tirsdag, oktober 31, 2006

Hold på hat og briller

Der sker noget for tiden i oppositionen, og det er partier såvel i som udenfor folketinget, der udviser tegn på forøget aktivitet. Tingene udvikler sig dramatisk fra dag til dag. Fantasien kender ingen grænser, når det drejer sig om fikse ideer til at sikre sit parti en plads i den skatteyderbetalte varmestue på Christiansborg, eller når der leges flaskeleg om hvem, der skal regulere termostaten. Senest har det tavse parti, Centrumdemokraterne, ladet sin røst høre fra det hinsidige. CDs leder, tidligere formand for FDB, Bjarne Møgelhøj, har fået Gallup til at regne ud, at hans parti ville score 20 mandater ved et valg, hvis Naser Khader var formand! Det er uvist, om dividendebaronen er træt af at have ansvaret for det parti, dynastiet Jacobsen styrede som en lightudgave af Nordkorea, men han har i hvert fald tilbudt Khader posten samt opgaven at rejse CD fra graven. Indtil videre siger den radikale politiker pænt nej tak.

Efter Erhards og Mimis farvel gik tæppet ned for partiet, der om noget forstod kunsten at surfe på letfattelige enkeltsager, en disciplin der mest af alt minder om et væddeløb på kængurustylter: mens man er i luften, skal man tage stilling til næste afsæt. Sådan bevægede CD sig i to årtier fra valg til valg, men i 2001 var styltens fjeder slidt op, og Mimi gik på aftægt i Red Barnet. Kun dynastiets karisma og veludviklede evne til at skabe debat ved at være uforskammet forlængede partiets levetid udover blestadiet. Det er imidlertid kompetencer, som Møgelhøj ikke er i nærheden af at besidde, og det er måske på den baggrund, jobtilbuddet til Khader skal anskues. Det lugter af ren desperation.

Gallups måling ligner bestilt arbejde, der skal hjælpe centrumdemokraterne og deres potentielle vælgere til at drømme om gamle dage, hvor Erhard ene mand kunne fjedre sig over spærregrænsen og kun blev overgået af Glistrup. De tidlige 70’ere var de politiske miraklers tid, en psykedelisk indian summer med munkemarxistiske abstinenser, hvor næsten hvem som helst kunne forføres til at stemme på næsten hvad som helst. Men nu er tiden en anden, og vælgerne har anderledes alvorligere ting at tage stilling til. Derfor virker Møgelhøjs Gallupmåling og hans leflen for Khader som en alt for sen sommerspøg på linje med Villy Søvndals solskoldede fantasi om statsministerposten. Var der nogen, der sagde klimaforandring?

mandag, oktober 30, 2006

De mange veje

De radikale vil gå den anden vej, der ender blindt i Marianne Jelveds håndtaske. Kristendemokraterne har bekendtgjort, at skulle de komme i folketinget ved næste valg, vil de ikke pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. På den anden side har de endnu ikke gjort op med sig selv, om de foretrækker Helle Thorning-Schmidt eller Jelved som landets politiske leder. Enhedslisten har som det eneste parti uden tøven peget på Thorning i den erkendelse, at hun er oppositionens eneste reelle bud på en statsminister. Imens lægger Helle sin make-up og venter på, at varylerne besinder sig.

Af gode grunde bliver SF omtalt til sidst. Der er nemlig gået ged i partiets orienteringsevne. Villy Søvndal har nøje gransket udbuddet af statsministerkandidater og fundet ud af, at der er flere velkvalificerede emner, herunder ham selv! Til Berlingske netavis, 30. oktober, udtaler det folkesocialistiske orakel: ”SF vil først diskutere indhold og så statsministerposten til sidst. Og hvis vi ikke kan blive enige, så kan vi jo pege på en selv.” Det lyder, som noget vi har hørt før. Gad vide om Villy - må Lenins balsamerede legeme forbyde det – overvejer en videreudvikling af de radikales seneste mediegimmick og er på vej til at lancere den tredje vej med sin egen ophøjelse som klimaks? Hvilken optimisme og hvilken vits. Det er nu nogle lune typer, de SF’ere. Det er paradoksalt, at Enhedslisten i denne omgang ser ud til at være det eneste oppositionsparti, udover Helles, der fatter, hvad der skal til for blot at have en chance for at kunne slå Fogh.

søndag, oktober 29, 2006

De forhenværende

I periferien af dansk politik, derude i dunkelheden hvor glemselen er evigt truende, gungrer tre afdankede elefanter rundt og mindes de gode, gamle dage i rampelyset. De taler med tårer i øjnene om magtens sødme, de bonede gulve og om den gang det var dem, der satte dagsordenen og kursen mod en bedre verden. Ind imellem tager de sig sammen og bruger snabelen til at hvirvle tørt savsmuld op i luften for at irritere de aktive politikere og belære dem om, at de ikke har opfundet den dybe tallerken.

