkeparti, der har ytret sig om islams totalitære natur og efterfølgende er blevet politianmeldt af repræsentanter for samfundets egentlige reaktionære. Da Søren Krarup udtalte sig fra folketingets talerstol, var han omhyggelig i sit ordvalg, og han gav venstrefløjen, de (kultur)radikale og deres våbenbrødre i medierne den madding, han vidste, de ville bide på. Krarup gjorde det muslimske tørklæde til et totalitært symbol på linje med kommunismens hammer og segl og nazismens hagekors (i nævnte rækkefølge), men hammer og segl røg ud af mediernes og de stuerene politikeres udlægning af budskabet. Signalværdien af tørklæde og hammer og segl er ikke af samme karat som tørklæde og hagekors. Havde medierne nøjedes med førstnævnte sammenligning, var der ikke blevet nogen mediestorm. Allerhøjest ville en Frank Aaen måske have svunget sig op til en slet skjult hyldest af den rådnende mumie på Den Røde Plads, men længere var det ikke kommet.

Nu er medlemmerne af Dansk Folkeparti imidlertid ikke de eneste, der kan se islams totalitarisme, og Gud ske tak og lov for det. Winston Churchill omtalte Hitlers Mein Kampf som den nye Koran, og Karen Blixen beskrev i Breve fra et land i krig lighederne mellem nazismen og islam. Krarup er således på solid grund, når han beskriver islam som en totalitær ideologi, og han er ikke skræmt til tavshed af det faktum, at henved halvanden milliard mennesker lever under Allahs diktatur. Når hagekorset har større resonans end hammer og segl, skyldes det primært 50 års intens påvirkning i uddannelsesinstitutionerne, hvor venstrefløjen enøjet har fokuseret på det nazistiske regimes uhyrligheder, mens den behændigt har undgået en lignende kritik af kommunismen. Man pisser jo ikke i egen rede. Først med den borgerlige regering i 2001 og VKO-flertallet i folketinget er der kommet pondus i analysen af den røde terror og dens massemord. Denne historiske skævvridning bruges i dag af tidens totalitære alliance mellem venstrefløj, kulturradikalisme og islamisme i et patetisk forsøg på at skjule islams åbenlyse ligheder med forrige århundredes psykopat-ideologier.

Morten Messerschmidts udtalelser om islams evne til at producere tabere satte ligeledes sindene i kog på forudsigelig vis. De reaktionære er af den overbevisning, at man ikke uden sanktioner offentligt må beskrive, hvorledes de muslimske lande halter efter, hvad angår produktivitet, kreativitet, økonomisk udvikling, velfærd, menneskerettigheder, frihed til kvinder og børn samt parlamentarisk demokrati. Herhjemme viser det sig nu, at den muslimske fætter-kusine-indavl medfører et øget pres på folkeskolens hjælpeklasser. I muslimsk dominerede boligområder er der større sociale problemer end andre steder, og kriminaliteten er tilsvarende mere omfattende. De sande reaktionære påstår, at dette skyldes danskernes uvilje mod de fremmede, mens andre, der stikker spaden lidt dybere, kan se, at det er menneskers accept af en totalitær ideologi, der er hovedårsagen til den udeblevne integration. Det er ikke kolonihaver, røde pølser, Dannebrog eller lifligt øl, der holder indvandrere ude af arbejdsmarkedet, men derimod Allahs forordninger samt det eksempel, Muhammed gav sine trofaste til efterfølgelse. De reaktionære svindler med årsag og virkning for at lokke befolkningen med i den nye globaliserede verdensorden, der rummer en totalitarisme af hidtil usete dimensioner.

Mogens Camre mente om Asmaa Abdul-Hamid, at hvis hun virkelig troede på hellige krigere og de 72 jomfruer, der ventede hver enkelt af dem efter døden, kunne hun måske have behov for behandling. Det er svært at sige, om han har ret i den påstand. Men det er der andre af hendes trosfæller, der har, altså behov for psykiatrisk behandling. 40 % af de psykisk syge kriminelle har indvandrerbaggrund. Camre er nu også politianmeldt og har desuden trukket sine udtalelser tilbage. Alle ved imidlertid, at manden faktisk mener, hvad han siger, og han trak da også først sine udtalelser tilbage efter at have været til spanking hos Pia Kjærsgaard. Det var ikke indholdet, Camre beklagede, men mere formen. De reaktionære prøver ustandseligt at afspore debatten ved at bringe straffelovens §266b på bane. Det er ynkeligt at overvære og minder mest af alt om en knogleskør stakkel, der sætter sine sidste penge på en ormædt stok i forsøget på at nå over fodgængerovergangen, inden lyset skifter, og trafikken kommer livstruende på tværs.