Lørdag den 28. oktober udtaler den forhenværende konservative statsminister Poul Schlüter til Jyllands-Posten, at ”kulturen i Dansk Folkeparti er rædselsfuld”. I samme åndedrag siger han også, at DF ikke er til at komme udenom, når VK-regeringen skal have sin politik ført igennem. Schlüter støtter den nuværende udlændingepolitik, men bryder sig ikke om DF’ernes retorik!

Hvorfor nu dette snabelbøvs fra Schlüter? Det går jo udmærket for de konservative. Ikke siden den gamle ræv selv var ceremonimester, har partiet haft så stor indflydelse på dansk politik. De konservative ministre kan takke DF for deres ministerpension og deres taburetter. I nyere dansk politisk historie har der ikke været et så loyalt støtteparti som Dansk Folkeparti. Men det vil de konservative ikke åbent indrømme. Årsagen er, at DF har langet ud efter to af Bendtsens ministre, og det skal ikke gå i glemmebogen. Schlüter har med sine udtalelser om DFs kultur lagt sig på linje med Poul Nyrup, chefredakTøger Seidenfaden og andre kemisk rensede populister, der mener, at Pia Kjærsgaard og hendes partifæller ikke er stuerene. Men virkeligheden viser jo, at partiet øjensynligt er rent nok til at holde de konservative i ministerkontorerne.

Samme lørdags aften tonede forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen frem på skærmen i DR2-programmet Clement Kontra. Anledningen var Uffes nye bog, Det Lysner I Øst, der handler om EUs ekspansion efter Murens fald. Clement roterer så vildt og inderligt på sin stol, at man kunne have ham mistænkt for at sidde på DRs største hæmoride. Programmet startede med den rituelle tilsvining af Dansk Folkeparti, hvorefter Uffe og Clement forsvandt i de mere uinteressante aspekter af EU-samarbejdet. Det havde været mere interessant at høre, hvorfor Uffe legede fritidsimam under muhammedkrisen tidligere på året. Og det havde været det rene dynamit, hvis Uffe havde forklaret, hvordan EU gennem Middelhavsaftalerne har bundet sig til at tage imod millioner af arbejdsløse muslimer til gengæld for at få adgang til den arabiske olie. Aftalerne er indgået uden befolkningernes viden og mandat og skal ifølge planen nå en foreløbig kulmination ved Tyrkiets indtræden i Unionen.

Den tredje og sidste elefant henslæber sin cirkuskarrieres efterår i Europaparlamentet, dette babelstårn, hvor brugte politikere kommer på aftægt. Her bestiller forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke andet end konstant at undsige den demokratisk valgte danske regering, når den ikke vil bøje sig for islamiske pressionsgrupper. Som fadder til det politiske stuerenhedsbegreb er han ansvarlig for den afstumpethed og korrekthed, der har forurenet dansk politik de sidste mange år. Han glemmer blot at fortælle, hvorfor det er så vigtigt at dæmonisere Dansk Folkeparti og forsøge at holde det udenfor reel politisk indflydelse. DF er nemlig den største danske trussel mod Middelhavsaftalerne. Var det kun indvandringen, DF var imod, var det til at bære, men partiets holdning til EU er den væsentligste grund til, at det konstant forsøges marginaliseret. Det er imidlertid ikke en argumentation, man kan proppe ned i halsen på danske vælgere, der deler den samme skepsis overfor Bruxelles. Derfor er kampagnen mod Dansk Folkeparti koncentreret om de fremmede og tonen i debatten. Det er mere luftige og følelsesmæssige begreber, der er lettere at manipulere med.

Da DF i 2001 blev VK-regeringens støtteparti, blev der en bedre balance mellem de stuerene og de ikke-stuerene. Men kampen fortsætter, så længe Middelhavsaftalerne står ved magt. Derfor trækkes de gamle elefanter fra tid til anden ud af stalden for at give endnu et sturt nummer. Men som tiden går, bliver det forhenværende mere og mere tydeligt, og det bliver lettere at se hulheden i den kampagne, der trods forskellige partipolitiske udgangspunkter, har bragt de tre affældige snabeldyr sammen.

lørdag, oktober 28, 2006

Kosovo skal forblive serbisk

Under FNs lidet beskyttende vinger forhandles der for tiden om Kosovos fremtid. Nato rev i 1999 provinsen ud af serbernes hænder efter en opstand blandt provinsens muslimske albanere, der havde fundet støtter i de vestlige nationer. Tyveriet ser nu ud til at blive konfirmeret af FN, der har sat udgangen af året som deadline for forhandlingerne. Får albanerne og deres vestlige venner gjort Kosovo selvstændig, er Storalbanien en realitet. Det var målet for Mussolini og Hitler under Anden Verdenskrig, men projektet blev forpurret ved de allieredes sejr over mørkets ambassadører.

Det Tredje Riges samarbejde med islamiske organisationer er veldokumenteret, og det skriger til himlen, hvis dette Usselhedens Projekt nu bliver en realitet under de vestlige demokratiers regime. Og det betyder også, at den islamiske ekspansion i Europa bliver yderligere styrket. Det er en historisk kendsgerning, at den serbiske nations fødsel fandt sted i Kosovo, og det er også en historisk kendsgerning, at tyrkerne i 1389 besejrede serberne på Solsortesletten og indledte 500 års undertrykkelse af de kristne.

Det langvarige islamiske diktatur på Balkan er den egentlige, udløsende faktor for de borgerkrige, der hærgede området i 1990’erne. Vestens ageren i disse krige var altid vendt mod de serbiske befolkningsgrupper, der boede i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Afstraffelsen af dette lille og stolte folk ved Sava og Donau, som i to verdenskrige var de allieredes våbenfælle, er nu inde i sin skingre slutfase.

Serberne skal til stemmeurnerne og fastlægge deres fremtidige forfatning, og den serbiske regeringsleder, Kostunica, opfordrer sine landsmænd til at stemme for Kosovos forbliven som serbisk provins. Kosovos tilbageværende serbere fører en utilstedelig tilværelse på Nato-soldaternes nåde, og deres fremtid ser meget dyster ud, hvis albanerne overtager den fulde kontrol med området. Problemet er, at den serbiske nation har få venner i det internationale samfund, der vil tale deres sag og sætte en stopper for yderligere etnisk udrensning af provinsens kristne samt forhindre ødelæggelsen af klostre og kirker. Albanerne har flere gange bevist, at får de muligheden, bliver den serbiske kulturarv jævnet med jorden.

Cafe Blindgyden

De radikales anden vej fører ingen steder hen. Ideen om at parkere Marianne Jelved i statsministeriet bliver for tiden fremført med langt mindre patos end for blot en måned siden, og troen på projektet svinder blandt Cafe Blindgydens kreative stamkunder. Det forhindrer dem imidlertid ikke i at debattere globaliseringens velsignelser i EU-godkendte termer, på samme måde som karismatisk kristne vrøvler så gudsjammerligt, når de mener sig ramt af Helligånden.

Seneste meningsmåling viser fortsat borgerlig regering og radikal tilbagegang, ikke just det sjoveste resultat, når man har forlangt at blive vist i målingerne i en selvstændig tredje blok. Det ellers så sikre politiske instinkt synes at have forladt den radikale ledelse for at søge asyl hos Helle Thorning-Schmidt. Den socialdemokratiske Barbie er begyndt at stille sin mandatsult. Det er en belønning fra vælgerne for ikke at have deltaget helhjertet i den øvrige oppositions demagogiske og skingre felttog mod regering og støtteparti.

Det Radikale Venstre er ikke noget parti i traditionel forstand, det er en livsstil, en måde at vise, at man er veluddannet, intelligent, kreativ og indtil det krybende politisk korrekt. En radikal vil hellere ses som metroseksuel end blive set i en kolonihave med øl på flaske og et flagrende Dannebrog i baggrunden, for kolonihaven er højrenationalismens højborg. Her brygges de fæle tanker, der – hvis de ikke ukrudtsbekæmpes – fører direkte til fremmedhad og dårlig omtale i udlandet, Politiken og Information.