Stridens genstand, Asmaa Abdul-Hamid, vil, hvis hun bliver valgt til folketinget for Enhedslisten, bære det muslimske tørklæde, når hun betræder tingets talerstol. Det var dette standpunkt, der fremkaldte DF’ernes reaktion. Asmaa har udviklet sig til en smart politiker, der nøje overvejer sine ord. Gennem hendes ansættelse som studievært på DR2 har licensbetalerne givet hende den fornødne skærmtræning, og hun bliver derfor flittigt brugt af koncernen som ekspert, hver gang islam sættes på dagsordenen. Sammen med Abdul Wahid Pedersen udgør hun mediernes dynamiske, islamiske duo. Men ingen af de to formår af skjule deres totalitære og fundamentalistiske tilbøjeligheder. Som sand reaktionær excellerer også Asmaa i strategiske udeladelser, når hun giver sin mening til kende. Da hun i kølvandet på sine udtalelser om tørklædet på folketingets talerstol igen blev spurgt om sin holdning til dødsstraffen, svarede hun, at dødsstraf ikke hører hjemme i et demokrati. Selvfølgelig fulgte journalisten ikke op på svaret ved at spørge, om det så var i orden at aflive indsatte i muslimske lande. Det kunne jo have sat Asmaa i et dårligt lys og givet seerne mulighed for at oversætte hende korrekt, nemlig derhen, at så snart islamisterne får regeringsmagten, vil sharia være gældende lov. Og hvorfor? Fordi det, som imam Pedersen så smukt har formuleret det, ikke er op til menneskene at sætte spørgsmålstegn ved Koranens ord. De skal efterleves bogstav for bogstav. Asmaas medlemskab af samme klub, som også Frank Aaen frekventerer, beviser til fulde det åndelige slægtskab mellem hammer og segl og det muslimske tørklæde. Den totalitære ideologi har gennem historien båret mange forskellige gevandter, men det kolde og beregnende hjerte har altid været det samme.

søndag, april 01, 2007

Flugten fra arkivet

Denne blogs forside er sat til at kunne rumme 10 indlæg. Det 11. går bort til arkivets dunkle gange, og en hverdag i glemsel og tænders gnidsel sætter ind. Det var det, der skete med indlægget ”Russiske rigdomme”, som er prydet med fotos af Maria Sharapova, Elena Dementieva og Anna Kournikova, tre tennisstjerne, der (udover ketcher-fællesskabet) deler den skæbne at have et overdådigt ydre. Det har været med dyb beklagelse, jeg har set de tre skønheder glide ned ad siden i takt med, at nye indlæg på skift indtog øverste position. Det er derfor med glæde, jeg kan annoncere Maria Sharapovas vellykkede flugt fra arkivet. Somme tider sker der ting, man ikke kan kontrollere, men som blot må tages til efterretning. Dette er én af dem.

Ved nærmere eftertanke ville det da også være synd og skam, hvis Maria ikke fik mulighed for at lade solens stråler danse på sin guddommelige krop. Der må være en konvention et sted, der forbyder arkivets glemsel. Gad vide, om de radikale kan støve den op, de har jo forstand på den slags som ingen andre i universet. Sharapova er en udpræget vindertype, der gang på gang ryster sin modstander ved at vende et truende nederlag til sejr. På den vis er hun en ægte russer. Det folk tåler mere modgang end gennemsnittet. Så derfor skal hun få lov at beholde sin førerstilling i et stykke tid. Herfra skal lyde et trefoldigt leve for den russiske havfrue.