For en radikal er udlandets syn på Danmark vigtigere end danske vælgeres syn på virkeligheden, det internationale er vigtigere end det nationale, og Marianne Jelveds ambitioner er vigtigere end sund fornuft. Denne særegne radikale demokratiopfattelse betyder endvidere, at det er lige så vigtigt at favorisere mindretallets religion, som det er at få slettet folkekirken i Grundloven.

Der er ikke længere så god stemning på Cafe Blindgyden. Det er ikke som under Nyrup, hvor de radikale kunne gå på vandet. Nu frister de tilværelsen som drivtømmer i en iltfattig fjord. Baglandet kræver en ny leder. Mange menige medlemmer kan se, at Jelved er blevet svimmel af sin egen retorik. Ordene er blevet mere forblommede i takt med, at indholdet er fordampet. Selv ikke en gratis cafe latte ved cafebordene vil hjælpe på humøret. De radikale må gå den anden vej alene.

torsdag, oktober 26, 2006

Nu må tiøren da snart falde....

Det er en helt utrolig stædighed, der præger Abu Laban, Islamisk Trossamfund og andre muslimske foreninger i kontroversen om Jyllands-Postens herostratisk berømte og ganske harmløse tegninger fra 30. september 2005, de såkaldte muhammedtegninger. Selv efter tre juridiske afgørelser vælger sagsøgerne at fortrænge den kendsgerning, at Danmark er et frit og demokratisk land, hvor ytringsfriheden står skrevet med flammeskrift i Grundloven.

Den sagnomspundne tiøre vil simpelthen ikke adlyde Newton og falde frit. Abu Laban har boet så mange år i landet, at han burde kende til den lille mønt - også selv om Nationalbanken ikke længere finder det relevant at præge flere af dem.

Nu har byretten talt og frifundet den dynamiske redaktørduo, Juste og Rose, for overtrædelse af injurielovgivningen. For alle fornuftige mennesker i landet kom det ikke som nogen overraskelse, og ligeledes var det til at forudse, at afgørelsen nu ankes til landsretten. Når denne instans har konfirmeret byrettens afgørelse, må Laban & Co. satse på den internationale jura for at holde den bulede gryde i kog.

Både statsadvokaten i Viborg og rigsadvokaten har tidligere afvist, at Jyllands-Postens tegninger på nogen måde kunne tolkes som blasfemi eller racisme, men disse juridiske afgørelser virkede blot som vand på en gås. Laban & Co. fortsatte ufortrødent kampen mod ytringsfriheden alene for at afsøge, hvor langt en demokratisk forfatning kan presses til at inkorporere elementer af den islamiske sharialovgivning.

En islamisk tommelfingerregel siger, at når muslimerne udgør 10% af et vantro lands befolkning, er det muligt at lægge så stort pres på statsapparatet, og dermed samfundet som helhed, at det kan drejes i den ønskede retning. Herudfra kan vi konkludere, at muslimerne tæller mere præcist end Danmarks Statistik. Til gengæld kan vi med glæde konstatere, at landets lovgivning og retssystem ikke tillægger tommelfingeren nogen særstilling blandt legemets lemmer.

Det er på den baggrund, vi skal forstå den islamiske insisteren på at overbebyrde retssystemet med tomme anmeldelser. Denne hykleriske omsorg for juristernes beskæftigelse deles af islamisternes danske medløbere, senest illustreret af 66 kulturpersonligheder fra anden division, der har politianmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for overtrædelse af straffelovens § 266b.

Denne sag drejer sig ikke om tegninger eller om paragraffer. Den går i al sin enkelhed ud på, at muslimer ønsker de vantro underkastet Koranen. For tiden bruger islamisterne i Danmark de juridiske kanaler, men spørgsmålet er, hvornår der kommer andre boller på suppen. Vi har set, hvordan der blev reageret på tegningerne i den muslimske verden, og vi har set hvad det sker, når muslimske bydele i Europa koger over. Måske findes der også en islamisk langfingerregel der angiver, hvornår Laban & Co. føler sig stærke nok til at skrue bissen yderligere på og vise os de næste kapitler i manualen.

tirsdag, oktober 24, 2006

Farveladeballade

De radikale har endnu en gang slået et slag for deres parti og meddelt alle opinionsinstitutter, at de ønsker at blive vist i en tredje blok i en selvstændig farve, når de grafiske resultater af mandatfordelingen i folketinget efter et prøvevalg bliver offentliggjort.

De kreative vil ikke længere finde sig i at blive set sammen med Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne i den røde blok, og i regeringsfløjens blå gevandter ønsker de heller ikke at optræde. Margrethe Vestager har fået den vigtige opgave at bringe den jelvedske forordning til folkets kundskab, og hun har udført opgaven med en alvor, som ellers burde reserveres vigtige og afgørende sager. I stedet for at tie den dårlige vittighed ihjel har det radikaljournalistiske vælgerkorps udbasuneret forordningen i alle medier.

For at vise deres demokratiske sindelag har de kreative ikke forlangt en specifik farve til brug for opinionsinstitutternes tredje blok, men ifølge forordningen må den i hvert fald ikke være sort. Som så mange gange før er det lykkedes de radikale at sætte en dagsorden, der udelukkende består af varm luft. Der er gået en hel generation af økologiske ballonpustere og –sælgere tabt i partiet.

Til gengæld er der klar matematik i de radikale udmeldinger, og regnestykket er stillet op, så næsten alle kan følge med. Det startede med én leder og én statsministerkandidat, Marianne Den Første, så kom Den Anden Vej og nu altså Den Tredje Blok. Må guderne beskytte os imod Den Fjerde.

mandag, oktober 23, 2006

En ægte ven

Flere af de 66 personer, der har anmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for overtrædelse af straffelovens § 266b, har for tiden travlt med at forsvare deres anmeldelse i de danske aviser. Det er rimeligt fantasifuldt, hvad de begrunder deres handling med, og de undslår sig ikke for at tage celebre historiske personer som gidsler i deres felttog. Som vidner føres eksempelvis Platon, Sokrates og Martin Luther. Den mest patetiske af de bodsgungrende anmeldere er uden tvivl Peter Tudvad, der anser Søren Krarup for sin ven og derfor føler behov for at retfærdiggøre sit angiveri overfor ham.

21.10.06 skriver Tudvad om Krarup i Information: ”Under frokosten er han min ven, i medierne er han en offentlig persona, der som sådan kan siges imod og stilles til ansvar for sine ytringer.” Mage til selektiv skizofreni er sjældent set på tryk. Hvis det er Tudvads definition på venskab, skal der herfra udtrykkes medlidenhed med hans omgangskreds. Et andet sted skriver han: ”En af dem omfatter jeg med mit venskab og har jeg for ikke længe siden klinket med til min runde fødselsdag.” Hejsahopsada, sikke en fødselsdag, sikke en fest og sikke en vært!

Ja, hvad skal man med fjender, hvis man har venner af denne kaliber? Tudvads forsvar for at falde sin ven i ryggen kradser mod bunden af ynkelighedens brønd. Vi tager lige en godbid mere: ”Når vi skåler eller spiser frokost sammen, kan der også godt ryge et par finker af hans pande, men når det sker i et privat forum, kan ytringerne naturligvis ikke subsumeres under straffelovens bestemmelser om offentlige og især propagandistiske udtalelser.”

Bortset fra det åbenlyst forvrøvlede ligger der også en speciel radikalhumanistisk opblæsthed i ytringen. Hvordan kan det være, at Tudvad ikke selv får ar på sjælen af Krarups pandefinker? Skal politianmeldelsen bruges til at skræmme den gemene hob fra at stemme på Dansk Folkeparti, en hob der i sagens natur står langt under Tudvad, når det kommer til at vide, hvad der er bedst for det danske samfund? Det må være en sand lidelse at være Peter Tudvad, tvunget til - som han åbenbart føler sig – at agere stikker overfor sin ven efter at have brudt brødet med ham.

Som en sidste hån overfor Krarup skriver Tudvad i slutningen af sit epokegørende epos: ”Så meget er min ven og jeg i det mindste enige om, nemlig at vi ikke behøver statens vejledning om takt og tone, når vi spiser, klinker og fester. Skål, min ven!”

Det er svært at afgøre, om man skal le eller græde over denne Tudvad. Men hans talenter er åbenlyse, og det er beklageligt, at Stasi og DDR ikke længere eksisterer. Man kan næsten se ham som medarbejder på det Stasi-kontor, der vejledte nye agenter i at angive venner og familiemedlemmer for at tale ondt om den totalitære stat. Velbekomme!

søndag, oktober 22, 2006

Første ombæring

Så måtte også jeg have en blog.