Foråret er over os og gør sit til, at vi bliver en smule skøre i de stigende varmegrader. Nu er det snart påske, og Danmark holder fri. Vær gode ved hinanden derude i landskabet, nyd solen, familien og vennerne. Giv skønheden, såvel den indre som den ydre og i alle dens fremtrædelsesformer, solide vækstbetingelser og tænk på, at der ikke er så lang tid til Wimbledon-turneringen, som der har været. Så skal vi igen se Maria på græs.

Hans Hækkerup er ikke blevet klogere

Blot fordi man er udstyret med efternavnet Hækkerup, og blot fordi familiens medlemmer i umindelige tider har søgt at holde sulten fra døren ved at tigge vælgerne om stemmer nok til at komme i folketinget, er det ikke ensbetydende med, at man er blandt de skarpeste knive i skuffen. Dette er i allerhøjeste grad gældende i tilfældet Hans Hækkerup, forsvarsminister i Nyrup/Jelved-regimet og senere ”verdenssamfundets” første Pontius Pilatus i Kosovo, hvor han var primus motor i bestræbelserne på at gøre terror-organisationen UCK enerådende. Hans entusiasme under Natos sønderbombning af infrastrukturen i det daværende Serbien-Montenegro blev ivrigt luftet i medierne, og Hækkerup er stadig virksom i dæmoniseringen af serberne, senest i JP den 28. marts.

I Hækkerups JP- kommentar lyder underrubrikken: ”Serbernes nederlag i Kosovo-spørgsmålet skyldes ikke overmagten, men først og fremmest serbernes uduelighed og splittelse.” Det tyder på et veludviklet eskapistisk begrebsapparat, når den tidligere minister ser bort fra 19 højt industrialiserede Nato-landes militære kapacitet, der blandt andet gav sig udtryk i tre måneders terrorbombning af mål i Serbien-Montenegro. Det kræver ligeledes et skævt forhold til virkeligheden, når man, som Hækkerup, ignorerer de mange tusinde ikke-albanere, der grundet Natos og UCKs aggression flygtede til Serbien, hvor de i øvrigt stadig lever som internt fordrevne.

Kosovos selvstændighed, altså et fuldbyrdet Storalbanien, var målet for kampagnen mod serberne, såvel militært som på PR-fronten, og det fremgår tydeligt af Hans Hækkerups kommentar, at han støttede, og stadig støtter, denne ”løsning”. Det var bare ikke noget, man talte højt om dengang. Det overvejende flertal af vestlige journalister åd Nato-propagandaen råt og videregav kritikløst organisationens udlægning af teksten. Bag Natos angrebskrig lå imidlertid en større ambition end Kosovos selvstændighed, nemlig at opnå kontrol over en landkorridor mellem Bulgariens Sortehavskyst og den albanske Adriaterhavskyst, hvorigennem en olierørledning nu er under projektering. Krigen blev officielt ført for at beskytte det albanske flertal (!) i Kosovo, men i realiteten faldt bomberne af hensyn til Vestens fremtidige energiforsyning. I dag er korridoren en realitet med Bulgariens indlemmelse i Nato.

Nato og UCKs tyveri af Kosovo blev aldrig sat i perspektiv i de vestlige medier. Her blev i stedet sunget sange om rettigheder og konventioner. Albanerne blev via vestlige PR-firmaer portrætteret som uskyldige ofre, mens serberne, Vestens allierede i to verdenskrige, fra starten blev sammenlignet med nazister. Enhver der kender Balkans historie ved, at sammenligningen er uhyrlig. Serbiens krav på Kosovo, og dets ret til at sige nej til provinsens selvstændighed, er lige så indlysende som den danske stats ret til at nægte Gellerupparken ved Århus status som selvstændigt sultanat, selvom et flertal af områdets beboere skulle kræve det.

Hækkerups rolle i forarmelsen af Serbien kalder ikke på respekt eller forståelse, og at han stadig prøver at stikke blår i øjnene på læserne afslører, at han rent ud er en klaphat. Hækkerup kan ikke løbe fra sit ansvar for en ulovlig angrebskrig, og det hjælper ham ikke at gentage påstanden om, at serberne er eneansvarlige for tabet af Kosovo. En løgn bliver ikke til sandhed, blot fordi den bliver gentaget, og den lyder ikke mere overbevisende, blot fordi det er landets tidligere, stuerene forsvarsminister, der bringer den til torvs. Det forøger kun ubehaget.